Rasmus Højgaard tilbage i storform | Golf.dk
Rasmus Højgaard var bogeyfri under sin første runde i Oman.

Foto: Getty Images

Rasmus Højgaard tilbage i storform

27/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Det sker, og særligt for purunge spillere: Succesen kommer hurtigt og pludseligt, og derefter følger en nedgangsperiode. En påmindelse fra golfguderne om, at spillet ikke er så nemt, som det foregav. 

Det skete for Rasmus Højgaard. Efter sejren på Mauritius i sin kun femte start på europatouren har den 18-årige Gyttegaard-spiller deltaget i fire turneringer. Han missede cuttet i alle fire, og i de seneste syv runder er det ikke blevet til en score i 60'erne.

Men talentet er ikke blevet mindre, og det var kun et spørgsmål om tid, før formen vendte tilbage. Det skete på Al Mouj Golf, da første runde af Oman Open blev spillet torsdag.

Højgaard lavede ikke en eneste bogey. Til gengæld stjal han fem slag fra banen, og med en 67'er har han del i andenpladsen. Brandon Stone og Taehee Lee er i samme score som danskeren, og de tre er et slag efter italienske Guido Migliozzi på førstepladsen.

Højgaard udtalte sig til europatouren efter runden og var naturligvis glad for sit udlæg; et der kan bringe ham nærmere nogle af ambitionerne for året. 

- Jeg har sat som mål, at jeg vil være Rookie of the Year og vinde flere gange, og det er det, jeg jagter, sagde han.

Han var ikke den eneste dansker, som kom godt fra start i Oman. Jeff Winther producerede også en håndfuld birdies på vej mod en 69'er, -3. Han har del i 13. pladsen.

Søren Kjeldsens afsluttende birdie på det svære 18. hul gav en runde i -1, som svarer til en delt 38. plads. Der finder man også Benjamin Poke, som har en 22. plads fra sin seneste turnering i Australien. Det gode spil fortsatte for vinderen af Q-School i Oman, hvor der spilles om 1,75 millioner dollars. 

Cuttet ligger til at falde i par. De to sidste danske deltagere er på den forkerte side af den grænse efter 18 huller. Mens challengetouren holder pause, har Nicolai Højgaard modtaget en række invitationer til europatouren, Den første er Oman, og der lagde han ud med en 73'er, +1. Det giver en foreløbig 72. plads delt med blandt andre den dobbelte majorvinder Martin Kaymer.

For et år siden var Joachim B. Hansen med i kampen om sejren helt til sidste hul. Det skal noget ekstraordinært til, hvis han skal igen skal op at blande sig i topstriden i 2020-udgaven, for under første runde løb scoren op i 76 slag. Hansen er nummer 126 og fire slag fra cutgrænsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer