Resultater fra første kampweekend i Santander Divisionen | Golf.dk
To ud af seks runder i Santander Divisionen er færdigspillet.

Foto: Henrik Schou

Resultater fra første kampweekend i Santander Divisionen

05/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det ser sort ud for oprykkerne i damernes Santander Division. Både Helsingør og Odense gik fra første kampweekend uden point, og derfor er der overhængende fare for, at de bliver sendt retur til 1. division efter kun ét år i landets fornemmeste række.

I vest spillede Odense hjemme mod Vejle, og der blev pointene fordelt efter sikre sejre. Allesammen på nær to. I anden single var hjemmeholdets Katrine Fausing oppe imod Malene Meldgaard Arildsen, og efter 18 huller var de helt lige. Da tre matches faldt ud til Vejles fordel, sluttede det med cifrene 5-7.

Vejle rykker til tops i stillingen med fire point, et point foran Aalborg på andenpladsen. 

I Aalborg kom hjemmeholdet godt fra start med sejre i de to foursomes mod Mollerup, men østjyderne kom stærkt igen og sejrede i tre singles for slutstillingen 6-6.

På Sjælland ventede der Helsingør en enorm udfordring, da de forsvarende danmarksmestre kiggede forbi, og selvom det blev Smørum, som løb med sejren, så fik de lov at kæmpe for det.

Det var lige efter foursomes og stadig lige, da de første to singles var færdigspillet. De to sidste singles gik alle 18 huller. Smørums Natacha Høst Husted slog Olivia Grønborg 1Up. Opgøret mellem Anna Høybye Schmidt endte uden vinder, og så sluttede det 5-7.

Smørum fik fuldt udbytte af weekendens spil. Med fire point er de to point foran Hillerød og Kokkedal. De to klubber satte hinanden stævne i Kokkedal, og der vandt Hillerød 4-8.

Mens Smørums damer er godt på vej mod slutspillet, er klubbens herrer uden point efter første kampweekend. Søndag spillede oprykkerne ude mod Odense Eventyr, og værterne løb med en sejr på 11-7. Eventyr topper gruppen sammen med Kokkedal.

Kokkedal var bagud 4-2 efter formiddagens spil i Furesø, men gæsterne sad tungt på singles og endte med en sejr på 7-11 for at gå fra weekenden med maks-point. 

Mod vest er Gyttegårds danmarksmestre i problemer. Efter sit titelforsvar på ECCO Touren var Nicolai Højgaard tilbage i startopstillingen, men Aalborg viste at være en for stor mundfuld. Højgaard delte sine to matches. I alt gik seks ud af ni matches til 18. hul. De fleste af pointene faldt ud til Aalborgs fordel, og det sluttede med et hjemmebanenederlag til Gyttegård på 6-12. De er uden point, mens Aalborg fik sæsonens første sejr.

Brønderslev rykkede til tops i vest med en hjemmesejr på 12-6 mod Koldings oprykkere. Små ændringer kunne have gjort en kæmpe forskel. Halvdelen af de seks singles endte uafgjort.

Damernes danmarksturnering
Herrernes danmarksturnering 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer