Rasmus Højgaard rundede førstepladsen | Golf.dk
Rasmus Højgaard er to slag fra sjettepladsen i ISPS Handa World Invitational. Søndag har han mullighed for at hente sæsonens sjette top-10 resultat på challengetouren.

Foto: Brian Rasmussen

Rasmus Højgaard rundede førstepladsen

17/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Lad os starte med at sætte tingene i perspektiv: Når man er 18 år og har været professionel mindre end et år, er det aldeles imponerende at være på 15. pladsen tre runder inde i en turnering på challengetouren. 

Det må ikke glemmes, men det kan det nemt. På ganske kort tid har Rasmus Højgaard gjort imponerende resultater til en hverdagsting. I sine 11 turneringer på challengetouren har han hentet fem top-10 placeringer og tre yderligere i top-25. Det har ført til en 16. plads på pengelisten og har betydet, at han har skiftet sine syv starter via Team Made in Denmark ud med en fast plads resten af sæsonen.

Me den flotte debutsæson følger forventninger, og Højgaard vil uden tvivl have været skuffet, da han kom i klubhuset efter tredje runde af ISPS Handa World Invitational.

Han startede med en eagle på det 307 meter lange andet hul, og da han færdiggjorde for-ni i -3, var han fremme på en delt førsteplads. De sidste ni huller kostede dog tre tabte slag, og det gav et fald i stillingen til 15. pladsen. 

Efter en runde i par er Højgaard tre under par og seks slag fra førstepladsen. Deroppe i toppen finder man franske Damien Perrier og englænderen Todd Clements i -9.

De er et slag foran Jack Senior og Francesco Laporta, nummer 14 på pengelisten og en af Højgaards konkurrenter til et europatourkort.

De to øvrige danske finalister brugte begge 72 slag (+2) lørdag på Galgorm Castle Golf Club. Martin Leth Simonsen startede dagen med en doublebogey og sluttede på samme måde. Han går ind til finalerunden på 38. pladsen i +1. Jeppe Huldahl er et slag efter på 44. pladsen.

I damernes turnering fører Nordirlands egen Stephanie Meadow med fire slag i -10 efter en runde seks under par. Solheim Cup-spilleren Charley Hull er blandt forfølgerne på tredjepladsen i -5.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer