Robotterne indtager golfbanerne | Golf.dk
Robotklipperen Turflynx F315 skabte flot klippede fairways, da den tidligere i år var på prøve i Hørsholm Golfklub.

Foto: Turf Scandinavia

Robotterne indtager golfbanerne

10/11 - 2020 | Jesper Frigast Larsen

Robotplæneklippere i tusindvis har allerede indtaget de danske parcelhushaver, større modeller klipper løs på virksomheders grønne områder, og snart kommer turen for alvor til golfbanerne. Det er kun et spørgsmål om tid, før flere og flere golfklubber vil investere i robotklippere til at aflaste greenkeepernes arbejde, primært med klipning af fairways, der er de områder på banen, hvor den menneskelige faktor er mindst væsentlig. Sådan lyder vurderingen hos Dansk Golf Unions banekonsulent Allan Brandt, som dog samtidig maner til besindighed.

- Vi er stadig i en tidlig fase, når det gælder robotklippere til golfbanerne, siger han, og understreger samtidig, at DGU følger udviklingen tæt i samarbejde med greenkeeperne, forhandlerne og internationale kolleger.

- Markedet er i kraftig udvikling. Vi ser nye producenter udvikle nye robotstyrede eldrevne maskiner, og vi ser etablerede producenter af klippemaskiner koble computere på traditionelle dieseldrevne maskiner, så de fungerer som robotter. Det er endnu for tidligt at sige hvilke typer, der over tid vil være mest velegnet til de danske golfbaner med vores temperaturer og jordbundsforhold, forklarer Allan Brandt.

Der er tekniske spørgsmål som EU-typegodkendelser af visse maskiner, der endnu ikke er endeligt afklarede, men faktum er, at de første robotplæneklippere allerede kører på danske golfbaner, og at forsøg og demonstrationer tegner lovende.

- Det ser flot ud, når robotten klipper fairways i et fint harlekinmønster, men en ting er at klippe om sommeren, når græsset er i kraftig vækst, en anden ting kan være at klippe i våde og koldere perioder, så vi indsamler løbende erfaringer sammen med vores samarbejdspartnere for at kunne give klubberne den bedst mulige vejledning, siger Allan Brandt.

Så der kommer nok til at rulle robotklippere på mange flere danske fairways i de kommende år, selvom klubberne naturligvis skal tænke sig grundigt om, inden de kaster sig ud i en investering, der kan ligge på plus/minus 750.000 kr. for en enkelt maskine.

Det danske firma Turf Scandinavia er nordisk distributør for de elektriske Turflynx-robotklippere og har oplevet stor interesse for at få demonstreret maskinerne fra klubber i både Danmark, Sverige og Norge.

- Vi garanterer, at vores maskiner kan klippe mindst 3,5 hektar fairway på en opladning, og da en 18-hullers bane typisk har mellem 10 og 16 hektar fairway, betyder det, at en maskine med to opladninger om dagen kan klippe alle banens fairways på højst to dage, siger Jan Aagaard Andersen fra Turf Scandinavia.

- Med det større pres af spillere på banerne, som man har set i år, er der behov for, at arbejdet på banen generer spillet så lidt som muligt. Robotklipperen kan køre om natten og tidligt om morgenen, og den kan spare arbejdskraft, for eksempel ved at klubben måske kan undgå at skulle ansætte sommerhjælpere, som det kan være svært at skaffe. Robotten kan også andet end at klippe. Ved et enkelt skift af en kassette kan maskinen sættes til at vertikalskære eller prikle, hvilket kan give endnu bedre fairways, forklarer Jan Aagaard Andersen.

En af de danske klubber, der i år har testet en Turflynx-robotklipper, er Aabenraa Golfklub, der har haft klipperen på prøve på to fairways.

- Vi har bestemt fået et positivt indtryk af robotten, og vores greenkeepere måtte tage hatten af for klippekvaliteten, så vi overvejer, om det vil være fremtiden hos os, siger klubbens formand Klaus Milton Jensen.

Aabenraa Golfklub overvejer at investere i en robotklipper efter at have set den demonstreret bl.a. på 1. fairway.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,156,709
  • Unique Visitor:142,737
  • Registered Users:161,980
  • Unregistered Users:31,187
  • Blocked Users:12,413
  • Published Nodes:15,889
  • Unpublished Nodes:295
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.221.159.255
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:5,525
    • This week:80,738
    • This month:299,247
    • This year:2,157,125

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk