Puk Lyng Thomsen vinder i omspil – Anders Emil Ejlersen sejrer med turneringens bedste runde | Golf.dk

Foto: Peter Lyngbye

Puk Lyng Thomsen vinder i omspil – Anders Emil Ejlersen sejrer med turneringens bedste runde

05/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Da DILAC nærmede sig sin afgørelse på Silkeborg Unico Banen, stod det klart, at pokalen skulle ende i favnen på en af de tre spillere i førerbolden.

Efter 15 huller havde Fie Kjærgaard Olsen sat sit forspring over styr med en håndfuld bogeys og kun en enkelt birdie. På samme tidspunkt var Marie Lund-Hansen to under for dagen og Puk Lyng Thomsen et enkelt slag under par. 

Det havde bragt de to landsholdskollegaer, som i næste uge skal repræsentere Danmark ved hold-EM for damer, helt lige i toppen i par samlet, mens Kjærgaard Olsen halsede tre slag efter.

På 16. hul kom den jagtende Hillerød-spiller et slag nærmere toppen med en birdie. Par var nok til at bringe den dobbelte danmarksmester, Lyng Thomsen, i front, og det var den 21-årige frederikshavner stadig, da trebolden gik ud på turneringens 72. hul.

Der formåede Kjærgaard Olsen ikke at lave en birdie – en som ville have givet plads i omspillet, skulle det vise sig. Lyng Thomsen fik bogey, og med Lund-Hansens par sluttede de to side om side i +1, et slag foran boldens tredje medlem.

I overtiden delte de to landsholdskollegaer med pars på 18. hul, og på anden ekstratur lagde Lyng Thomsen pres på, da hun slog sit andetslag ind til to-tre meter. Med en besværlig stance mellem greenkant og bunker formåede Lund-Hansen ikke at chippe bolden tæt på, og da sønderjydens par putt missede hullet, havde Lyng Thomsen to putts for sejren. 

Hun skulle kun bruge det ene. En birdie var en perfekte måde at vinde på.

Blandt herrerne var det også svært at forestille sig en smukkere sejr. Det trak op til et ægte hattrick, da John Axelsen skabte et forspring på fire slag inden finalerunden, men verdensmesteren kunne ikke holde sammen på scoren fredag og gik glip af sin fjerde sejr i Danish International Amateur Championship.

I stedet blev det hjemmebanespilleren Anders Emil Ejlersen, som blæste til angreb og fejede al modstand til side. Han startede dagen syv slag fra førstepladsen, og efter tre huller af finalerunden var Ejlersen et slag over par. 

Derpå begyndte han opstigningen gennem feltet med raketfart. Fem birdies i træk fra fjerde hul, og han leverede to mere på bag-ni. Det gav 66 slag i alt, turneringens bedste runde i -6. Med den rykkede Ejlersen til -5 for ugen, og den total lå både Axelsen og Christoffer Bring i efter 14 huller.

De snublede på vej mod målstregen med tre bogeys hver. Da Rasmus Neergaard-Petersen fik birdie på 18. hul, endte de tre med at dele andenpladsen i to slag under par.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer