Rekordrunde bringer japaner til tops | Golf.dk
Mamiko Higa gik torsdag den laveste runde nogensinde af en debutant i US Woman's Open, to slag fra den laveste runde i turneringens historie.

Foto: Getty Images

Rekordrunde bringer japaner til tops

31/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Når USGA er involveret, kan man i reglen forvente en hård test. Hård grænsende til det urimelige. Og spillerne fik da også deres sag for på første runde af US Women's Open på Country Club of Charleston i South Carolina, hvor både banens setup og høje temperaturer udfordrer deltagerne. 

24 spillere var under par, og kun seks af de runder blev produceret om eftermiddagen, hvor Nanna Koerstz Madsen var i kamp. Den eneste danske deltager var i par efter ni huller, men derpå fulgte to bogeys i træk, og de førte til en runde i 73 slag, +2.

Det rækker til en delt 68. plads et slag på den forkerte side af cutgrænsen. Allerede klokken 13.33 dansk tid tager Koerstz Madsen hul på anden runde i sit forsøg på at klare majorcut nummer to i træk og måske forbedre sin 60. plads på LPGA Tourens Race to CME Globe.

Den rangliste bekymrer Mamiko Higa sig ikke om. Den 25-årige japaner er ikke medlem af LPGA Touren og spiller i stedet primært i hjemlandet, hvor hun har vundet en håndfuld gange. Higa, nummer 49 i verden, debuterer i US Women's Open, og det første møde med den benhårde major kunne dårligt være gået bedre.

Higa lavede ikke en eneste bogey. Til gengæld blev det til seks birdies og en runde i 65 slag, den laveste nogensinde af en debutant. Det kom som lidt af en overraskelse for hovedpersonen selv.

- Jeg forventede ikke meget. Jeg forventede ikke at komme her og spille så godt. Jeg ankom lørdag, og lige siden har jeg ikke kun nydt golfen men også livet her. Så jeg vil fortsætte med at nyde det. Jeg kom til golfbanen, og jeg nød bare de 18 huller i dag, sagde Higa på sit pressemøde efter runden.

Sidste år blev hun nummer fire i Women's British Open, så det er ikke helt uvant at være med fremme på golfens største scene. Det er dog nyt at føre feltet an. I -6 har japaneren et slag ned til tyske Esther Henseleit og den amerikanske amatør Gina Kim.

Henseleit var ligeledes bogeyfri, mens Kim havde en noget mere farverig runde. Det blev til tre bogeys, seks birdies og en eagle på det 358 meter lange ottende hul.

Der er også store navne godt placeret efter førstedagen. Sei Young Kim er på en delt femteplads i -3. Korda-søstrene, Nelly og Jessica, er begge i top-15 på verdensranglisten, og de lagde ud med runder i -2 for en delt syvendeplads.

Fem slag fra førstepladsen finder man blandt andre Lexi Thompson og Inbee Park, mens verdens nummer to, Minjee Lee, Sung Hyun Park og So Yeon Ryu deler 25. pladsen i par.

Den forsvarende mester, Ariya Jutanugarn, ligger lige med Lydia Ko og verdens nummer ét, Jin Young Ko, på 43. pladsen i +1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer