Rasmus Højgaard slutter som nummer 21 på challengetouren | Golf.dk
Rasmus Højgaard havde endnu ikke spillet en turnering som professionel ved årets start. Nu er han sikret en fast plads på challengetouren med mulighed for oprykning allerede næste uge.

Foto: Getty Images

Rasmus Højgaard slutter som nummer 21 på challengetouren

10/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det var et spinkelt håb, men der var håb for to af de tre danskere til start ved Challenge Tour Grand Final. Rasmus Højgaard og Benjamin Poke havde begge chancer for at spille sig i top-15 og sikre sig sæsonkort til europatouren, men det krævede sensationelle runder søndag på Club de Golf Alcaneda.

Ikke desto mindre kan både Rasmus Højgaard, Benjamin Poke og Martin Leth Simonsen se tilbage på en særdeles succesfuld sæson på challengetouren. Alle har sikret sig en fuld kategori til challengetouren i 2020, og alle har de en chance for oprykning i næste uge, hvor Final Stage af europatourens Q-School spilles en times kørsel syd for Barcelona.

Især Højgaard har været en åbenbaring. Den 18-årige verdensmester indledte sin første professionelle sæson med en andenplads i Europas næstbedste række, og rookien fra Gyttegaard spillede sig til en samlet 21. plads på Road to Mallorca.

18 år. I sin første sæson som professionel.

Fra torsdag møder han sin tvillingebror, Nicolai, på Lumine Golf, hvor de begge skal kæmpe for at slutte i top-25, kravet for en fast plads på europatouren.

Rasmus Højgaard sluttede som nummer 13 ved Challenge Tour Grand Final. Søndag var en runde i par nok til at klatre 10 placeringer frem i stillingen. Tre birdies og tre bogeys blev det til.

Med en samlet score i +2 var Højgaard fem slag fra en score, der ville have sendt han direkte på europatouren. 

Han sluttede otte slag fra vinderen, Francesco Laporta. Italieneren gik ind til finalen som nummer to på Road to Mallorca, men med sejren ryddede han bordet og blev også samlet vinder af challengetouren, den titel Joachim B. Hansen har været indehaver af det seneste år, og som Thomas Bjørn sikrede sig tilbage i slutningen af 1995.

Benjamin Poke tager videre til Final Stage af Q-School med en delt 27. plads. Det blev ikke til en eneste birdie søndag, og en 76'er gav et fald i stillingen på 11 placeringer. Poke har tre dage til at forberede sig, inden den første af – forhåbentlig – seks runder spilles i Tarragona.

Ligesom Højgaard spillede Martin Leth Simonsen lige op med banens par søndag. Det rakte til marginal fremgang, så han sluttede på en delt 35. plads og som nummer 38 for sæsonen.

Sæsonen er ovre, og så alligevel ikke. Fra torsdag bliver challengetourens tre danske finalister gjort selskab af andre danskere i det, der kaldes den hårdeste turnering i golf.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer