Retssagen om det højre knæ | Golf.dk

Retssagen om det højre knæ

07/01 - 2020 | Søren Meinertsen

For nylig kunne man læse en artikel om det højre knæs stilling i tilbagesvinget. Det blev hævdet i artiklen, at hvis der blev ført en retssag om problemstillingen, ville resultatet med al sandsynlighed være givet.
Det er noget af en påstand – og en udfordring.
Sagen er baseret på uvirkelige hændelser, men på virkelig teori og virkelige golfinstruktioner.

 

Pom Golf Club, Maryland, USA.

Sagen startede ved en tilfældighed: En golfspiller hævdede efter en runde, at hans ryg var blevet ødelagt, fordi han havde fået forkert instruktion af en træner.  ”Flere af mine slag var totalt kiksede, og jeg kunne ikke bukke mig ned og læse puttelinjerne.” Enhver måtte – efter denne forklaring – kunne forstå, at det absolut ikke var spillerens egen skyld, at han havde spillet dårligt og derfor tabt i dag.
Han kom bærende med en bakke med 4 store fadøl og tiltvang sig opmærksomheden med sit forklarende brok.


Normalt er der ingen på en golfterrasse, der tager sig af tabende midaldrende mænds brokkerier, der omfatter alt fra ”elendige greens” til andre spilleres usandsynlige held, men netop denne dag blev omtalen af den ødelagte ryg overhørt af en advokat, der havde kunnet finansiere sit medlemskab af den mondæne golfklub på den rigtige side af Potomac floden ved at kunne genkende et muligt tab og et lige så muligt ansvarsgrundlag, når han stødte på det. Bordene på terrassen stod pænt langt fra hinanden, men John Willett havde været nødt til at hæve stemmen for at afbryde Hanks og Tobys selvforherligende snak om deres pars på det sidste hul.
Advokaten ventede på sin spilmakker og havde god tid, så han rejste sig og gik hen til de fire spillere.
”Måske kan jeg hjælpe,” sagde han. ”Jeg hedder Jefferson Lennox. Jeff.”
”Jeff. Hej. Er du fysioterapeut?”
”Nej,” smilede advokaten. ”Fysioterapeuter er en udgift for en golfspiller…”
Selv om der efter sigende er flere advokater end golfspillere i USA, var det alligevel højst overraskende for den altid hyggelige firbold, der nu sad og nød deres fadøl, mens de ventede på restaurantens gode frokost-steaks, at støde på en advokat, der oven i købet tog taberens sædvanlige brokkerier om dagens spil alvorligt.

De ellers let drillende smil, der ledsagede håneretten mod den tabende spiller, blev skiftet ud med mere alvorlige miner, og alvoren forplantede sig til den brokkende spiller, der uddybende kunne berette om sin skade og med de andres udelte opmærksomhed få et lille plaster på det smertelige sår på sit selvværd, som dagens tabte runde havde forårsaget.
Med tilfredshed lyttede Jeff Lennox til John Willetts malende beskrivelse, og noterede i sit stille sind tilstedeværelsen af kausalitet og adækvans, to afgørende grundpiller i en erstatningssag, og rubricerede for sig selv sagen som ”lex brugsanvisning,” der med en stribe nyere domme var blevet den styrende retskilde ved uforsvarlige instruktioner. For nylig havde en svømmelærers forsikringsselskabs advokat været nødt til at afbryde en retssag og acceptere et uhørt stort forligsbeløb, da juryen havde insisteret på at ville besigtige den vippe som et barn skulle springe ud fra i en svømmetime – 10 meter over vandoverfladen. Et af jurymedlemmerne havde kastet op, da hun kiggede ned.
Lennox smilede for sig selv. Måske kunne han få en jury til at svinge nogle golfkøller og komme til skade.
Jura kunne være smuk som så meget andet i dagdrømme. Jeff Lennox vendte tilbage til virkeligheden: Ingen kunne vinde en erstatningssag uden tilstedeværelsen af tre afgørende forhold: Bevis, bevis og for det tredje: bevis.
Hvis spilleren kunne fremvise en eller anden dokumentation fra en læge på en skade, der kunne være opstået under eller efter instruktionen, ville dette bevis kunne danne grundlag for hele sagen og afgøre den til skadelidtes fordel. Ingen nyder så stor anseelse i samfundet som læger, og det var yderst sjældent, at en dommer og en jury ikke dømte i overensstemmelse med en læges udsagn.

Foreløbig lyttede han dog blot til den tabende spiller, der fortalte om årsagerne til, at han ikke havde spillet så godt i dag. At John Willett heller ikke havde spillet så godt i de sidste mange måneder, blev kun antydet, da han af gode grunde måtte fortælle om motivationen til at søge de sikkert nødvendige lektioner hos en træner.
Træner? Tænkte Jeff Lennox. Skadevolder!
John Willett fortalte videre og nød sit opmærksomme publikum.
”Det var sgu da for at blive bedre og ikke for at blive skadet, at jeg har ofret tid og penge på lektioner.”
Advokaten og de øvrige nikkede empatisk forstående, især da John Willett kunne vise sin lektion på sin iPhone: Træneren havde sendt videoer af spillerens sving med talrige streger, der ikke var på linje med spillerens arme og ben og krop i det hele taget. Selv i det skarpe sollys på terrassen, kunne de se, hvad instruksen gik ud på, og hvor John Willett havde mangler.
”Som at se dig, Hank, du burde sgu også gå til træning” grinede Toby til sin svoger.
”Hold kæft,” sagde Hank og skulede og en lille forlegen tavshed sænkede sig et kort øjeblik. John Willett kom i tanke om, at hans kone havde nævnt, at der havde været et rygte om træneren og Judy, Hanks kone.
Taktfuldt vendte John Willett hastigt tilbage til emnet og viste en ny video, som Toby, der havde jokket i spinaten, skyndte sig at kommentere: Det hele skyldes hovedet, der svajede væk.
Så var de på hjemmebane igen. Den sædvanlige golfdiskussion efter en runde.
Nok snarere venstre arm, der er bukket, mente Jackson.

Det hele afhænger af skulderdrejningen…
Men hofterne skal sættes i gang først…
”Han vil have, at jeg ikke strækker højre knæ,” sukkede John Willett beklagende. ”Jeg aner fandeme ikke, hvor jeg skal gøre af det. Og nu spiller jeg dårligere end nogen sinde.” Inderst inde håbede han, at de andre ville modsige ham, da han jo egentlig også havde lavet mange gode slag og konsekvent drivede længst. Det var dog som altid antal af kiksere, der afgjorde en rundes kvalitet.
”Det er rigtigt nok: højre knæ skal holdes flekset i tilbagesvinget, og det er tydeligt, at du strækker det. Det tænkte jeg også på, da vi spillede.”
”Knæet skal da ikke holdes flekset, når jeg får smadret ryggen og dårligt nok kan sove om natten!”
”Det er vel også lidt usikkert med det højre knæ,” mente en anden, der havde set et dansk stortalent vinde sin første sejr som kun 18-årig. ”Han strækker højre ben i tilbagesvinget.”
”Det gør Tiger Woods ikke!”
”Og hvad skete der med hans knæ? Fire operationer og talrige rygproblemer…”
”Det var nu Tigers venstre knæ, der blev skadet,” hævdede Hank.

Det var et passende stikord, tænkte advokaten.
”Hvad siger din læge?” afbrød Jeff Lennox den vidtløftige debat.
”Jeg har ikke været hos lægen, men jeg burde måske…”
”God nat,” tænkte advokaten, der ikke havde været særligt optaget af hverken video eller debat om det højre knæ, men i stedet havde drømt søde drømme om at kunne slå sig op som golfspilleres advokat.
”Så er det vanskeligt at komme videre,” sagde advokaten beklagende. ”Der skal være et konkret tab.”
”John tabte da i dag,” grinede Toby. ”Fadøl her i klubben er dyre…”
”Ja, og tab af penge til træneren! Han har ikke just ry for at være billig, den gode Tom Brown. Er det ikke 200 dollars for en lektion på 30 minutter?”
”Nej, det er kun 150 dollars,” sagde John Willett surt.
Advokaten tog afsked med de fire spillere, som alle fik et visitkort. ”Man ved jo aldrig.” Fin fyr, tænkte de. En god ven i nøden, hvis man skulle få brug for bistand. Og det havde da egentlig også været både underholdende og hyggeligt.
Da John Willett kom hjem, skrev han en mail til træneren og aflyste sin kommende træningstid. ”Travlhed på kontoret. Jeg vender tilbage.”
Måske.
Snarere: sandsynligvis ikke.
”Hvordan gik det, skat?”
Jon Willett måtte fortælle om sin elendige runde, som var forårsaget af en helt forkert trænerinstruktion.
”Forkert?” smilede konen, der var vant til at høre på mandens brokkerier om alt mellem himmel og jord.

John Willett mente ikke selv, at han brokkede sig. Selvfølgelig kunne han være kritisk, men det var jo kun, fordi han ønskede at optimere. Konens lille smil var ikke helt passende i situationen, syntes han og satte trumf på og fortalte om advokaten, der mente, at en forkert trænerinstruktion kunne give anledning til en erstatningssag. ”Selv de andre synes, at mit sving er blevet dårligere, og det tror da pokker, når ryggen efterhånden er helt ødelagt.”
Ingen fjer kan blive til fem høns inden for hjemmets fire vægge. Men vægge kan gennembrydes simpelt med en trådløs telefon. En sådan blev anvendt senere på aftenen, da John Willetts kone udvekslede nye rygter med sin søster om fælles veninder og lyttede til hinandens beklagelser om utaknemmelige børn og problemerne med deres efterhånden gamle og sure forældre. Og hvordan går det med Kenny og John? I denne smalltalk var det naturligt at nævne, at John muligvis ville sagsøge træneren. ”Du har da ikke haft noget med ham at gøre,” protesterede søsteren. ”Er det ikke kun Judy? Jeg anede ikke…” Johns hustru måtte sætte tyk streg under, at det ikke var trænerens flotte udseende og charme, der var i spil, men derimod hans mangelfulde instrukser, der havde givet John ondt i ryggen. ”Han hører slet ikke til i PGC,” sagde søsteren. ”Og hvis det er hans skyld, at Judy og Hank skal skilles…”
Fjeren voksede sig uden John Willett vidende større. Måske smurte svigerinden lidt vel rigeligt på, når hun fortalte historien videre, hvilket John Willett noget overraskende blev gjort opmærksom på den følgende weekend i sin hyggelige firbold.
På 11. hul blev de lukket igennem på et par 3-hul, mens en af spillerne i flighten før talte i telefon. De tre øvrige spillere i gennemgangen trådte væk fra teestedet og betragtede John Willett, da han skulle slå. Da John Willett bukkede sig ned for at tee sin bold op, lød det fra en af de tre ventende: ”Hvordan går det med sagsanlægget, John?”
John Willett var foroverbøjet, og lod, som om han ikke kunne se den talende, men tonefaldet og den lille pause før ”…sagsanlægget” samtidig med at John ud af øjenkrogen kunne se, at den  spørgende gav sin sidemand et lille sigende puf med albuen, sagde i grunden alt: Hans kritik af træneren var åbenbart blevet spredt.
”Hvad mener du?” John Willett var forfjamsket. Han var ikke vant til, at nogen gjorde grin med ham. Tværtimod var han netop æret og respekteret i klubben, hvor han som sponsor ydede store bidrag.
”Er der ikke noget med, at du vil lægge sag an mod Tom Brown?”
”Overhovedet ikke. Det har intet på sig,” affærdigede John Willett spørgsmålet og slog sin bold i søen og efterfølgende skulede til Toby, Hank og Jackson. Det måtte være en af dem, der havde bragt kritikken videre.
Nogle dage senere modtog John Willett en mail fra klubbens formand. Et lille uformelt møde. Måske torsdag aften, hvis det passede?
Det passede absolut ikke John Willett, men naturligvis mødte han velforberedt op i klubben og fik sæde over for klubbens bestyrelse. Seks ærværdige medlemmer. Spidserne i det velhavende bysamfund, som Pom Golf Club var en af hjørnestenene i. Området i det hele taget gik under navnet ”Det Amerikanske Klædeskab” på grund af de mange gamle virksomheder med klæde- og trikotage.
”Tom Brown forlanger en undskyldning,” begyndte formanden.
John Willett tav og lyttede respektfuldt til de forskellige indlæg fra bestyrelsens medlemmer om deres cheftræner og det helt utilstedelige i, at flere medlemmer havde fortalt, at John rakkede træneren ned. En uhørt fornærmelse, sagde næstformanden, der lige som John Willett havde sit eget revisionsfirma.
John Willett nøjedes foreløbig med at lytte.
Tom Brown var en anerkendt træner, som i sin tid som collegetræner mere eller mindre – og ved dette møde: mere - havde været med til at udvikle flere af de stjerner, som kunne ses på Tv. Bestyrelsen havde faktisk måttet lokke med mange frynsegoder for at få aftalen med Tom Brown på plads og endda havde ladet ham få lov til at bo i klubbens æresbolig, indtil han havde fået færdigbygget sit hus på Hull Road.

Netop i konkurrencen med den nye golfklub i den mere beskedne ende af byen, var det vigtigt at sende et signal – ud over det skyhøje kontingent og den absolut ikke selvfølgelige indmeldelse uden behørige anbefalinger - om, at Pom Golf Club var områdets førende klub.
”Tom Brown er vores flagskib på det sportslige plan, og vi kan ikke acceptere, at vi selv – nogen - i klubben stiller spørgsmål ved Tom Browns evner, og det er i det lys, din kritik…” sagde formanden alvorligt.
”Som vel også er imod klubbens dekorum…” nikkede en anden
”Ja, endog trusler om sagsanlæg, har vi hørt,” indskød næstformanden.
”Det er illoyalt, John og helt utilstedeligt,” færdiggjorde formanden kritikken.
John Willetts mine var uudgrundelig. Indvendig rystede han på hovedet ad disse mennesker, der tillod sig at anklage i en konflikt, de ikke kendte substansen i.
John var ikke født velhavende, men havde arbejdet sig op til en nydelig position i samfundet og havde brugt sin kritiske sans først og fremmest over for sig selv. Utallige gange havde han mødt kritik – mest fra sig selv, og han havde brugt en stor del af sit liv på diskussioner – mest med sig selv. Han kunne kort sagt håndtere kritik, og han kom ikke uforberedt.
”Det er vist kun en lille detalje og en banal diskussion mellem elev og lærer, og jeg tror, at alle medlemmer påskønner bestyrelsens arbejde i denne her klub og derfor støtter vi alle op, når der skal sponsoreres. Tilfredsheden fra medlemmerne er på den måde målbar, og jeg tror, at bestyrelsen møder meget taknemmelighed og mange rosende ord for banens fantastiske pleje og drift i det hele taget og selvfølgelig også for det enestående flotte valg af cheftræner og headpro. Enhver træner har sine metoder og sin opfattelse af, hvordan et golfsving skal være. Jeg kan kun sige, at den måde at svinge en kølle på ikke er egnet til min krop. Der findes andre kroppe, som utvivlsomt har glæde af Tom Browns ideer, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at mange golfspillere i klubben nok vil foretrække at svinge anderledes, end jeg gør! Det er stadig ikke lykkedes mig efter ti år at spille en runde under 80 slag. Selvfølgelig har jeg da haft lyst til at prøve Toms metoder, ikke mindst for at bakke bestyrelsens valg op, men jeg må blot erkende, at jeg ikke er god nok som golfspiller til at få fuldt udbytte af Tom Browns undervisning. Måske er der også nogle af jer, som ikke mener, at træning på et højt niveau er passende til jeres måde at spille på?”
Adskillige øjne flakkede. Plet! tænkte John Willett, da stemningsændringen i bestyrelsen kom til udtryk i små eftertænksomme nik.
Næstformanden mumlede lidt om mulig karantæne, når klubbens ry var på spil, men de øvrige i bestyrelsen fik hurtigt tysset næstformanden ned:
”Lad os nu blot høre, hvad John mener.”
”Blot en enkelt bemærkning: Vi er alle interesseret i, at denne klub har et godt ry, og derfor må vi også alle være interesseret i, at der ikke bliver fejet noget ind under gulvtæppet. Som medlem er jeg kun tilfreds med, at I giver jer tid til at få belyst enhver uoverensstemmelse.”
”Det er da kun vores pligt, John,” sagde formanden beskedent og rejste sig, mens de andre smilede venligt.
”Tak, Morgan,” sagde John Willett.
”Måske burde vi dog…” sagde næstformanden.
Næstformandens ord druknede i den almindelige afsked.
John Willet sagde pænt farvel til dem alle sammen. Også til næstformanden.
”Tak for nu, Patrick,” sagde han. Idiot, tænkte han.
De følgende dage nød John Willett sin lille sejr, når venner ringede og spurgte, hvordan det gik. Alle fik et fyldigt referat af mødet, måske dog for fyldigt, hvor det fyldige satte John Willetts håndtering af sagen i et for gunstigt lys.
Det gunstige kan lyde meget godt og rigtigt, men bliver det forstærket af en rygtesmed eller en drama-Queen kan selv de mindste fjer blive større.

Det fyldige referat af især eget indlæg var en aktion, som på det nærmeste tiggede om en reaktion. Måske burde han have anet uråd, når han blev mødt med kommentarer som ”Jeg er helt enig med dig, John. Ud med den træner!”
Den mest synlige reaktion kom ugen efter i form af et anbefalet brev fra en advokat, hvis navn John Willett genkendte som dirigent ved den årlige generalforsamling.
Med bestyrtelse læste John Willett, at hvis han ikke indrykkede en undskyldning i POM GC’s næste nyhedsbrev og betalte 1 million dollars til Tom Brown, ville der blive udtaget stævning for injurier.
”Du har beskyldt min klient, cheftræner Tom Brown, for noget, som ikke er bevist i forbindelse med dennes udøvelse af sit fag. Det er efter omstændighederne strafbart at fremsætte ærekrænkende udtalelser, som anses for bagvaskelse og injurierende og uden for ytringsfrihedens grænser.”
Den aften og den søvnløse nat kunne John Willett anvende sine færdigheder som selvkritiker.
Klokken seks om morgenen stod han op og gik ned i kælderen. Lukkede alle døre og råbte variationer over udtrykket ”forbandede kraftidiot” mod en kældervæg, hvor der hang et gammelt spejl, hvor han lige akkurat kunne se en tåbelig nar med strittende morgenhår.
På kontoret aflyste John Willett alle aftaler og ringede til advokat Lennox. De blev enige om at mødes til frokost.
”Har du en million?” spurgte Jeff straks. Det var en god bemærkning, som klienten ville tænke på fra nu af, og til sagen var overstået. Et hvilket som helst beløb under ville blive betragtet som en sejr = dygtig advokat, der kunne anbefales til andre.
”Ja, selvfølgelig har jeg en million – på den ene eller anden ubehagelige og særdeles ubelejlige måde, som gør, at jeg ikke kan tillade mig at blive gammel i morgen. Det kan sgu da ikke være rigtigt? En million?! På grund af en tilfældig snak efter en runde. Og hvem har sagt det videre? Det blev kun nævnt den dag sammen med tre gode venner og dig.”
”Det kan være et enkelt ord, der er faldet tilfældigt. Det finder vi aldrig ud af. Tilbage til brevet fra advokat Greyson: Kravet om en million dollars og de mange latterlige og overflødige pleonasmer i brevet er kun trusler for at skabe grobund for et godt forlig. Det er et gammelt prokuratortrick: Tru med et stort beløb og få en aftale om et større beløb end forventet.”
”Hvad mener du med pleonasmer?”
”Det er også et gammelt prokuratortrick at spille på flere strenge med mange ord for at blande begreberne sammen. Fra din side er der en klar kritik af ”forsømmelighed,” nemlig at Tom Brown ikke har gjort det rette i undervisningen. Men det nævnes ikke. I brevet fra advokat Greyson er der derimod også pludselig begrebet ”bagtalelse.” Således bliver der skudt med spredehagl, som om der er flere forseelser fra din side.”
”Jeg er slet ikke med.”
”Tom Brown har som træner sit gode navn. At krænke dette gode navn gøres ved midlet bagtalelse. Men Tom Brown har også en ære som træner. At krænke denne ære kan kun ske med midlet fornærmelse. Vi kan derfor se, at advokat Greyson forsøger at forskyde din forholdsvis banale og simple kritik over på to vidt forskellige forgreninger. I et advokatbrev kan den form for forskydninger virke lige så overvældende og overbevisende som at sende to rockere. Du skal simpelthen tvinges til at se sagen fra modpartens side. Det er sådan, man får ret…”
”Det må du nok sige.”
”Så du er parat til at betale?” smilede Jeff Lennox.
”Tanken strejfede mig… Men jeg vil sgu da ikke smide mine surt tjente pensionspenge i hovedet på en inkompetent træner, der har gjort mig dårligere til at spille golf.”
”Og det var de sidste ord, du nogensinde siger om Tom Brown, John. Du omtaler ham ikke mere. Hverken over for din kone, dine børn, dine naboer eller golfvenner. Tom Brown er fra nu et fyord. Hvis nogen spørger om Tom Brown, så svarer du ikke, og når du og jeg taler om Tom Brown, så lytter du blot. Men selvfølgelig siger du ikke undskyld og betaler heller ikke.”
”Problemet er, at jeg har bagtalt ham. Jeg kan kun bebrejde mig selv.”
”John, vi skal måske i krig. Du har allerede glemt, at du ikke må tale om Tom Brown. Se dig omkring. Folk sidder med iPhones og måske noget andet, eksempelvis båndoptagere, der kan optage på lang, lang fokuseret afstand eller måske er der lagt en mikrofon ned i brødbakken. Accepter, at du fra nu af er paranoid, når det gælder modparten. Tænk, hvis en bemærkning som ”Jeg kan kun bebrejde mig selv” blev afspillet i retten. Det ville hurtigt være en tilståelsessag. Nu er rollerne jo blevet byttet om: Først var du skadelidte, og Tom Brown skadevolder, og VI skulle finde noget, som vi kunne bebrejde Tom Brown. Nu er det omvendt: Nu er det dig, der er skadevolder, og de andre der skal finde noget, DE kan bebrejde dig for. Du forærer dem hele sagen ved at sige, at du bebrejder dig selv.”
”Javel, ja.” Tom Willett skævede rundt i restauranten. Alle så mistænkelige ud, tænkte han. ”Hvad med dit honorar?”
”Foreløbig gør vi ikke noget og derfor er der ikke noget honorar. Hvis vi  bliver sagsøgt, og du vinder, får du tilkendt sagsomkostninger. Det behøver ikke koste dig noget overhovedet.”
”Jo, hvis jeg taber…”
”Så må vi sørge for, at du ikke taber. Og jeg kan love dig, at hvis du bliver dømt til at betale en million, så skal jeg ikke have noget honorar. Hermed sikrer du dig, at jeg som din advokat vil gøre alt for at få et honorar, som vi kan sætte i forhold til resultatet af retssagen. Det er en fair deal.”
”Den deal burde jeg have lavet med - øhh… ham der, du ved!! Ja, den aftale burde man lave med sin golftræner. Der er først honorar, når man går bedre runder. Et slag under handicap giver $1000 – og to slag under giver $2000… Så havde der slet ikke været nogen sag!”
”Sådan!” grinede Jeff Lennox. ”Det er godt at høre, at du stadig har dit gode humør. Og du kan regne med, at jeg ikke forøger dit handicap i retten! Jeg er din med hud og hår, indtil sagen er overstået.”
”Hvad nu?”
”Jeg skriver i pæne vendinger til gamle Norman, at han skal stikke sine krav skråt op. Alt det indledende og forhåbentligt snart afsluttede kan du betragte som en vennetjeneste. Golfspillere hjælper hinanden.”
Bemærkningen varmede, og naturligvis betalte John Willett for frokosten.

Langsomt vendte John Willetts normalt gode nattesøvn tilbage, men ugen efter var den gal igen. En stævningsmand stak en kuvert i hånden på ham i en elevator og med rystende hænder læste John Willett, at han var blevet stævnet for retten i Marysville. En million dollars.
John Willett og Jeff Lennox spiste igen frokost sammen, og advokaten beroligede den noget nervøse golfspiller.
”Rolig nu. Først kommer der lidt skriftudvekslinger og sidenhen et forberedende retsmøde, hvor sagen bliver præciseret inden selve retsforhandlingen. Her har vi fat i den lange ende, for modparten har bevisbyrden og skal kunne sandsynliggøre påstanden.”
”Det er vel ikke så svært, når jeg nu…”
Jeff Lennox smilede. ”Det er godt, at du ikke siger noget! Bliv ved med det. Selv om det er et privat søgsmål, så er ærekrænkelse alligevel at betragte som en straffesag, hvor man faktisk kan komme i fængsel, hvis man bliver dømt.”
”For helvede…”
”Du kommer selvfølgelig ikke i fængsel! Men når det har karakter af en straffesag, så er beviskravet langt større, og da det er modparten, der har bevisbyrden, er det en fordel for os.”
”Det forstår jeg ikke.”
”At have bevisbyrden betyder, at hvis sagen står lige, det vil sige, at det ikke kan sandsynliggøres til en vis grad, at du har fremsat ærekrænkende udtalelser, så vil den, der har bevisbyrden tabe sagen.”
”Det gør vel ingen forskel?”
”Jo, for selv om du overordnet har udtalt dig ærekrænkende om Tom Browns virke som træner, så er det sket med udgangspunkt i en aftale: Tom Brown får honorar, og du får instruktion. I aftalen indgår forskellige elementer af naturalia negotii, som ikke behøver blive omtalt overhovedet. Hvis du køber en bil på Nettet, så er det et naturalia negotii, at bilen har hjul og motor osv. – og hvis du aftaler golfinstruktioner med en træner, så er det en forudsætning, at du bliver bedre og ikke dårligere – og ikke får skader som følge af instruktionerne. Det er denne forudsætningslære, der er dommerens og dermed juryens rettesnor.”
”Forudsætningslære. Jeg kan ikke se, det gør det lettere.”
”Blot for at få dig at forstå, at en retssag ikke blot er sædvanlige argumenter for og imod, men dannelsen af et retsfaktum. Der er indgået en aftale om instruktion mellem dig og træneren. Det er bestemmende for dig, og det er kendeligt for enhver og naturligvis relevant, at du har forudsat, at du ville blive bedre til at spille golf. Det er forudsætningslæren og en del af dommerens jus, som han bruger som baggrund, når han skal danne sig et indtryk af din kritik og dermed indholdet af den påståede ærekrænkelse. Sagen kan ikke føres alene på, at du har fremsat påståede ærekrænkende beskyldninger. Modparten skal bevise, at kritikken eller beskyldningen er ærekrænkende, og det kan kun ske ved at være meget specifik omkring golfinstruktionen. Det kan blive en slags for og imod et flekset knæ i tilbagesvinget. Ord mod ord.”
”Og så taber jeg, fordi en træner selvfølgelig ved mere om golfsvinget, end jeg gør.”
”Sikkert nok, men du ved mere om dig selv! Bevisbedømmelsen er fri, og hvis det er ord mod ord, så må dommeren finde andre løsninger i sin retsbelæring til juryen. Lad mig give dig et godt eksempel: En mand overfører 10.000 til en anden mand. Så går der et stykke tid, og manden vil have sine penge tilbage, men det får han ikke, for modtageren påstår, at det var en gave. Sagen kommer i retten, og det er ord mod ord, når der hverken er et gældsbrev eller et gavebrev. Kun parternes modsatrettede forklaringer. Dommeren kan ikke ud fra det påståede danne sig et retsfaktum.”
”Så bliver det et salomonisk forlig på midten? Jeg skal betale en halv million…”
”Nej, for der er også en slags indirekte bevis, reductio ad absurdum. Eksempelvis en formodningsregel, som dommeren kan give juryen at tygge på, når det er ord mod ord: Hvor sandsynligt er det, at en mand giver en anden mand 10.000? Hvor sandsynligt er det, at en mand låner en anden mand 10.000? Nu er det ikke så svært for juryen at finde en løsning, og det viser blot, at der er nogen, der er nærmere til at bære en risiko end andre – ærgerligt, hvis der virkelig var tale om en gave, men så må man sørge for at få et gavebevis.”
”Jeg er med, men hvor sandsynligt er det, at golftrænerens instruktion er den rigtige i forhold til en uvidende, udygtig golfspiller, der intet aner om golfteori og instruktioner? Så taber jeg sagen.”
”Nej, du tager fejl i processen frem mod et faktum: hvor sandsynligt er det, at instruktioner virker på alle? Det er det, der er kernen. Ud fra dette synspunkt er der kun to muligheder i denne sag, og det undrer mig faktisk, at Norman Greyson overhovedet har anlagt en så tvivlsom sag. Der må nødvendigvis dukke noget mere op, for jeg tror ikke, det er til hans fordel at køre en sag med så tydeligt enten-eller. Tertium Non Datur, ”Der er ingen tredje mulighed” er ikke optimalt i denne type sager. Der mangler efter min mening noget. Du har vel ikke skrevet Tweets eller været på Facebook eller klaget til bestyrelsen?”

John Willet rystede benægtende på hovedet. ”Tværtimod.”
Lennox fortsatte talestrømmen:
”Du har betalt træneren honorar for at blive bedre. Faktum. Det gælder også din mulige skade i ryggen, subjektivt: ja, men alligevel et faktum, for du behøver ikke engang gå til læge. Vi skal ikke dokumentere noget som helst, men blot skabe en ord mod ord situation, hvor retten tvinges til at bruge formodninger ud fra det, det handler om, nemlig en aftale om instruktion. Og den formodning er klart, at du kun gik til træning hos Tom Brown for at blive en bedre golfspiller, og da det ikke skete, er du berettiget til at bruge din forfatningssikrede ytringsfrihed til at kritisere træneren og hans metode. Ja, måske har du ligefrem pligt til at kritisere af hensyn til de øvrige medlemmer i  klubben. Det kunne lige frem være smukt: en loyal oplysningspligt for klubmedlemmer!”

Et talende jakkesæt, tænkte John Willett. ”Glemmer du ikke ærekrænkelsen og juryens syn på den?”
”Nej, for det er kun ærekrænkende, hvis ytringen kan bevises at være usand. Det, der virkelig betyder noget, er, hvordan dommeren leder sagen, hvad han tillader, og hvad han ikke tillader, for juryen vil stort set altid følge dommerens retsbelæring. Det er vores opgave at give dommeren et indhold til sin retsbelæring. Og det gør vi ved at oplyse faktum i tilstrækkelig grad, hvorefter dommeren kan bruge sin jus, altså juraen, til at forklare juryen, hvad de skal tage stilling til. Længere er den ikke.”
”Gid, det var så vel. Jeg forstår slet ikke, at det er kommet så vidt. Alle de rygter.”
”Dem behøver du ikke forholde dig til.”
”Jamen, jeg har jo sagt, at trænerens instruktioner…”
”Er der nogen vidner – og med vidner mener jeg vidner, der vil gå i retten og fortælle, hvad du har sagt?”
”Jeg vil ikke nægte, hvad jeg har sagt.”
”Ifølge politirapporten blev der anholdt fem personer i går aftes her i byen ved forskellige lejligheder og omstændigheder. Fem anholdte sidder nu sammen med deres advokat, og samtlige råd er: NÆGT! Benægt alt – MEDMINDRE det kan bevises, for så skal man omgående tilstå. Man bør aldrig benægte et faktum i en retssal, for så kommer sagen til at dreje sig om noget, der kan bevises og ikke om såkaldt formildende omstændigheder. I dit tilfælde simpelt: For pokker, du har kun kritiseret trænerens instruktion i forhold til dine egne lektioner og ikke talt nedsættende om hans person som sådan.”
”Så jeg skal tilstå?”
”Der er ikke noget at tilstå. Du har udtalt en berettiget kritik, som du ikke på nogen måde har ment som en ærekrænkelse. Det er selve ærekrænkelsen, du skal benægte, og som følgelig skal bevises af modparten, før den bliver et faktum, som dommeren kan få til at passe med sine erfaringssætninger og juraen, og det faktum dukker kun op af tågerne, hvis modparten kan bevise, at din ytring er lodret forkert. Det bliver derfor alene en sag om golfsvinget,” sagde Lennox med sit mest overbevisende tonefald. ”Norman Greyson kommer aldrig til at kunne bevise, at din ytring er ærekrænkende, for det er en simpel og mere eller mindre berettiget kritik, som enhver må tåle i omgangen med andre mennesker.”  
” Andre menneskER? Du skjuler noget!”

Jeff Lennox smilede.
”Vi har en whistleblower! Den nye cheftræner for Downtown GC har været assistent hos Tom Brown og haft flere kontroverser med ham omkring svinget. Bill har været på et kursus, og han har hørt foredrag af to særdeles lovende ekspertvidner, som vi kan bruge. Det kører!”
John Willett kom til at tænke på, at han først lige havde modtaget stævningen. Hans tre venner havde overhørt hans ytring om træneren, men det havde Jeff Lennox også.
”Jamen har du vidst, at sagen ville blive anlagt, inden jeg overhovedet havde fået en stævning?” spurgte han og forsøgte at skjule et mistænksomt tonefald.
”Naturligvis har jeg vidst det. Har du nogensinde hørt om en advokat, der ikke vil lægge sag an på sin klients vegne? Norman Greyson har næppe gjort noget for at berolige sin klient. Tværtimod. Advokater skal jo også leve…”

Norman Greyson sad allerede sammen med sin klient, træneren Tom Brown, ved det store ovale bord på dommerkontoret, da John Willett og Jeff Lennox ankom til det forberedende retsmøde.
Dommeren var en venligt udseende ældre mand, der havde en stak papirer under armen. Det var den samme stak papirer, som både Greyson og Lennox sad med. Norman Greyson startede straks veloplagt:
”Der er tale om et injurierende forhold, hvor en utilfreds elev har ytret sig generelt nedsættende om sin lærers færdigheder, in casu en middelmådig golfspiller og dennes ærværdige træner.”
”Gem det til juryen, Greyson,” smilede dommeren. ”Vi skal have tilrettelagt sagen ved dette forberedende møde og set på eventuelle problemer. Ud fra sagens akter er udgangspunktet, at det drejer sig om det højre knæ i et golfsving. Er det korrekt?”
”Absolut ikke,” indvendte Greyson. ”Det er alene modparten, der bliver ved med at hævde dette nonsens. Det drejer sig om, at John Willett har udtalt sig ærekrænkende om min klient.”
”Der er da blevet taget til genmæle over for dette anbringende?” Dommeren så spørgende på Lennox, som blot slog ud med armene og lod dommeren om at tage diskussionen med Tom Browns advokat. ”En ærekrænkelse er jo i sin form kun abstrakt, Greyson. Sagen kan ikke afgøres på abstraktioner, men på det konkrete indhold i ytringen – det vil sige ordene og deres eventuelle fortolkning.” 
”Det er ubestridt, at John Willett har ytret sig nedsættende og ærekrænkende om min klient.”
”Hør nu, Greyson. Alt det kan vi læse i sagens skriftudvekslinger lige fra stævning over svarskrift til replik og duplik. Vi er nødt til at finde et udgangspunkt, ja, et bevistema, ellers afviser jeg ganske enkelt sagen. Vi kan ikke blot udvælge en jury og hive vidner ind i retten for at diskutere abstraktioner. Vi skal have noget konkret, vi kan gå ud fra, kort sagt en ytring, der er konkret nok til at være ansvarspådragende efter sit indhold, og bevis på en ytrings urigtighed påhviler sagsøger.”
”Det er beviseligt rigtigt, at Tom Brown er en anerkendt og respekteret træner. Hans ansættelseskontrakt er yderst sigende: Kun stjernetrænere kan opnås en så gunstig kontrakt. Det kan bevises.”
”Med al respekt, advokat Greyson: Gem det til retten. Det er udmærket baggrundsorientering, men kan ikke anvendes som bevis. Sagsøgte har klart tilkendegivet, at han har kritiseret sagsøger. Substansen er alene, om kritikken er ærekrænkende eller ej. Dermed er vi tilbage ved indholdet af ytringen, som det påhviler sagsøger at bevise urigtigheden i.”
”Det højre knæ,” sagde Jeff Lennox. ”Som et svingelement undergivet trænerens instruktion til eleven vil det være et bevistema.”
”Ja, sådan har jeg også forstået skriftudvekslingen,” sagde dommeren og kiggede på Norman Greyson.
”Det højre knæ er en detalje i et golfsving…”
”Det højre knæ kan give anledning til et dårligt sving for en spiller og til rygsmerter,” afbrød Lennox.
”Sludder!” sagde Tom Brown. ”Jeg har undervist de bedste spillere i femogtyve år, og mine resultater…”

Dommeren rystede opgivende på hovedet.
”Det gemmer vi til retten. Jeg bliver nødt til at præcisere: Når vi i dag ex officio mødes til et forberedende retsmøde, så er det netop for at kunne finde en farbar og oplysende vej, og det gør vi ved at få klarlagt sagens problemer, således at kernen virkningsfuldt og tydeligt kan anskueliggøres for juryen. Hermed får vi på den ene eller den anden måde et faktum, som retten juridisk kan forholde sig til. I sidste ende er det juryen, der kommer til at tage stilling til, om der har været tale om lovlige eller ulovlige ytringer. Jeg kan forstå på sagsøgtes advokat, at der fra denne side lægges vægt på ytringer, der er fremsat i forbindelse med det højre knæ, mens det fra sagsøgers side tilsyneladende drejer sig om selve instruktionen som en helhed. Er det korrekt?”
”Vi tager gerne hele golfsvinget med,” smilede Jeff Lennox. ”Måske skulle vi dog – med respekt – spørge Tom Brown, om han mener, at enkeltelementer i et golfsving kan forårsage mangler i golfsvingets effektivitet?”
”Ja, naturligvis,” snerrede Tom Brown.
”Så er vi tilfredse,” sagde Jeff Lennox. ”Vi mener, at det er hele golfsvingets karakteristik og effektivitet samt brugen af forskellige elementer i svinget, der kan afstedkomme fysisk ubehag, der kan udvikle sig til dårligt spil og i værste fald forårsage skader, fremkommet ved en uheldig instruktion i anvendelsen af det højre knæ.”
”Det højre knæ,” vrængede Norman Greyson. ”Det drejer sig om ærekrænkende beskyldninger. Punktum.”
”Naturligvis,” svarede Jeff Lennox. ”Og på det grundlag vil vi såmænd gerne føre sagen, for så kommer vi ind i den klassiske problemstilling og spørgsmålet/konstateringen: ’Han kunne have handlet anderledes.’ Det gælder begge de stridende parter, og jeg må give dommeren medhold: Så bør sagen afvises, for ingen af d’herrer parter i denne sag kan imødegå konflikten ved at påstå, at de ikke kunne have handlet anderledes. Derfor er spørgsmålet enkelt: Var det en uforsvarlig undervisning, som kunne give eleven ret til efterfølgende lovlig kritik.”
”Jamen jamen, Lennox!” sagde Norman Greyson. ”Det er jo ikke blot en kritik, men en ringeagt for en træner, som fortjener respekt. Og den ringeagt er nu et samtaleemne blandt samtlige golfklubbens 800 medlemmer med skadegørende virkning på kort og langt sigt for min klients omdømme og indtjening.”
”At 800 medlemmer samtaler om dette emne kan vi næppe bebrejde min klient! Jeg var faktisk selv til stede, da ytringen indeholdende en kritik blev fremsat i løbet af en ganske almindelig golfsamtale efter en runde og i en særdeles snæver kreds. Min klient kan ikke bære ansvaret for, at ytringen er blevet forstærket og spredt. Han har aldrig været illoyal og tweetet eller skrevet noget nedsættende på Facebook.”
”Men det blev YTRET og var følgelig ikke nogen hemmelighed…”
”Nej, det var en almindelig kritik fra en elev, der har spildt sin tid og sine penge og er endt med at spille dårligere og få ondt i ryggen. Hemmelighed? Hvorfor skulle det være en hemmelighed?”
”Ondt i ryggen? Er der en lægeerklæring?! Og efter en golfrunde en ”våd” lørdag i festligt lag. Øl og spiritus i lange baner. Alt kan opbevares i spiritus – dog ikke hemmeligheder… Og så bliver det hurtigt til en ærekrænkende ytring, der spredes i bredere lag.”
”Er der overhovedet noget, der tyder på, at min klients ytring skulle være en hemmelighed? Årsagen til, at vi er samlet her i dag er jo netop, at det ikke var nogen hemmelighed. Og jeg forstår slet ikke argumentet: Mener advokat Greyson, at ytringen ikke var en kritik? Nej, vel? Det, der gør en ytring ærekrænkende er, hvis den er beviseligt forkert. Men her gælder det jo i første omgang, at kritikeren har en forfatningssikret ret til at have sin mening og har ret til at ytre denne mening. Derfor er det netop ikke ham, der skal bevise kritikken, men derimod den, der føler sig æreskrænket, der skal bevise, at ytringen er forkert. Det følger klart af Bill of Rights fra 1791, og talrige sager har fastlagt en almindelig og anerkendt fortolkning af denne afgørende borgerrettighed, der netop konstituerer vort samfund som demokratisk, men naturligvis under ansvar for ytringernes rimelige rigtighed, men det er just dette ansvar og denne rimelige rigtighed, der skal kunne godtgøres ved en bevisførelse, der omhandler et helt specifikt forhold, og det kræver, som vel også dommeren anfører, at vi har noget at forholde os til: et konkret bevistema.”
Dommeren nikkede, men kunne dårligt skjule, at han som sædvanligt kedede sig under et forberedende retsmøde, hvor svulstige og rethaveriske parter boltrede sig, fordi banen endnu ikke var kridtet op.
Nu måtte der sættes et punktum og kridtet tages frem.
”Måske kan jeg konkludere, at sagen jf. påstanden omhandler ærekrænkelse, fordi sagsøger hævder, at den udførte golftræning de facto ikke er sundhedsskadelig og er forsvarlig og almindelig i forhold til gængs golfundervisning.  Kan parterne tiltræde dette?”

Begge parter nikkede modvilligt.
Dommeren smilede sit sædvanlige ’sagen-er-afgjort-smil.’ ”Jeg har selv spillet golf i mange år og er spændt på at høre mere indgående om det højre knæ.”
”Ja, det er nok første gang, at X-faktor bliver omtalt i en retssag,” smilede Jeff Lennox.
Tom Brown eksploderede, kobberrød i hovedet.
”Det har ikke en skid med X-faktor at gøre!”
”Er det ikke X-faktor, der er afgørende for, at du hævder, at højre knæ skal holdes flekset?”
”Jo, men det har ikke noget med injurierne at gøre.”
”Så må du forklare – i retten – hvad dine streger på den video, du via HUDL har fremsendt til min klient, betyder. Er det ikke for at skabe X-faktor?”
”Så har du ikke fattet, hvad X-faktor betyder.”
”Nej, det er ikke mig, men min klient, der har gået til træning,” smilede Lennox.
”Godt ord igen, vi stopper her for nær- og nuværende,” brummede dommeren. ”Vi kan slå fast, at bevistemaet i denne sag er golfsvinget og dets elementer og mulige implikationer. Det betyder, at selv om der i fremlæggelsen af sagen, i afhøring af vidner og i den endelige procedure kan være rimeligt vide rammer, så vil retten ikke generelt acceptere store selvstændige sidespring væk fra golfsvinget. Og så skal vi have oplyst et nogenlunde antal på de vidner, som parterne hver især vil føre, og vi skal have fundet en eller måske snarere to dage til retsmødet. Vidnelisten skal være retten og modparten i hænde senest otte dage før første retsmøde.”  

 ”Norman Greyson har ikke været i retten i tredive år,” smilede Jeff Lennox selvsikkert, da han og John Willett spiste frokost og sammen glædede sig over indholdet af dagens møde. ”Jeg tør vædde på, at Tom Brown har henvendt sig til en af sine støtter i bestyrelsen, som sikkert kun kender den advokat, der hvert år er dirigent ved generalforsamlingen. Normalt skriver Greyson skøder og laver testamenter. Hørte du hans indledning?”
Jeff Lennox lo ved tanken.
John Willett brød sig ikke om at le for tidligt.
Med god grund. Ja, endog flere. Sådan ca. en million…

Udvælgelsen af juryen havde ikke voldt problemer. De to advokater var enige om, at det var en fordel, hvis alle havde et vist kendskab til golf, og de havde også lagt vægt på i deres udspørgning og udvælgelse, at jurymedlemmerne besad et vist kendskab til teorier om golf i almindelighed og svinget i særdeleshed. Hovedparten af juryen var rimeligt golfinteresserede mænd, og de to damer havde de to laveste handicaps i gruppen. Golfspillere havde et vist ry for at være meget opsatte på, at deres egne meninger var de rigtige, og begge advokater havde arbejdet på, at de mest firkantede blev sorteret fra.
”Selv om Greyson kan se sin fordel i, at golfsvinget foregår på den måde som hans klient hævder, så vil det også for ham være en fordel, hvis en fremlæggelse fremstår som objektiv rigtig. Her har han en fordel i, at hans klient er en anerkendt ekspert. Det kan man ikke just sige om dig,” smilede Lennox. ”Til gengæld har vi gode ekspertvidner, og dybest set er det vidnerne, der kommer til at dømme, for jo mere overbevisende de virker, desto mere vil de påvirke dommerens syn på faktum, og kan vi hjælpe ham til at få puttet faktum ind i de rette juridiske kasser, så vinder vi sagen.”
”Eller taber den, hvis modparten gør det modsatte…”
”Ja, der er altid en vis procesrisiko.”
”Du tager det meget let, at jeg er sagsøgt for generel ærekrænkelse…”
”Ja, for det er kun ærekrænkende, hvis det kan bevises, at det er usandt, og derfor gælder det faktisk kun indholdet i undervisningen.”
”Er det overhovedet ærekrænkende at kritisere sin underviser?”
”Det kan det efter omstændighederne være, og ikke så få elever er blevet bortvist eller udelukket fra kurser og eksaminer som følge af usaglig kritik.”
”Men ingen injuriesager?” smilede John Willett.
”Jo, en enkelt interessant, som modparten muligvis vil inddrage, selv om det vil være en oplagt fejl.”
”Så det er en sag, der vil kunne støtte min sag?”
”Ja, måske. En elevs far klagede over en professor, der havde undervist i Karl Marx. Hårde ord blev udvekslet, og det endte med at professoren anlagde sag. Men anderledes end i din sag, for her var det ikke undervisningen, der blev kritiseret, men derimod ærekrænkende beskyldninger om, at vedkommende var kommunist. Hvis modparten bruger den slags sager, kommer de ikke langt. Det er jo ikke trænerens ubestridte generelle dygtighed, der er baseret på god uddannelse og en årelang erfaring, men alene et enkeltelement i en lektion, som du har kritiseret. ”
I godt humør kørte John Willett hjem.

Humøret blev endnu bedre i løbet af aftenen, da han fik besøg af Morgan Montgomery, formanden for Pom Golf Club.
”Det er min skyld, det hele,” begyndte formanden i et undskyldende tonefald, da de nikkede til hinanden med et godt glas portvin i hånden.
Forbløffet lyttede John Willett til den besynderlige historie.
”Jeg er gammel, jo jo, det er jeg, og jeg kan se frem til at sidde på terrassen ved 17. hul i æresboligen og se på golfspillere og glæde mig over den gode tid, jeg har virket i.”
”Og sandelig også gjort bedre,” indskød John Willett høfligt.
”Tak skal du have. Ja, det varmer, men… jo, vi skal finde en efterfølger, og det har været oppe at vende et par gange i bestyrelsen. Stemmerne er nogenlunde lige, men bestyrelsen fungerer efter Henry Ford-princippet: Intet kan vedtages uden formandens stemme. En slags praktisk vetoret for at skabe kontinuitet. På den måde er min indstilling den vigtigste, og da formandsposten jo er vigtig i en klub med en omsætning på mange millioner dollars om året, er lønnen og frynsegoder som eksempelvis pensionistbolig også betydningsfulde. Vi lægger vægt på, at forretningen, klubben, så at sige drives professionelt og kompetent, ikke mindst i den kommende tid, når vi skal have bygget svømmehallen.”
”Klubben eller forretningen, som du siger, er jo i allerhøjeste grad præget af professionalisme i lederskabet” sagde John Willett fidelt uden at ane, hvor den anden ville hen med sine betragtninger.
”Bestyrelsen ville suspendere dit medlemskab af klubben og give dig karantæne, da du blev sagsøgt.”
”Suspendere? Jeg er ikke engang blevet dømt!”
”Vi har haft vores advokat inde over, ja, du kender jo Norman Greyson. Suspension har ikke noget at gøre med, om man er dømt eller ej. Greyson nævnte, at politibetjente, der bliver tiltalt også uden at være dømt, bliver suspenderet. Det er tiltalen, der er afgørende, og i dit tilfælde er det sagsanlægget. Du ville dermed miste din spilleret i klubben, indtil sagen var afgjort, men jeg stemte imod de øvrige.”

John Willett bed tænderne sammen for ikke at komme til at sige noget mindre gennemtænkt.
”Først for nylig kunne jeg lægge to og to sammen og få noget, der mindede om fire.”
John Willett lyttede med uudgrundelig mine til ævlet.
”Jeg har to gange nævnt dig, John, som min efterfølger.”
”Mig?” røg det ud af munden på John Willett, der de sidste måneder alvorligt havde overvejet at melde sig ud af klubben.
”Ja, dig. Et enestående godt valg efter min mening. Du er vellidt af alle, og du har en solid baggrund som revisor og rådgiver og leder et større og respektabelt firma, og så har du ved talrige lejligheder været en god sponsor til alle vore arrangementer, også når det slet ikke var nødvendigt som den gang, vi afholdt pigernes US Open, og vi til sidst havde så stort et overskud, at vi kunne holde den flotte golffest for hele klubben og ikke kun for de frivillige hjælpere.”
”Ja, med spidstegte grise og kæmpestore Hereford-bøffer og fri bar for slet ikke at tale om koncerten med The Boss på driving range. Imponerende flot. Den fest er der ingen, der glemmer foreløbig.”
”Du har været en god mand for klubben, John. En fremtidens mand.”
”Men… for der er et lille men, ikke sandt?” John Willett smilede lidt skævt for at skjule den bitterhed, der dukkede op med tanken om den forestående retssag.
”Jo, der er et men. Men ikke det men, du tænker på. Vi har i bestyrelsen en næstformand. Det er logisk: Jeg kan blive syg, og jeg kan falde død om, men golfklubben skal naturligvis ikke gå i stå på grund af den lille detalje.”
”Og næstformanden vil selvfølgelig gerne være formand, når du trækker dig tilbage?”
”Ja, netop. Rygtet om din kontrovers med træneren var en god chance for Patrick Blackstowe til at puste sagen op. Rygterne florerede om, at du ville lægge sag an og kræve pengene tilbage for lektionerne og forlange, at træneren skulle fyres osv. Derfor indkaldte vi dig til mødet sidste år, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var et overvældende flertal for at give dig et års karantæne.”

John Willett blev rød i hovedet af vrede.
”Men som sagt: Henry Ford! Intet bliver vedtaget uden formandens stemme. Ikke desto mindre: Enhver kan regne ud, at du nu ikke har mange støtter i bestyrelsen med henblik på at blive valgt til formand. De fleste anser det nu for sandsynligt, at det bliver Patrick, der som næstformand kan efterfølge mig. Jeg er fra en gammel familie med en gammel formue, så det har aldrig været lønnen eller frynset, der har gjort formandskabet attraktivt for mig, men for Patrick Blackstowe er det anderledes. Han er revisor som du, men har jo ikke halvtreds ansatte. Formandsposten er meget attraktiv for Patrick Blackstowe. Måske for attraktiv…”
”Så du mener, at det er næstformanden, der har orkestreret hele denne rygtekampagne mod mig, der nu bevirker, at jeg er blevet sagsøgt?”
”Ja, og kun fordi jeg på et tidspunkt har nævnt dig som et godt emne til formandsposten. Måske er der også en smule misundelse mod dig, fordi du forretningsmæssigt har klaret dig bedre, men det væsentlige er, at Patrick selv ønsker at blive formand – og måske ligefrem i kraft af sin næstformandspost har regnet med at blive det pr. automatik. Og det bliver værre endnu.”
Hvordan i alverden kunne det blive værre, tænkte John Willett.
”I går spiste jeg og kasseren frokost med advokat Greyson, fordi vi jo snart skal have generalforsamling. Kasseren spurgte venligt og høfligt til sagen mod dig og fortalte, at en del medlemmer havde antydet, at det måske var rimeligt, at klubben hjalp Tom Brown med at betale advokatsalæret og omkostningerne ved sagen. Rygterne mod dig går jo også på, at du tilsmudser din egen rede, det vil sige klubben, når du anklager Tom Brown for dårlig træning. Nå, tilbage til frokosten og forslaget om, at klubben skulle hjælpe sin cheftræner økonomisk i sagen mod dig. Advokat Greyson smilede blot og sagde, at sagen ikke kom til at koste Tom Brown en cent. Han havde en anonym sponsor…”
”Ja så.”
”Man behøver ikke være Sherlock Holmes for at kunne regne ud, hvem den sponsor er.”
”Og kun for at ødelægge mine chancer for at blive formand – oven i købet en post, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig, at jeg kandiderede til. Det er fandeme morsomt. Undskyld mit spanske.”
”Ja, vi kan jo regne ud, at det er lige som en folkeafstemning: Halvdelen af klubben holder med dig og den anden halvdel holder med Tom Brown i denne sag. Men jeg er oprigtig ked af, at du er blevet trukket igennem dette søle af en valgkamp om et formandskab. Politik på alle planer er en beskidt ting. Jeg er mere ked af, at dit gode navn og rygte i klubben har lidt skade, ja, og måske også din forretning.”
John Willett smilede.
”Al reklame er godt for en forretning. Dårlig reklame er bedre end ingen reklame!”
”Det er trods alt godt at høre. Men på æresord, John, jeg anede ikke, at når jeg foreslog dig som formand, at det ville få så vidtrækkende konsekvenser. Det var helt uberegneligt. Men det er sagen vel også?”
”Der er altid en procesrisiko,” sagde John Willett med Jeff Lennox’ ord. 

Maryville, New England, Domhuset retssal a1.

Norman Greyson pustede sig gevaldigt op i sin indledning og præsentation af sagen. Selvbevidst gik han frem og tilbage foran juryen. De henkastede baggrundsbemærkninger blev afleveret fra længere afstand, mens de mere indtrængende pointer blev fremsagt særdeles tæt på.
”Vi kender det jo alle sammen fra vores skoletid på alle niveauer. Lige så snart noget var svært eller krævede en indsats af den enkelte, så var der altid nogen, der stod af. Det havde de ret til, men det er og bliver usselt, når de bagefter påstår, at deres skolegang ikke gik så godt, fordi de havde dårlige lærere. I denne sag er det ikke børn. John Willett er voksen, meget voksen endda, men alligevel benytter han lejligheden til at undgå at gøre en indsats i en undervisningssituation ved at påstå, at han får ondt i ryggen og spiller dårligere golf.
Jamen jamen!
Vi vil føre en række vidner, der vil fortælle om Tom Browns kompetente undervisning, og som juryen kan se i sagens akter, er det ikke særligt underligt, at undervisningen har været kompetent. Kast blot et blik på Tom Browns Curriculum Vitae!
Undervisningen har været første klasses, men eleven har ikke blandt gode venner i en golfklub villet stå ved sin egen middelmådighed og talentløshed, men har i stedet undskyldt sit manglende udbytte af den kompetente instruktion med den sædvanlige ynkelige sang, som vi hører fra alle middelmådige og dovne elever: Det er lærernes skyld, at de ikke fik noget ud af det. Den slags kan man tillade sig at sige som barn, men man kan ikke tillade sig at sige det som voksen, for en voksen må tage ansvar for sine udtalelser, hvis de skader andre menneskers almindelige omdømme. Derfor er det ærekrænkende, og vidner vil dokumentere og tydeliggøre for denne ret, at sagsøgte John Willett må sige, hvad han vil, men at det kan koste at sige noget ærekrænkende.
Og det, der gør sagen endnu mere alvorlig er jo i virkeligheden, at John Willett ikke selv – som en mand – ville udtale sin kritik ansigt til ansigt, nej, John Willett valgte i stedet bagtalelsens lette vej til at krænke Tom Browns almindelige hæderlige omdømme. Det er usselt, og det er ansvarspådragende, især da det er sket i forbindelse med en af de fineste og mest noble sportsgrene overhovedet: Golf, der bliver spillet af gentlemen, - og for gentlemen gælder et værdighedskrav – ikke mindst som medlem af en klub. Kan man ikke leve op til dette dekorum i skrift og tale, må man tie. Sagsøgte tav ikke og må nu som alle andre tåle at blive stillet til ansvar.”
John Willett sank uvilkårligt sammen i stolen under dette sønderlemmende angreb. Han fornemmede, at han blev rød i hovedet. Flov over, at der nu sad adskillige af hans venner og bekendte og lyttede.
Jeg burde have undladt at kritisere, tænkte John Willett og tænkte på rigtigheden af Jeff Lennox’ ord: ”Han kunne have handlet anderledes.”

Ud ad øjenkrogen kunne han skimte Morgan Montgomery, der sad sammen med den øvrige bestyrelse bag ved Norman Greyson og Tom Brown. Også Patrick Blackstowe. Smilede han? Først nu gik det rigtigt op for John, at hele sagen havde været tilrettelagt og fremprovokeret med et eneste formål: at forhindre, at det ærværdige medlem, John Willett skulle blive formand.
Selvkritikken forsvandt som dug for solen, og John Willett så pludselig det egentlige problem i Jeff Lennox analyse: ’Han kunne have handlet anderledes – men VILLE ikke.’ Patrick Blackstowe i en nøddeskal. Og mig: Jeg kunne have handlet anderledes – men evnede det ikke.
Jeff Lennox samlede sine papirer sammen til indledningen. Da han rejste sig op, hviskede John Willett opmuntrende og hævngerrigt: ”Kom så!!
Jeff Lennox smilede og begyndte sit indlæg.
”Der er ikke noget at sige til, at min ærede modpart er særdeles veltalende på dette indledende stadie, for alle vil – efterhånden som sagens virkelige realiteter kommer frem – opleve, at advokat Greyson bliver mere og mere fåmælt, når det ikke længere handler om advokatens generelle syn på de mennesker, ja endog børn i alle aldre, der ikke kan forstå, hvad de ophøjede eksperter med de flotte CV’er siger. At være en dygtig lærer og underviser er ikke at være dygtig sammen med de dygtige, for de virkelig dygtige og talentfulde har sjældent brug for undervisning. Nej, en dygtig lærer er den, der starter med at lære sig selv, hvad der skal til, for at eleven kan forstå det, der skal læres. Derfor ser vi så meget mislykket undervisning – fra de åh så ophøjede med de flotte CV’er, som ikke ser det som en udfordring og et krav til deres virke at få alle med bedst muligt.
Advokat Greyson kalder min elev for en talentløs middelmådighed inden for golf.
En talentløs middelmådighed inden for golf. Tja. Hans penge var vel gode nok, og når han ikke kunne udføre det golfsving, som træneren ville have ham til at udføre, så var det, fordi eleven var talentløs og middelmådig. Ikke et ord om, at instruktionen kunne være udført anderledes, nej, eksperten har talt. Eksperten med det fine CV, eksperten, der har fået de dygtige til at blomstre. For det er trænerens skyld, at de var talentfulde, men det er ikke trænerens skyld, hvis eleverne er talentløse. Så er man godt dækket ind og kan leve sit liv med ære – medmindre nogen pludselig kommer med kritik. Det bliver til gengæld straffet hårdt. Værsgo: betal en million dollars – oven i de tusind dollars, der allerede er betalt for kritisable lektioner!
John Willett, der sidder her og er blevet sagsøgt for sin kritik, spiller golf en til to gange om ugen og har næppe med den alder, han har, nogen drømme om at blive en ny Jack Nicklaus eller Tiger Woods. Han er klubspiller, ganske almindelig klubgolfer med et absolut hæderligt handicap på 15. Men John Willett har lige som så mange andre golfspillere et naturligt ønske om at blive bedre. Hvordan bliver man bedre? Købe en ny driver – eller ti nye drivere? Nej, naturligvis ikke. Man må starte med sig selv, og en måde at starte med sig selv på er at gå til træning.

Det koster penge at gå til træning. 150 dollars for en halv time. John Willett har fået 8 undervisningslektioner hos Tom Brown. Er han blevet bedre? Nej, han føler, han er blevet dårligere, og at nogle af Tom Browns fejlagtige råd har givet ham ondt i ryggen. Her ser vi altså en sagsøger, en velanskrevet træner med et flot CV, som giver råd om golfsvinget, der direkte af læger bliver omtalt som noget, der forhøjer en risiko for rygskader, - og af andre golftrænere bliver betragtet som fejlagtige og forkerte og følgelig giver dårligere score på en golfbane. Disse forhold vil senere blive dokumenteret af ekspertvidner.
I løbet af sagen vil vi høre om Tom Browns enestående golfsving, som han underviser i, og som også anvendes af Tiger Woods, ja, og af Michelle Wie og Jason Day. Alle tre Major-vindere, som har det til fælles, at deres skadeskonto har været enorm. Og hvad med alle de ukendte, der lider af skader, og som har måttet stoppe med at spille golf. Var det, fordi de var ”gentlemen” og derfor ikke ville fremsætte kritik? Min klient – ifølge modparten ”en middelmådig og talentløs” golfspiller - turde sige fra og kritisere, hvorefter der kommer et sagsanlæg på en million dollars. Det er da i hvert fald til at forstå, at de færreste tør udtale sig imod de såkaldte eksperter. Men der findes andre eksperter, der kan fortælle om baggrunden for det, vi i dag kalder et moderne golfsving, og som kan udføres af verdens bedste spillere. Spørgsmålet i denne sag drejer sig om, hvorvidt det er muligt at lære en talentløs og middelmådig ældre golfspiller som John Willet et moderne golfsving, og da det i denne sag drejer sig om kritik fra en elev til en lærer, er det nok så afgørende også at se på, om det overhovedet er hensigtsmæssigt.”
John Willett rettede sig op igen i løbet Lennox’ indledning. Jo, han var virkelig blevet dårligt behandlet, og hans kritik af træneren var kun sagt over en fadøl som en slags undskyldning for en dårlig runde. Ligegyldige kommentarer, men det var nok ikke ligegyldigt, at de kommentarer efterfølgende var blevet brugt i forbindelse med et formandsvalg.
Pis! Man burde kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft…

Sagsøgers første vidne var Tom Brown.
Efter lidt væven rundt i en smuk karriere med høje lønninger, bad dommeren advokat Greyson om at stille spørgsmål til vidnet.
”Tom Brown regnedes for at være en af New Englands bedste trænere, og det var faktisk et scoop, da det lykkedes PGC at få trukket denne kapacitet sydpå.”
”Jeg fik ikke fat i spørgsmålet,” afbrød Lennox.
Dommeren nikkede formanende til Greyson. ”Gem de generelle betragtninger til proceduren.”
”Tom Brown baserer sin træning på kompetente råd og vejledning, der kan give eleven en fornemmelse…”
”Spørgsmål, advokat Greyson. Der skal stilles spørgsmål til vidnet.”
”Fortæl retten, hvordan du oplever en træningssession.”
”Protest,” sagde Lennox. ”Der skal stilles spørgsmål til vidnet.”
”Det var også et spørgsmål: Hvordan oplever du en træningssession?”
Lennox vendte øjne og slog ud med armene. Dommeren trak umærkeligt på skuldrene.
”Jeg har kun tilfredse elever, og det var da min bedste overbevisning, at John Willett også var tilfreds, men at han ikke havde tid til så meget træning på grund af sit arbejde.”
”Hvordan er den overbevisning indtruffet?”
”Indtruffet? Hvad mener du?”
”Har John Willett sagt til dig, at han var utilfreds med træningen?”
”Nej, slet ikke.”
”Hvorfor holdt han op? Havde I ikke aftalt tid for kommende træning?”
”Jo. John Willett sendte en mail til mig og skrev, at han havde for travlt på sit arbejde og derfor aflyste træningen.”
”Bilag 6,” oplyste Greyson. ”Men ingen kritik?”
”Nej.”
”Jeg har ikke flere spørgsmål.”
Norman Greyson satte sig ned og slog indbydende armen ud til Jeff Lennox, der langsomt rejste sig og tog sig spekulerende til hagen.
”De får meget kritik i Deres job, ikke sandt?”
”Aldrig! Jeg har endnu ikke fået nogen kritik overhovedet, tværtimod har jeg altid fået mange tilfredse tilkendegivelser og ros for mit arbejde som golftræner.”
”Så det er ikke blot det normale, at De ikke modtager kritik. Kritik er ganske simpelt ikke eksisterende, ikke sandt?”
Tom Brown anede uråd og svarede ikke.
”På den måde kan man sige, at John Willetts afbud til træningen fulgte en bestemt kodeks, nemlig at man ikke kritiserer, men udtrykker sin utilfredshed ved blot at melde afbud, ikke sandt.”

Norman Greyson protesterede. ”Vidnet kan umuligt vide, hvad der ligger til grund for afbud.”
Dommeren nikkede. ”Spørgsmålet kan ikke besvares, Lennox.”
”De har aldrig modtaget kritik fra Deres elever?”
”Aldrig!”
”Det kan virke imponerende, når man tænker på, hvor travlt optaget vi alle er med at forholde os til kritik, men i dette billede af ikke eksisterende kritik, har De så ikke selv haft oplevelser af, at Deres undervisning har virket bedre på nogle spillere end på andre?”
”Jo, selvfølgelig. Golfsvinget er kompliceret, og nogle har en mere naturlig tilgang til svinget end andre.”
”Elever er forskellige?”
”I høj grad.”
”Så nogle elever kan lære en bestemt bevægelse på meget kort tid, mens andre er længere tid om det, ja, nogle lærer det måske aldrig?”
”Det er golfsvinget i en nøddeskal, og derfor kan det faktisk være meget svært og en stor udfordring at være golftræner.”
”En spiller som John Willett er blevet omtalt i denne retssal som talentløs og middelmådig. Trods alle Norman Greysons utvivlsomme kvalifikationer, så er det næppe som golfekspert, at han har kunnet give denne karakteristik af John Willetts formåen med en golfkølle i hænderne. Med andre ord: det er Deres karakteristik af John Willett, som Norman Greyson citerede i sin indledning, ikke sandt?”
”Måske lidt overdrevet sat på spidsen, ja, i denne konflikt…”
”Så det var forkert, at Norman Greyson omtalte John Willett som talentløs og middelmådig?”
”Måske lidt for hårdt trukket op…”
”Altså forkert. John Willett er ikke talentløs og ikke middelmådig. Var der mere i Norman Greysons fremstilling, der var forkert?”
”Protest! Sagsøgte manipulerer og stiller kaptiøse spørgsmål.”
”Spørgsmålet er relevant,” afgjorde dommeren.
”Var der mere i Norman Greysons fremstilling, der var forkert?”
”Nej.”
Jeff Lennox gik tættere på vidneskranken som for at vise, at der nu kom et indtrængende og afgørende spørgsmål. Som en anden skuespiller forøgede advokaten spændingen med sit tempo, tryk og små pauser før de betydningsfulde ord i sin sætning:
”Når man hører en karakteristik af en anden person, der omfatter ord som talentløs og middelmådig, kan det godt opfattes som ærekrænkende, især når der tilsyneladende ikke er noget hold i ordene, fordi de er overdrevne.”
”Der procederes,” protesterede Norman Greyson.
”Vi skal have et spørgsmål til vidnet, advokat.”
Joh Willett kunne ikke lade være med at smile over dette tydelige skuespil. Nu fik Jeff Lennox mulighed for at komme med sin pointe to gange.
”Ord som ’talentløs’ og ’middelmådig’ er en uhørt voldsom kritik, ja, næsten tarveligt nedsættende. Er det virkelig nødvendigt for en anerkendt golftræner at komme med den form for karakteristik af en elev?”
”Nu er vi jo midt i en ophedet konflikt, hvor jeg bliver beskyldt for både det ene og det andet nedsættende, så selvfølgelig giver jeg igen med samme mønt.”
”Samme mønt? Altså ærekrænkende?”
”Ja, for der er en afgørende forskel: Jeg udfører et erhverv, mens John Willett blot underholder sig i sin fritid.”

Norman Greyson lænede sig synligt velfornøjet tilbage. Enhver kunne regne ud, at det var en replik, der var blevet øvet.
”Så det er ikke alvorligt, når golfspillere som John Willett konkurrerer med sine venner i Herreklubben eller i en 4-bold i weekenden.”
”Nej, det er ikke hans erhverv.”
Norman Greyson slog tre gange i bordfladen med sin kuglepen som applaus. Hele retssalen kunne se, at han var begejstret for sin klients gode svar.
”Det er en hobby – en fritidsinteresse – en måde at slå tiden ihjel på?” 
”Ja, det er ikke hans arbejde. Golf giver ikke ham smør på brødet.”
”Men hans penge giver Dem smør på brødet, ikke sandt?”
”Jo,” Tom Brown trak på det.
”For Dem er golf et levebrød. Hvem bestemmer prisen på lektioner?”
”Det gør jeg sammen med bestyrelsen.”
”Hvordan er prisniveauet for golflektioner i Pom GC sammenlignet med eksempelvis Deres tre sidste ansættelsessteder?”
”Måske lidt højere. PGC er en meget mondæn klub.”
”Lidt højere honorar for undervisningstimer? I PGC koster 30 minutter 150 dollars. I perioden fra 2012 – 2016 var De ansat i Penn Golf Club. Her var prisen for 30 minutter 50 dollars, ikke sandt?
”Priserne er jo steget.”
”Men kvaliteten faldet…”
”Protest! Sagsøgte chikanerer vidnet.”

Dommeren formanede juryen at se bort fra kommentaren.
Lennox fortsatte uberørt af kritikken: ”Er det bagtalelse at fortælle sine golfvenner, at rimeligt dyre lektioner ikke har givet noget resultat?”
”Nej, men det er bagtalelse, når det pludselig er ude over hele klubben, at det skulle være min skyld, at en spiller ikke aner, hvordan man skal ramme en golfbold.”
”Det må da netop være motivation for at søge hjælp hos en træner?”
”Modparten fordrejer vidnets svar og konkluderer forkert.”
”Spørgsmålene fører ikke til noget nyt, Lennox,” sagde dommeren. ”Har De flere spørgsmål?”
”Ja, et enkelt, og hvis vi kan få trukket gardinerne for, vil jeg vise vidnet et par billeder på storskærmene: Det er et billede af en golfspiller, der er i den såkaldte transition – overgangen mellem tilbagesving og tilsving:

”Er det en korrekt benstilling efter Deres mening, Tom Brown?”
”Så absolut. Vi kan ikke se skulderpartiet, men det er forskellen i grader mellem hofter og skuldre, der betyder noget. I golfterminologien kalder vi det X-faktor, og den nås bedst med et flekset højre knæ, da det er forskellen på hofter og skuldre, der afgør X-faktor.”

”Javel. Og det næste billede:

… ja, vi kan så næsten regne ud, at det er sådan, John Willett stod, ikke sandt?
”Jo. Elever, der kommer til mig har som oftest et fællestræk: De ønsker mere længde, og det er ikke noget, man trækker i en automat, men opnås med målbevidst træning efter en god instruktion.”
”Så De ville have John Willett til at flekse knæet.”
”Ja, så ville han få merlængde.”
”Men han fik ondt i ryggen?”
”Måske har han trænet for meget på egen hånd for at komme hurtigere til målet. Det kan jeg ikke bebrejdes.”
”De siger, at De ikke kan bebrejdes, at sagsøgte har trænet for meget på egen hånd. Mener De dermed, at De vil kunne bebrejdes for andet i selve træningen?”
”Nej, det var blot en talemåde.”
”Hvad hjertet er fuldt af…” smilede Lennox venligt.
”Der procederes!”
”Er der flere spørgsmål, advokat Lennox?” spurgte dommeren.
”Ikke for nuværende, men jeg forbeholder mig ret til yderligere spørgsmål.”
Lennox gav plads for Greyson.
”Jeg har et tillægsspørgsmål til mit vidne, hvor vi kan vise et billede, der fortæller lidt om, hvilke manipulerende metoder, modparten anvender.” 

Greyson vendte sig flere gange rundt, så alle kunne se hans tilfredse smil.
”Som det kan ses på billederne, er det ganske ordinær golfinstruktion, som alle golfspillere kan lære af på Nettet. Det er værd at bemærke, at der står et tydeligt ”Ja” ud for det fleksede knæ, ikke sandt Tom Brown?”
”Jo,” svarede Tom Brown, ”det fleksede højre knæ har betydning for hele svingets karakteristik, således at man kan ramme bolden ensartet med størst mulig fart i køllehovedet.”
”Tak. Og måske kan vi også vise svingelementet på en anden måde:

Dette billede er fra en af de mest populære instruktionssider på nettet. Det er vist tydeligt at se, at instruktionen anbefaler et flekset knæ. Er du enig med denne instruktion, der sætter et flueben ved det fleksede knæ?”
”Så absolut. På tegningen kan vi netop se, at hoftedrejningen er mindre, hvorved X-factor, det vil sige gradtal mellem hofter og skuldre bliver større.”
”Tak, Tom. Jeg har ikke flere spørgsmål”
Jeff Lennox nærmede sig igen vidnet.
”Sagsøger procederer, men inden advokat Greyson bliver alt for begejstret for sin egen fremlæggelse, har jeg et tillægsspørgsmål til vidnet: Er det ikke et problem, når vi kan se på tegningen af to golfspillere, at den ene har mindre hoftedrejning end den anden?”
”Overhovedet ikke. Den tekniske betegnelse er som nævnt X-faktor, som baseres på forholdet mellem hoftedrejning og skulderdrejning. Jo større afstanden er, desto større vil elastik-effekten være. Det er tydeligt, når det højre knæ holdes strakt, at hofterne uden modstand kan dreje rundt i rotationen, og så er der ingen elastik-effekt, og svinghastigheden reduceres.”
”En slags modstand mellem skuldre og hofter mener du?”
”Ja, sådan kan det udtrykkes.”
”Og der er ingen mellemvej?”
”Mellemvej?”
”På billedet ser vi en golfspiller med helt strakt knæ og en anden med det samme fleks, som han har i opstillingen. Det er vel to yderpunkter?”
”Sådan kan man ikke udtrykke det. Det højre knæ skal holdes flekset for størst mulig effekt.”
”Og der er ingen mellemveje? Ingen større eller mindre fleks?”

Tom Browns øjne flakkede. ”Sådan kan man ikke udtrykke det?”
”Det er der vel nogen, der gør.”
”Det kan der vel være, men i udgangspositionen, det vil sige den grundlæggende instruktion, der har et mål i retning af det optimale, er et strakt knæ en hæmsko for spilleren.”
”Det er sådan, De har undervist sagsøgte?”
”Ja.”
”Lærte han det?”
”Det tager tid at lære.”
”Hvor lang tid?”
”Det er forskelligt. Nogle lærer det hurtigt, mens andre…”
”Aldrig lærer det?”
”Alle kan lære det, men golf er et teknisk svært spil.”
”De har sendt nogle videoer til sagsøgte og påpeget nogle mangler i hans sving og i hans bevægelsesmønstre. Vi kan vise et enkelt billede fra en video:

… Højre knæ er flot flekset, det må man sige. Men er De tilfreds med resten? Helt uanstrengt virker dette sving jo ikke. Ja tak, jeg har ikke flere spørgsmål.”
Norman Greyson prøvede at reparere på vidneudsagnet ved smilende at sige, at det jo var til at forstå, at John Willett havde søgt en træner, men der var ikke flere spørgsmål, og Lennox rystede blot på hovedet.
Sagsøgers næste vidner var en række bestyrelsesmedlemmer og spillere fra klubben som roste Tom Browns arbejde. Især en elitespiller kunne fortælle, at han under Tom Browns vejledning og gode instrukser havde vundet en større turnering og nu havde fået et scholarship på et universitet.
”Så du er ikke middelmådig og talentløs?” spurgte Lennox.
”Nej,” smilede vidnet.
”Alle trænerens instruktioner virkede for dig?”
”I høj grad. Tom Brown er en fantastisk træner.”

Begge advokater så ud til at glæde sig over svaret.
Det havde undret både John Willett og Jeff Lennox, at Norman Greysons vidneliste havde indeholdt en læge fra det lokale sygehus. Det var indlysende, at Lennox som sagsøgtes advokat havde indskrevet et ekspertvidne, der kunne udtale sig om skader og anatomi i almindelighed, men at sagsøger ville gå i offensiven på dette område var lidt overraskende.
Det var Norman Greysons første spørgsmål også efter en kort præsentation af vidnet.
”Golf er – anatomisk set – en risikofyldt sport, ikke sandt?”
”Jo, så absolut.”
”Kan De uddybe det?”
”Gerne: Golf dyrkes meget ofte af mennesker, der for længst har passeret deres fysiske højdepunkt. Kort sagt: lidt ældre mennesker. Generelt kan man sige, at alle mennesker efter en kort årrække på fysisk højt niveau vil begynde at lide af slidgigt eller artrose. Det behøver ikke være alvorligt, og mange mærker intet til det, mens andre på det nærmeste er invalideret og har store smerter. Artrose påvirker både funktionsevne, almindelige bevægelighed og jo i sidste ende livskvalitet.”
”Det er ikke altid sjovt at blive ældre?”
”Nej, artrose er i høj grad et aldersfænomen. Det kan starte som ledsmerter eller som ømme og stive led og ikke så sjældent en slags knasen og skurren i leddene, som om det er knogle mod knogle, hvad det i virkeligheden jo også er, da slidgigt netop er kendetegnet ved, at tilstedeværelse af det absorberende stødlag mellem knoglerne i forskellige led er blevet mindre, ja, kan være helt forsvundet. Alle led kan rammes af artrose, men oftest er det hofter og knæ, og det kan endda være nødvendigt ligefrem at udskifte ikke-funktionsdygtige…”
”Hofte og knæ?” Afbrød Greyson sit vidne. ”Men ikke ryggen?”
”Ryggen er lidt speciel, hvis vi ser bort fra nakken, hvor der også kan være mange bevægelige led, og skuldrene selvfølgelig…”
”Men ikke ryggen?”
”Ryggen?”
”Ja, kan der være skader i ryggen?”
”Ja, mon ikke. Halvdelen af befolkningen har ondt i ryggen.”
”Den halvdel, der ikke spiller golf,” smilede Greyson.
”Det er i hvert fald præventivt godt at bevæge sig mest muligt, og på den måde kan man efter min mening også bedre leve med eventuel slidgigt, som mere eller mindre kan opstå så at sige af sig selv, mens man ikke bevæger sig synderligt meget. Masser af maratonløbere har ikke store gener af slidgigt i hofter og knæ, mens andre, der har siddet stille det meste af deres liv, skal have nye hofter og nye knæ.”
”Og rygsmerter?”
”Rygsmerter kan opstå, mens vi sover – eller i lænestolen.”
”Og på golfbanen?”
”Jeg vil tro, at mange rygsmerter faktisk forsvinder på golfbanen, og i det hele taget når vi…
”Tak,” afbrød Greyson smilende. ”Deres vidne, Lennox.”
”Hvad med forkerte bevægelser?” spurgte Lennox allerede, mens han sad ned.
”Protest! Vidnet kan umuligt vide, hvad der er forkerte bevægelser.”
”Spørgsmålet bør konkretiseres,” afgjorde dommeren.
”Jeg er ikke fagmand og anvender nok nogle forkerte udtryk. Men hvordan stiller en læge en diagnose, hvis en patient mener, at vedkommende har fået hold i ryggen?”
”Så er det næppe leddene! Hold i ryggen er blot en samlebetegnelse for eksempelvis iskias, lumbago, myoser og så videre. Oftest er det en nerve, der er kommet i klemme, eller det kan være muskelinfiltrationer i den lette og forbigående ende af skalaen. Men det kan også være et symptom på diskusprolaps, og det kan være alvorligt.”
”Nerver i klemme? Det gør ondt?”
”Ja, det er nervernes funktion i kroppen. Lægger vi en hånd på en varm kogeflade, så fortæller nerverne, at vi skal flytte hånden!”
”Et glimrende billede,” smilede Lennox. ”Og en maratonløber, der løber mange kilometer og får ondt i benene?”
”Det kan være et godt tegn på, at der skal holdes pause. Smerter kan dog også være forårsaget af manglende blod i musklerne, typisk ved overanstrengelse.”
”Et advarselstegn?”
”Absolut.”
”Og hvis man svinger med en kølle til en golfbold, og det gør ondt?”
”Så bør man straks holde op. Smerter er en advarsel.”
”I denne sag er der en golfspiller, der holdt op med at svinge sin kølle på en bestemt måde, fordi han fik smerter, og spørgsmålet…”
”Protest! Vidnet kan ikke svare på hypotetiske spørgsmål!”
”Jeg har endnu ikke spurgt om noget…”
”Vi vil gerne høre lægens syn på et golfsving, der gør ondt.”
”Ethvert menneske har en smertetærskel og ethvert menneske har et maksimalt bevægelsesmønster. Dette mønster kan forøges med træning, og vi ser ofte, at smerter på et bestemt maksimum kan flyttes videre til et nyt maksimum. Det er hele ideen i træning og genoptræning og anvendes i vid udstrækning af fysioterapeuter.”
”Så man skal blot fortsætte, selv om det gør ondt.”
”Ja, men det skal gøre ondt på den såkaldt gode måde.”
”Interessant. Men det rejser jo så spørgsmålet om, hvilke smerter, der ikke er på den gode måde?”
”Protest!” Vidnet har allerede svaret, at det er individuelt.”
”Det er også en individuel sag,” sagde dommeren tørt. ”Jeg tillader spørgsmålet, da der er tale om et ekspertvidne, der kan udtale sig generelt.”
”Principielt bør man altid stoppe, hvis der kommer advarsler fra kroppen, eksempelvis smerter og ubehag. Omvendt ved vi også, at er der tale om målrettet træning, så kan det være nødvendigt at overhøre smerter og ubehag, for det er på den måde, træning fungerer bedst.”

Norman Greysons kropssprog var interessant, tænkte John Willett, der betragtede den nærmeste oprømte advokat, der smilende kiggede på dommer, jury og vendte sig om mod de mange tilhørere og nikkede til højre og venstre.
”Spiller De golf?” spurgte Lennox.
”Nej,” svarede lægen. ”Jeg ville gerne, men det kniber med tiden.”
”Så De har ingen anelse om, hvad der foregår i et golfsving?”
”Beklageligvis, nej.”
”Men De ved, at man ikke kan få slidgigt i ryggen?”
”Det har jeg ikke sagt.”
”De nævnede kun knæ og hofter?”
”Ja, det er mest almindeligt.”
”Protest! Vidnet kan jo ikke nævne alle skavanker, der kan opstå i en menneskekrop,” forsvarede Greyson sit vidne.”
”Men ryggen?” fortsatte Lennox uanfægtet.
”Mig bekendt bliver ryggen ikke anvendt i golf.”
”Man drejer vel rundt i ryggen… Skuldrene sidder mig bekendt øverst på ryggen!”
”Protest! Vidnet har udtrykkeligt sagt, at han ikke selv spillede golf.”
”Jeg har ikke mere til dette – ekspertvidne,” sagde Lennox.
”Hvad gik det ud?” spurgte John Willett, da han og Jeff spiste frokost i pausen.
”En god pointe fra Greyson. Det handler ikke om golfslag, men om ærekrænkelse. Du er blevet karakteriseret som talentløs og middelmådig og kan derfor ikke udtale dig kritisk om træneren. Og da du ikke kan svinge en golfkølle, er det ikke nødvendigt med andet end en almindelig læge. Det er primitivt, men fornuftigt grebet an. Jeg havde gjort det samme, hvis jeg havde været presset i en sag.”
”Det er interessant, at det er sagsøger, der er presset. Det burde vel være omvendt?”
”Ja, det må henstå som en evig gåde.”
”Evig er lang tid – måske kan jeg løse gåden for dig noget hurtigere…”
John Willett fortale om formandens besøg og den måske virkelige grund til sagsanlægget.
Jeff Lennox nikkede. ”Det forklarer mange ting. En skueproces. Det er kun for at svine dig til. De er ligeglade med sagen og dens resultat.”
”Men det er jeg ikke,” smilede John Willett. ”Især ikke, når jeg uforvarende er kommet til at satse en million…”

John Willett satte sig i vidnestolen, hvorfra han ikke kunne undgå at se de mange tilhørere. Han fangede klubformanden Morgan Montgomerys blik. Men denne skyndte sig at se en anden vej.
Det var let for John Willett at holde sig til sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Han havde fået 8 lektioner af Tom Brown og beklageligvis spillede han ikke bedre, men tværtimod dårligere, fordi han blandede trænerinstruktionerne sammen med sit tidligere sving, som han endda ikke engang kunne finde tilbage til, og han havde tilmed fået ondt i ryggen. Han og hans tre faste golfmakkere havde som altid snakket golf efter en runde, og John Willett havde nævnt sin træning, som de alle blot i almindelighed havde moret sig over, eftersom John Willett jo ikke var blevet bedre, men tværtimod havde tabt. At historien havde bredt sig til hele golfklubben var beklageligt, for John var udmærket klar over, at andre fik bedre udbytte af træningen.
”Du er kun middelmådig og talentløs,” sagde Jeff Lennox og gjorde citattegn omkring de to nøgleord i sætningen.
John Willett trak på skuldrene og smilede.
”Ja, det må jeg nok leve med.”
”Tak. Dit vidne.”
Greyson havde i alle sine spørgsmål det rette bebrejdende tonefald, men spørgsmålene var forudsigelige, akkurat som Lennox havde forberedt John Willett på.
”Så De mener, at Tom Brown er en dårlig træner?”
”Det har jeg ikke sagt et ord om. Jeg tror, enhver kan regne ud, at en talentløs og middelmådig golfspiller næppe har nogen generel forstand på golftræning.”

Nu var det Jeff Lennox tur til at gøre opmærksom på, at han fandt svaret særdeles rammende og godt. Bredt smilende til højre og venstre og den meget sigende nikkebevægelse, der udtrykte et Sådan!
John Willett kunne ikke andet end glæde sig over at have en klakør.
”Men De har sagt til andre, at Tom Brown var en dårlig træner.”
”Det har jeg aldrig sagt! Jeg har sagt, at jeg ikke kunne udføre de ting i svinget, som Tom Brown ville have mig til, og det endte med, at jeg fik ondt i ryggen og havde svært ved at ramme boldene på banen. Selvfølgelig har jeg kritiseret træneren, når jeg har betalt penge – mange penge for lektionerne. Forleden klagede jeg også til tjeneren, da min steak var gennemstegt.”
Lennox havde pålagt John Willett at komme med denne sammenligning. ’Det er tykt, men det giver en sammenhæng. Enhver har ret til at kritisere.’
”Og det var Tom Browns skyld, at lektionerne ikke virkede?”
”Nok snarere mig, der ikke kunne udføre det rigtigt. Enhver, der kender mig og mit golfspil og har lyttet til min kritik af undervisningsforløbet, vil vide, at det var min personlige mening, baseret på mit talentløse og mid…”
”Ja tak. De kan nøjes med at svare på spørgsmålene. Ja, jeg har ikke mere.”
John Willett satte sig tilbage på sin plads.
”Udmærket, John,” hviskede Lennox til sin klient. ”Nu kommer det svære skyts.”
Ben Langdon var oprindelig golftræner, men var blevet kendt på Østkysten for sit ugentlige Tv-program, ”Bliv Bedre med Ben.”
”Kan man få skader af at spille golf?” spurgte Lennox efter en kort præsentationsrunde.
”Ja. Ganske alvorlige skader endda. De fleste kender Tiger Woods mange problemer, der strakte sig over vigtige år i hans karriere, og vi har hørt om et af de største kvindelige talenter, nemlig Michelle Wie, der i en alt, alt for ung alder har måttet indstille en ellers lovende karriere.”
”Nu er John Willett i denne sag blevet fremstillet som talentløs og middelmådig. Kan den type golfspillere også blive skadet?”
”Så ganske afgjort. Heldigvis skal din klient næppe leve af at spille golf, og hvis der ikke er det store talent, spiller det nok heller ikke den helt store rolle for ham. Men der findes andre, ja, måske mange, mange flere end vi bryder os om at tænke på, som døjer med så alvorlige skader allerede i en ung alder, at de måske aldrig får fuldt udbytte af deres talent.”
”Protest. Vidnet konkluderer uden belæg.”
”Jeg kan spørge på en anden måde, men vidnet har ikke set de to billeder, som sagen drejer sig om.”
”Protest! Sagen drejer sig alene om den ærekrænkelse, som min klient har været udsat for.”
”Spørgsmålene drejer sig om golfsvinget” afviste dommeren Norman Greyson. ”Protesten er afvist.”
Ben Langdon forklarede, at set i lyset af en århundrede gammel svingtradition, var det fleksede knæ en forholdsvis ny opfindelse, der først blev beskrevet af en af verdens bedste trænere, nemlig Jim McLean i starten af halvfemserne.
”McLean kaldte sin opdagelse for X-faktor – og med god grund, fordi der faktisk dannes et målbart X, det vil sige en vinkel mellem hofter og skuldre. Jo større vinklen er, desto mere fart i svinget, men det kan gøres på andre måder, som vi kan se på disse billeder af Arnold Palmer og Jack Nicklaus:

Her ser vi det tydeligt strakte knæ hos disse to stjerner og måske er det endnu tydeligere hos ball-strikeren over alle ball-strikere: Ben Hogan. 

Hvad vi ikke kan se på billedet, er det, som mange betragter som Hogans hemmelighed, nemlig at der ikke er nogen tilbagedrejet topposition. Når køllen eller rettere hænderne når sit maksimale toppunkt, er hofterne allerede på vej frem, og det giver efter manges mening den samme effekt, som vi ser i det, man ofte kalder et moderne sving.”
”Hvad menes der med ”et moderne sving.”
”Blot, at det er anderledes end det traditionelle.” Ben Langdon smilede. ”Det er ikke blot et ”modefænomen.” Sagen er, at især de ældre hickoryskafter ikke kunne loades på toppen, men først senere i nedsvinget, for ellers gik det ud over præcisionen.”
”Hvad mener du med ”loadet?”
”Et skaft kan opbevare energi. Hvis vi bøjer et skaft, opsamles energi, der udløses, når skaftet rettes ud. I dag kan stærke spillere anvende meget stive skafter, og de er derfor i stand til i overgangen på toppen at loade et skaft med tilpas energi. Vi kan fornemme det på et billede af Tiger Woods, og det vidner om utrolig stor, atletisk styrke. Et fremragende eksempel på et moderne golfsving.

Hos Tiger Woods er hofterne også på vej frem, men i modsætning til Ben Hogan, der først fører hofterne markant sidelæns, inden de drejes ind i en rotation, går Tiger Woods med en slags ”bump” direkte ind i sin position, og dette ”bump” fremkommer i kraft af, at Tiger Woods synker lidt ned i knæ, hvorefter der sættes af med ekstra kraft. Det kan han naturligvis kun, fordi højre knæ ikke er strakt som hos Ben Hogan.”
”Det vil sige, at Tiger Woods nærmest sætter sig på hug?”
”Protest!” lød det fra Greyson. ”Det er et ledende spørgsmål. Advokat Lennox ved udmærket godt, at ”squat” er en del af det moderne golfsving.”
”Ja, jeg ved det som følge af denne sag,” smilede Lennox. ”Men det er en del af dette vidnes forklaring, som jeg mener retten bør høre.”
”Jeg tillader spørgsmålet,” sagde dommeren.
”Jeg er ikke enig i, at det ”at sætte sig på hug” i tilsvinget er en moderne opfindelse. Sam Snead var jo faktisk berømt for sit ”Snead-Squat.”
”Så det ville alle efterligne på den tid?”
”Nej, for det er svært og kræver ubeskrivelig meget træning. Det gælder også for Tiger Woods, der på et tidspunkt brugte et helt år på en svingændring.”
”Kræver det, at højre knæ er flekset?”
”Ikke nødvendigvis, men det er langt mere logisk at anvende squat med fleksede knæ.”
”Og så slår man længere?”
”Ja. Tiger Woods og Rory McIlroy er skoleeksempler, og de kan så sandelig slå langt. Sidste år blev Tiger Woods’ Club Speed i en turnering målt til 129 mph!”
”Så hvis en træner ønsker, at en elev skal slå langt, så…”
”Protest! Det er ubestridt i sagen, at det var sagsøgte selv, der ønskede at slå længere.”
”Vi har vist endnu ikke mødt en golfspiller, som ikke ønskede mere længde, er det ikke sandt, Ben?” smilede Lennox, der for en sikkerheds skyld gik en lille runde, således at hans smil kunne ses af alle.

Ben Langdon smilede tilbage. ”Den, der slår længst vil altid have en fordel.”
”Så der kan være en længdemæssig fordel ved at flekse højre knæ og dermed ikke dreje hofterne, som Jim McLean måske har været inde på?”
”Protest! Jim McLean har aldrig sagt, at man ikke skal dreje hofterne.”
”Jeg retter spørgsmålet: Har der været teoretisk usikkerhed omkring det at dreje hofterne?”
”Ja. Jim McLean blev i flere år misforstået, men det endte med, at han i 2004 skrev en undskyldning, hvis jeg må læse op… ”
”Protest! Der skal ikke refereres til andres meninger.”
Dommeren kunne ikke lade være med at smile: ”Det har De selv lige gjort, advokat Greyson. De sagde, at Jim McLean aldrig har sagt… Retten vil gerne høre, hvad Jim McLean HAR sagt.”
”Jim McLean skrev: ”Jeg er delvis ansvarlig for en almindelig svingfejl.” Sagen er, at X-factor blev opfattet som en forskel mellem skulderdrejningen og hoftedrejningen som  beskrevet af Jim McLean i 1994. Men mange troede, at man kunne gøre forskellen større ved helt at undlade at dreje hofterne i tilbagesvinget, men det er forkert opfattet og en misforståelse af Jim McLeans tekst. Senere studier i fænomenet har godtgjort, at hofterne i tilbagesvinget ikke skal have restriktioner fra andet end et større eller mindre fleks i højre knæ, og at X-faktor af sig selv opstår med størst mulig effekt, hvis hofterne roterer fremad, mens skuldrene stadig roterer modsat. Nu er X-faktoren enorm, og det skyldes en separation mellem skuldre og hofter. I dag kaldes det for ”X-faktor-strækket” eller ”Den nye X-faktor.” Det hele er blevet undersøgt meget nøje, og der kan henvises til flere undersøgelser, desværre også nogle med skadevirkninger på ryggen.”
”Protest. Vi vil ikke høre rygter.”
”Taget til følge. Vidnet må nøjes med at svare på spørgsmålene.”
”Men der kan komme rygskader?”
”Protest. Vidnet er ikke læge!”
”Taget til følge.”
”Er svinget uden at strække højre ben let at udføre for en amatør, ja, for en talentløs golfspiller?”
”Nej, det er svært, særdeles svært. Men det er usigeligt smukt at se eksempelvis en Rory McIlroy eller en Tiger Woods, ja, mangfoldige andre, der kan flytte deres drives ud på ubegribelige længder med kolossal stor svinghastighed.”
”Er det en svingteknik, du vil anbefale en midaldrende klubgolfer med et handicap på 15?”
”Nej, jeg er enig med Bob Grisset, der siger, at et flekset knæ dels ikke rigtigt eksisterer, fordi det jo faktisk er helt umuligt at dreje hoften, hvis knæet er låst i en flekset position, dels hævder Grisset også, at et flekset knæ kun giver indtægter til ortopæder og kiropraktorer.”
”Protest!” råbte Greyson ophidset. ”Det er rygter! Vidnet skal ikke fremsætte andres uimodsagte meninger i retten!”
”Taget til følge. Svar med Deres egne ord.”
”Høje dommer,” sagde Lennox. ”Vidnet prøver loyalt at gengive teorier om det højre knæ for at oplyse om teorier for og imod. Modparten protesterede ikke, da vidnet i høje toner roste Woods og McIlroy.”

Dommeren overvejede et øjeblik. ”Vidnet er et ekspertvidne, og eksperter anvender kilder, men da vi ikke kan vurdere kildernes troværdighed på andet end objektive oplysninger, kan retten acceptere udsagn om eksempelvis Tiger Woods og Rory McIlroy og lignende spillere, baseret på deres objektive og indiskutable resultater, men ikke andre kilder, der kun kan fremvise mere eller mindre subjektive resultater. Protesten bliver derfor taget til følge. Vidnet må ikke referere til andre eksperter.”
”Så må vi nøjes med at henvise til Jack Nicklaus, Sam Snead og Ben Hogan og alle de tusinder af andre store vindende stjerner som alle strakte det højre knæ. Ikke sandt, Ben?”
”Jo, men…”
”Jeg har ikke flere spørgsmål.”
Norman Greyson var ude på gulvet som et lyn:
”… men? Der blev nævnt et lille ”men?””
”Ja, jeg tror ikke selv på, at højre knæ skal rettes helt ud, medmindre man som weekendspiller eller ældre ønsker en større skulderdrejning for at få mere længde, for så er det strakte knæ en fordel. Det kræver en særdeles atletisk og veltrænet krop at kunne dreje skuldrene maksimalt med et flekset højre knæ.”
”Javel ja.” Greyson satte sig ned igen.
Lennox hviskede til John Willett: ”Som advokat må man aldrig spørge om noget, man ikke kender svaret på. Det var direkte dumt af Greyson.” Lennox rejste sig op. ”Et kort tillægsspørgsmål, høje dommer.”
”Værsgo.”
”Er det overhovedet rimeligt at tage store golfstjerner som Tiger Woods og Rory McIlroy ind i en sammenhæng med en talentløs og middelmådig spiller?

Norman Greyson rejste sig synligt ophidset op.
”Høje ret! Protest, protest, protest! Det er et trickspørgsmål! Enhver kan regne ud, at vidnet gerne vil fortælle om Tiger Woods bedrifter, hvorefter han kan komme med en tilsyneladende gunstig pointe for sagsøgte, nemlig at Tiger Woods fik en skade i sit knæ. Måske burde det dog anstændigvis nævnes, at det ikke var højre knæ, men det venstre!”
”Hvad siger du til det, Ben Langdon? Venstre knæ?”
”Enhver, der kender til golf ved, at hoftedrejningen begrænses i tilbagesvinget, hvis højre knæ er låst i en flekset position. Vi ved intet om Tiger Woods skade, men vi kan vel regne ud, at uanset hvor i golfsvinget, hofterne skal dreje for at få navlen mod målet, vil der være en belastning rettet mod knæene. Man kan vel i realiteten slet ikke dreje hofterne uden at bevæge knæene.”
”Hvad med ryggen?” spurgte Lennox. ”Kan et fleks i højre knæ efter din mening give rygproblemer?”
”I allerhøjeste grad. Det, man skal tænke på er, at uanset hvordan vi betragter forholdet mellem hofter og skuldre, så skal skuldrene drejes mest muligt. Der er en simpel korrelation mellem skulderdrejning og slaglængde. De bedste atleter kan foretage den skulderdrejning, uanset hvordan hofternes stilling er, men mindre atletiske spillere – eksempelvis ældre – kan kun dreje skuldrene til en gunstig 90 graders position – det vil sige, at venstre skulderspids er under hagen, hvis hofterne får lov til at dreje med så nogenlunde 45 grader. Det er klart, at den rotation i skuldre og hofter er betydeligt lettere, hvis højre knæ får lov til at blive strakt ud og endda vil jeg hævde, at man med fordel kan lade tæerne på højre fod vende væk fra målet. Nu kan selv den ældste spiller få en fuld rotation…”
”Protest!”
”… uden at få ondt i ryggen.”
”Jeg vil have lov at stille et yderligere spørgsmål til vidnet.”
”Når det bliver Deres tur, advokat! Er der flere spørgsmål fra sagsøgtes side, Lennox?”
”Blot et enkelt: Ben Langdon, ville du anbefale en spiller som John Willett at give sig i kast med et golfsving, baseret på et flekset højre knæ?”
”Nej. Det ville han ikke have nogen som helst glæde af.”
”Deres vidne.”
Norman Greyson rejste sig synligt ophidset og vred.
”Vi hørte, at De er - uddannet golftræner, men er det ikke mere. Der var måske ikke kunder nok til inkompetent undervisning?”
”Protest! Advokaten chikanerer vidnet.”
”Taget til følge. Jeg må give Dem en advarsel, Greyson. Vidnet er kommet af egen fri vilje for at udtale sig om sagen og skal følgelig ikke chikaneres.”
”Der er sikkert også tale om et godt honorar…”
”Sidste advarsel, advokat Greyson. Det er foragt for retten.”
”Undskyld, høje dommer. Jeg blev blot opbragt på min klients vegne.”

Dommeren formanede referenten og juryen til at se bort fra advokat Greysons sidste bemærkninger.
”De har ikke haft nogen stor trænerkarriere, vel mr. Langdon?”
”Nej. Jeg fik chancen for at blive sportsjournalist i en lille lokal avis, og efterfølgende har jeg ernæret mig som golfjournalist.”
”Så De kender ikke så meget til praktisk golftræning?” lød det næsten hånligt fra Greyson.
”Jeg er uddannet træner med PGA diplom.”
”Men Deres erfaring som træner kan vel ikke beskrives som årelang erfaring med hverken dygtige og gode spillere eller med … klubspillere som sagsøgte?”
”Nej, min erfaring er begrænset.”
”Det tænkte jeg nok.”

Norman Greyson skulle nok få det sidste ord, tænkte John Willett, der dog var godt tilfreds med den forklaring, Ben Langdon havde givet. 
Jeff Lennox sidste vidne var en læge, der havde specialiseret sig i idrætsskader.
”Er golf et sundhedsskadeligt spil.”
”Så afgjort nej! Jeg ville aldrig kunne leve af golfspilleres skader. Golf er et sundt og godt spil, og efter min mening er der en direkte sammenhæng mellem golf og levealder, for slet ikke at tale om den kvalitet, der kan være forbundet med høj levealder.”
”Er der slet ingen skader?”
”Jo, naturligvis. Mennesker er mennesker, og mennesker kan blive begejstrede. Det kan komme til udtryk ved, at man overhører kroppens signaler og bliver ved med eksempelvis at slå bolde på en driving range, selv om det gør ondt i skuldre eller albuer. Men det kan også gælde en baseball spiller eller for den sags skyld en skovhugger.”
”Man skal tage smerter alvorligt?”
”Absolut. Men de fleste mennesker kan godt adskille smerters karakteristik. Det må gerne gøre ondt i øjeblikket, når man træner, for det kan være vejen frem til bedre muskelmasse, men smerten skal ophøre, når bevægelsen ophører.”
”Så man skal ikke have ondt i ryggen, når man lægger sig til at sove?”
”Absolut ikke.”
”Protest! Advokaten lægger ord i munden på vidnet for at fremme sin egen forståelse af indholdet.”
”Taget til følge. Ikke ledende spørgsmål, Lennox.”
”Hvad sker der med ryggen, hvis man spænder hofter og skuldre op mod hinanden?” fortsatte Lennox uanfægtet.
”Det er det, vi forstår ved X-faktor, som kan vises på et billede:

Det drejer sig om et gradtal, her kaldet ”hofte/overkrop-separationen.” Der er efter min mening ingen tvivl om, at Jim McLean har ret. X-factor tallet fører til forøgelse af svinghastighed, og selv om vi næppe nogen sinde finder ud af det, så tror jeg faktisk, at Ben Hogans hemmelighed baserede sig på denne X-factor. Vi ved ikke, hvordan han bar sig ad, men der er meget, der tyder på, at Ben Hogan fandt noget i sit sving af meget lignende karakter.”
”Så X-factor er en god ting.”
”Så absolut, ja, så absolut.”
”Hører jeg et lille forbehold – et ”men?””
”Ja, og det er bekymrende. For det er ikke alle, der kan tåle den voldsomme belastning.”
”Hvilken belastning?”
”Vi kan se X-Factor på et billede:

Her ser vi tilbagesvinget, som spænder omdrejningspunktet op imod hinanden. Det øverste er overkroppen – skuldrene – og det nederste er hofterne.
Når elastik-effekten mellem hofter og skuldre er helt optimal, får vi den voldsomme fart nedad og fremad, og hos nogen kan det give et nærmest uhelbredeligt slid, fordi rygsøjlen er tiltet – især i drivet. 

I starten mærkes det, som om knogle skurrer mod knogle, men først i nedsvinget og ikke i selve opspændingen. Det foregår inden for en tiendedel sekund, og derfor er der få, der tager det alvorligt. Men det er bekymrende, at mange yngre spillere må holde op med at spille golf, og vi ser desværre disse uhelbredelige skader.”
”Hvad bør man så gøre ud fra et ortopædisk, lægeligt synspunkt?”
”Simpelt ved, at man drejer hele kroppen og lader højre knæ naturligt strække sig ud. Hofterne vil nu lige så naturligt dreje 45 grader, og skuldrene 90 grader. Det bliver en simpel rotation, som alle – også ældre – let kan udføre, og de særligt atletiske kan endda dreje skuldrene mere end 90 grader.
Måske kommer der mindre svinghastighed, men jeg tror det egentlig ikke, for vi kan faktisk observere, at de allerfleste stjernespillere i verdenstoppen har en vis grad af udstrækning af højre knæ. Det kan være svært at se, når spillere altid har lange bukser på. Jeg vil til enhver tid anbefale især ældre spillere at strække højre ben for at få mest mulig naturlig skulderdrejning. Men også yngre, der mærker blot en anelse smerter i ryg og lænd, bør strække højre ben, og så kan man diskutere, om det skal være lidt eller meget. Man kan sagtens få rigelig fart i køllen alligevel. Og jeg vil tror, at enhver golftræner siger det til alle elever: Nedsvinget starter i hofterne og derfor er der i realiteten flere lighedspunkter mellem Ben Hogans tilbagesving i ”Five Lessons” og Jim McLeans ”X-faktor,” end der er forskelle.”

John Willet så, at Tom Brown lænede sig ind mod Norman Greyson, der straks reagerede.
”Protest! Der er i høj grad forskel på de to tilbagesving!”
”Jeg retter spørgsmålet,” sagde Jeff Lennox. ”Hvordan skal tilbagesvinget forstås i forhold til hofterne?”
”Det er en af golfens helt store og vanskelige modsætninger at kunne forstå. Vi siger ofte, at tilbagesvinget skal være langsomt, men det med, at det er langsomt, skal alene ses i forhold til nedsvinget. Og det er forholdet 3: 1, eller måske mere optimalt 2,5 : 1. Er man 1 sekund om nedsvinget passer det cirka med 3 sekunders tilbagesving, men er nedsvinget på 0,6 sekunder, så er tilbagesvinget relativt set også langsomt, men alligevel nu kun 1,8 sekunder. Derfor kan det se legende let og meget afslappet langsomt ud, når spillere som Ernie Els og Fred Coiuples svinger, for vi bedømmer kun tilbagesvingets hastighed i forhold til tilsvinget. Begge spillere har også som ældre kolossal høj svinghastighed. Det er derfor et simpelt synsbedrag, at det ser langsomt ud, når de svinger tilbage. Pointen er jo den simple, at når der svinges tilbage, tvinges spilleren af balancehensyn til at skabe modvægt i venstresiden, og den kan nås ved at starte fremsvinget i hofterne, inden hændernes toppunkt nås. ”
”Der skal startes i hofterne?”
”Ja. Hofterne giver denne modvægt og fremmer rotationen. Hofterne handler også om en anden modsætning, ja, i virkeligheden to modsætninger. Den ene er, at hofterne skal bremse før impact, som også Jim McLean påpeger, således at vi nu kan slå med meget større kraft, når vi er i position. Vi ser det alle vegne i sport: spydkastere, baseball spillere, ja, endog fodbold, hvor venstre ben nærmest står stille ved siden af bolden, inden der sparkes med højre fod. Alle er i position med venstre hofte, inden det går fremad med kast, spark eller sving.”
”Og den anden modsætning?”
”Venstre knæ skal være lige, det vil sige lårbensknogle over skinnebensknogle, som vi ser det i det omvendte K, og derfor skal vi også rette os op for at få fart og derfor være fokuseret på, at venstre hofte ”sidder” højt, inden vi slår. Nu får vi igen en modsætning, der skaber fart. Køllehovedet, der går nedad, mens kroppen går opad. Vi har spændt buen. Vi kan se det samme i tennis…”
”Jeg tror, vi har forstået, vidnets synspunkt,” sagde dommeren.
”Man bør ikke få smerter af at svinge en golfkølle?”
”Der bør ikke være noget i et golfsving, der giver smerter og ubehag. Tværtimod oplever mange vel, at de næsten bliver høje af at ramme en bold solidt og med god svingfart. Det er træningens hovedformål, og sådan golf skal være – og heldigvis er det også sådan i de fleste tilfælde.”
”I de fleste tilfælde? Javel, ja,” sagde Jeff Lennox, som om han lige var blevet overbevist af sit vidne. John Willett smilede ad Jeffs skuespil. Tilsyneladende var han den eneste, der ikke med det samme var klar over, at det var en væsentlig pointe for sagen.
”Og højre knæ?” fortsatte Lennox.
”Efter min mening gælder det måske især de spillere, der ikke har høj svinghastighed, at et strakt højre knæ kan hjælpe til at gøre tilbagesvinget hurtigere. Et hurtigere sving tilbage medvirker til rotationen og dermed til en større skulderdrejning. Hvis højre knæ modvirker dette, kan der ganske rigtigt ske en elastisk drejning, der kan udløses, men den kan give rygproblemer, og spørgsmålet er, om ældre spillere overhovedet er atletiske nok til at kunne få en tilstrækkelig skulderdrejning, og så er knæflekset på det nærmeste omsonst. Det kræver utrolig stor kraft – og næsten en pause på toppen – at kunne loade en golfkølle som en overgang i to modsatte retninger.”
”Det kan de bedste spillere i verden? Men vi andre?”
”Har ikke kræfter nok.”
John Willet havde forventet, at Norman Greyson ville protestere, men intet skete. Det så nærmest ud, som om Greyson kastede sin kuglepen ned på bordet. Noget opgivende, syntes John Willett. Behageligt opgivende.
”Jeg har ikke nogen spørgsmål.”

Advokaternes afsluttende procedurer bragte ikke noget nyt frem i John Willetts ører.
Det glædede ham dog, at Norman Greyson virkede resigneret og tilbageholdende og undlod at omtale ham som talentløs og middelmådig. Det ville tage lidt tid at komme over de udtryk, men var det det, der skulle til for at undgå at betale en million dollars, var det trods alt til at leve med.
Dommerens belæring af juryen gav ifølge Jeff Lennox kun grund til optimisme.
”Der er tale om parternes modsatrettede synspunkter vedrørende golfsvinget. Generelt har en underviser metodefrihed og heroverfor står en elevs mere eller mindre ubegrundede kritik.
Sagens grundkerne, som juryen skal tage stilling til, er, hvorvidt en elevs kritik af en instruktørs undervisning kan betragtes som en ærekrænkende ytring. I dette tilfælde drejer det sig om en detalje i golfsvinget, hvor eleven hævder, at instruktionen har været forkert, hvilket har givet sig udtryk i manglende efterfølgende færdigheder og påståede rygsmerter.
Spørgsmålet, som juryen imidlertid ikke skal forholde sig til, er, om kritikken er objektivt begrundet, men derimod, om sagsøger har løftet den nødvendige bevisbyrde for, at sagsøgtes kritik overordnet kan betragtes som en i princippet helt ubegrundet og forkert beskyldning.
Hvis kritikken i form af beskyldningen ikke kan bevises at være usand uden for rimelig tvivl, bør sagsøgte frikendes. Hvis beskyldningen derimod i overvejende grad er usandfærdig og skønnes tilstrækkeligt bevist at være usandfærdig, bør sagsøgte dømmes.”
”Den er hjemme,” hviskede Jeff Lennox til John Willett, inden dommeren fuldendte sin belæring ved at ridse hovedsynspunkterne op. 

John Willetts familie ville fejre frifindelsen med en god middag, og mens konen og døtrene gjorde maden parat, hentede John Willett en flaske champagne i kælderen, da det ringede på døren.
Det var Tom Brown.
”Blot et par ord, hvis du har tid…?”
John Willett fik gemt champagnen væk.
”Jeg vil bare sige undskyld,” begyndte træneren.
”Det er da mere mig, der skal sige undskyld,” sagde John Willett. ”Det var mig, der startede med at finde på tåbelige forklaringer, fordi jeg tabte og spillede elendigt. Jeg hader at tabe. Og du havde jo også sagt til mig, at der gik noget tid, inden jeg kunne tage svinget med på banen. Men jeg spillede virkelig elendigt i en lang periode, og derfor…”
”Nej, jeg dummede mig,” sagde Tom Brown.
”Kom indenfor. Måske vil du have en øl eller et glas portvin?”
John Willetts  døtre kom nysgerrigt ud i hall ‘en. De hørte kun ordene øl og portvin.
”Jamen vi skulle jo have champagne, far.”
Tom Brown smilede skævt. ”Det er til at forstå! Jeg vil også gerne sige til lykke til dig.”
De satte sig ind på John Willetts arbejdsværelse.
”Jeg hader at tabe,” smilede John Willett, ”og det var derfor, jeg begyndte at gå til træning. Jeg ved godt, at du sagde, at jeg ikke skulle være utålmodig, og at jeg ikke skulle anvende de nye svingelementer, før jeg var helt sikker på, at jeg kunne anvende dem. Jeg beklager virkelig, for kritik af dig var den bedste undskyldning, jeg kunne komme på den dag på terrassen, hvor jeg havde tabt. Det var sølle, og jeg burde have sagt undskyld til dig. Det havde jeg også gjort, hvis du havde været med til mit møde med bestyrelsen.”
”Det er primært mig, der skal sige undskyld, fordi jeg har været med til at trække dig ind i en retssag. Jeg ved, at den har kostet dig anseelse og respekt inden afgørelsen i dag. Det er vel kun rimeligt, at jeg nu som taber må smage den samme medicin. Men min undskyldning gælder nu noget andet.”
”Næstformanden, Patrick?”
”Ja, han fik mig overtalt til at lade Greyson skrive et brev til dig. Totalt latterligt, og jeg kan forsikre dig om, at jeg blev rasende, da jeg så, at han havde forlangt en million og ikke blot et simpelt ”fredsmøde” over en øl, hvor vi kunne snakke om tingene. En million!  Og så kørte sagen helt af sporet, fordi…”
”Patrick Blackstowe betalte din advokat. Jeg ved besked.”
”Gør du? Ved du, at jeg egentlig slet ikke havde noget med det at gøre, og at jeg kun blev mere og mere sur, fordi mange meldte afbud til træningen, og stemningen i klubben mildest talt var anspændt og for og imod?”
”Ja. Men ved du, hvorfor Patrick Blackstowe betalte for din sag?”

Tom Brown rystede på hovedet. ”Han lokkede mig jo med, at jeg var nødt til at vise alle, at det var dig, der havde uret, og at mine lektioner var gode nok, så hvis jeg ville beholde mit job… og jeg havde flyttet hele familien med og var i gang med at bygge hus. Jeg beklager virkelig.”
”Du behøver ikke beklage og sige undskyld. Det er noget helt andet, vi har været oppe imod. Formanden ville gerne have, at jeg blev formand efter ham, og det passede ikke Patrick Blackstowe, så derfor udnyttede han denne storm i et glas vand til at få mig ned med nakken, eller rettere skade mit omdømme i bestyrelsen, således at ingen ville foreslå mig som formand, men derimod ham. Ren politik og en skueproces, hvor du og jeg blot var brugbare statister og idioter.”
”I guder! Så tror pokker, at han er glad, selv om han skal betale 50.000 i sagsomkostninger. Han har fået stemplet dig godt og grundigt.”
”Det er nu ikke sikkert. Jeg har vundet sagen, og det vil snart gå op for Patrick Blackstowe, at formanden kender til hans rævestreger.”
”Og mine…” sukkede Tom Brown. ”Det ender med, at jeg alligevel mister mit job. Patrick kom hen til mig efter dommen og sagde, at jeg skulle regne med at være færdig i klubben. Der var ingen tillid til mine metoder, når jeg havde tabt sagen. Ordret: ”John Willett har fra nu af ret i, at du er en dårlig træner.”
”Patrick Blackstowe er en snog. Du er ikke nogen dårlig træner.”
”Du tabte til dine venner…”
”Det er sgu ikke din skyld. Jeg gav dig indtryk af, at jeg ville lære golfspillet rigtigt helt fra bunden, og det var usandt. Jeg ville lære noget for at kunne vinde om lørdagen. Det burde jeg have været ærlig nok til at fortælle dig, for så var du måske startet et andet sted.”
”Ja, på puttegreen,” smilede træneren.
”Det kan nås endnu.”
Tom Brown blev inviteret til at blive og spise med, og først ud på de meget små timer kom der en Taxi og hentede en lystig golftræner, der vinkede farvel til en lige så lystig golfspiller.
”Godt nok stemplet som middelmådig og talentløs,” mumlede John Willett kritisk til sig selv, mens han låste og slukkede lyset, ”men dog glad for at have fået en god ven.”
Næste dag talte John Willett længe med formanden, inden han under Tom Browns instruktion på puttegreen foran terrassen trænede puttingens svære kunst. Bagefter spiste de frokost sammen. Flere medlemmer kom hen og hilste på de tilsyneladende to gode venner, der smilende hyggede sig i hinandens selskab.

Formanden kom forbi og fik et glas med.
”Det her er golf i en nøddeskal,” sagde han oprømt. ”I golf er det ikke de gode, der græder, og de onde, der ler! Kan du også lære mig at putte, Tom?”
”Det er faktisk en god idé at være to i undervisningen...”
Alle tre fornemmede, at mange klubmedlemmers telefoner var rødglødende denne og de følgende dage.

Under John Willetts formandskab blev det besluttet, at der skulle oprettes et golfakademi, der fulgte de samme retningslinjer, som Jim McLean havde anvendt år tilbage, da han grundlagde verdens måske bedste golfcenter.
Med Tom Brown som leder af Pom Golf Academy fik adskillige ungdomsspillere fra hele byen tilbudt scholarships og kom på udvalgte hold.
Og det højre knæ?
John Willett lærte hverken at strække det eller holde det flekset, selv om Tom Brown drillende kunne sige, at netop John Willett var et eksempel på en spiller, der med fordel kunne holde højre knæ mere flekset.
Det kunne de få meget grin ud af.
Men Tom Brown fik altid det sidste ord:
”Det rigtige er formentlig, at en spiller skal være opmærksom på, at flekset i højre knæ kan ændres, og at flekset er individuelt. Det gør vi meget ud af at fortælle på akademiet.”
De smilede til hinanden.

 

Baggrund om det fleksede højre knæ og X-faktor kan bl.a. findes i følgende kilder, hvorfra illustrationerne i teksten også er taget.
https://www.golftec.com/blog/2015/03/straight-knee-golf-swing/
http://www.mytpi.com/articles/fitness/x-factor_essentials_what_it_is_and_how_to_train_it
https://theultimategolfschool.net/x-factor-explained/
https://www.bobgrissettgolf.com/blog/changing-fleks-in-the-knees/
https://www.bbc.com/news/health-47114990
https://www.golfdigest.com/story/sean-foley-power

User Comments:

  • Røverhistorie

    08/01 - 2020 | Karsten Eriksen

    Fantastisk spændende historie - næsten som en krimi - som man ikke kan slippe før slutningen og løsningen er nået. Og så bliver den heldigvis ikke mere teknisk end at en almindelig, middelmådig golfer kan følge med! Godt gået igen, Søren!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer