Rasmus Neergaard-Petersen genvinder German Amateur | Golf.dk
Rasmus Neergaard-Petersen med sit velfortjente trofæ.

Foto: Privat

Rasmus Neergaard-Petersen genvinder German Amateur

28/07 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Rasmus Neergaard-Petersen fra Furesø Golfklub er fortsat i storform.

Han har i forvejen denne sommer spillet sig op som nummer 39 på amatørernes verdensrangliste via en 9. plads ved det individuelle EM og en 2. plads ved DIAC.

Nu har han så for andet år i træk vundet German International Amateur Championship. Sejren er samtidig hans anden internationale, individuelle sejr.

Rasmus Neergaard-Petersen gik søndag en runde i 68 slag på GC Mülheim tæt på Duisburg i Tyskland.

Det var nok til en samlet score i -15 og en sejr på et enkelt slag ned til Anton Albers, der til daglig spiller i Hamborg.

Rasmus Neergaard-Petersen gik dermed fire runder i 60’erne som en af kun to spillere i det 65 mand store felt.

Næstbedste dansker blev den nyslåede danmarksmester i hulspil Frederik Kjettrup. Brønderslev-spilleren sluttede på en delt 18. plads.

Rasmus Neergaard-Petersen spiller for det meste for sit college i Oklahoma. Allerede inden denne uge var han den bedste dansker på amatørernes verdensrangliste. En position, der vil blive konsolideret med hans nylige sejr.

Næstbedste dansker på amatørernes verdensrangliste er lige nu John Axelsen, der rangeret som nummer 85.

Rasmus Neergaard-Petersen var i 2017 med til at vinde hold-EM for drenge. Tidligere på måneden var han med til at sikre en fjerdeplads til Danmark ved hold-EM for herrer.

Han fyldte 20 år den 3. juli.

 

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer