Rookie tager tre slags forspring med til finalen | Golf.dk
Austin Cook lavede fire birdies på de første ni huller lørdag på vej mod en runde i 66 slag.

Foto: Getty Images

Rookie tager tre slags forspring med til finalen

19/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Austin Cook lavede en bogey lørdag på Sea Island Golf Club. Normalt ville det ikke være værd at nævne, men femmeren på hul 14 var det første slag, 26-årige Cook havde tabt til banen i løbet af The RSM Classic. 

Det slog ikke rookien ud, for allerede på næste hul gjorde han skaden god igen med en birdie. Cook kom rundt i 66 slag for at nå til -18, og det giver ham et forspring på tre slag ned til Chris Kirk på andenpladsen.

Cooks første tid på PGA Touren har resulteret i fine resultater (nummer 25, 20 og 50), men søndag kan Sebastian Cappelens holdkammerat fra college fremtdssikre karrieren på højeste niveau. Han er ikke helt uden erfaringer med at være langt fremme i tabellen. I 2015 spillede Cook med i syv turneringer på PGA Touren og sluttede i top-25 i fem af dem. En sjetteplads står stadig som højdepunktet, men det ser ud til at ændre sig søndag.

Udover Kirk skal den førende holde et vågent øje med Brian Gay i -14, J.J. Spaun i -13 og Presidents Cup-spilleren Kevin Kisner på femtepladsen i -12.

Der skal sandsynligvis flere birdies til, hvis Cook skal hente karrierens første titel denne uge i Georgia.  Det ved Brandt Snedeker alt om. Tilbagevendt efter en lang skadespause var den tidligere vinder af FedEx Cuppen på sjettepladsen halvvejs gennem turneringen, men han var blot i stand til at gå tredje runde i par, og det gav et fald i stillingen på hele 19 placeringer. 

Det er karrierens vigtigste dag, der er i vente for Cook, og han er klar over, at det bliver en svær opgave.

- I dag tog jeg en masse dybe indåndinger, prøvede at holde nerverne i ro, forblive i øjeblikket og få angsten til at forsvinde. Jeg tror, det bliver endnu mere intenst søndag, så jeg vil bare prøve at holde mig i nuet og ikke tænke på, hvad der kan ske, sagde han til PGA Touren.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer