Rahm lever op til forventningerne | Golf.dk
Jon Rahm spiller sin kun anden professionelle turnering i hjemlandet Spanien.

Foto: Getty Images

Rahm lever op til forventningerne

12/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Madrid er fantastisk i april. For det meste. Denne uge er spillerne dog klædt som til en linksrunde i Skotland i de koldeste måneder.

Det påvirkede tilskuertallet under første runde af Open de España, men de, der lagde vejen forbi Centro Nacional de Golf, fik hvad de kom efter torsdag.

Efter sin fjerdeplads i The Masters er Jon Rahm, verdens nummer fire, klar favorit til at vinde sit nationale mesterskab, men det kan være svært at krydse seks tidszoner og gå i krig igen få dage efter at have spillet med om den grønne jakke.

Derfor var baskeren Rahm selv en smule overrasket over sit spil, der førte til en 67'er og en delt tredjeplads efter de første 18 huller.

- For at være ærlig spillede jeg meget bedre end jeg havde forventet, specielt fra tee. Det var en skam, jeg ikke kunne sænke et par putts. Jeg følte, jeg kunne have gået en rigtig lav runde, men jeg missede et par korte. Men det sker nok for alle på de her drilske greens, sagde Rahm til europatouren.

23-årige Rahm deler sin placering med 10 spillere, og blandt dem er den jævnaldrende landsmand, Victor Pastor, som stadig er amatør.

Helt i front deler Marc Warren og Paul Dunne førstepladsen i -6 efter 66'ere.

Der er også danskere godt fremme i stillingen. Thorbjørn Olesen havde en fejlfri 68'er tidligt på dagen, og den rækker til en delt 14. plads, to slag fra toppen.

Jeff Winther startede dagen med en birdie på hul 10, Søren Kjeldsen en bogey, men de sluttede begge dagen tre under par og på 23. pladsen.

Kun Lasse Jensen roder rundt i den kedelige ende af tabellen. Han lavede flere birdies end både Olesen og Kjeldsen, men til gengæld tabte han også syv slag til banen. Derfor er han to over par på 129. pladsen, tre slag fra cutgrænsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer