Rasmus Højgaard finaleklar på Bermuda
Rasmus Højgaard kom flyvende ud af startblokken på anden runde af Bermuda Championship. Efter to huller havde han noteret to birdies, og det lignede begyndelsen på noget stort.
Men så tabte Højgaard pusten i den voldsomme blæst på Bermuda og kunne efter runden se ned i et scorekort med hele fem birdies – men også fem bogeys. Samlet er han fortsat et slag under par, hvilket var rigeligt til at klare cuttet i sin første turnering på PGA Touren.
Lucas Bjerregaard fik derimod ikke det comeback, han havde håbet på. I sin første turnering på PGA Touren i mere end et år lå den 29-årige Frederikshavner lige inden for cutgrænsen inden fredagens runde, men alle drømme om at få lov til at spille med i weekenden bristede, da han gik dagens runde i 76 slag. Det rakte til plads som nr. 100.
Port Royal Golf Course lagde for øvrigt bane til lidt af en generationernes kamp. 64-årige Fred funk stillede nemlig op og spillede i samme bold som sønnen, Taylor, 25. Og den dyst slap farmand klart bedst fra. Han er nemlig klar til weekenden i samme score som Rasmus Højgaard, mens sønnen endte i den tunge ende af feltet. Dermed melder Fred Funk sig ind i en eksklusiv klub af spillere, der har klaret et cut som 64-årig. Den består desuden af Sam Snead, Jack Nicklaus og Tom Watson.
Anden runde af Bermuda blev stoppet på grund af mørke, da der stadig var enkelte spillere på banen. Turneringen føres af Ryan Armour og Wyndham Clark, der begge er i -8.