Publikumsmagneter: Danskere i stjernebolde | Golf.dk
Lucas Bjerregaard slog Matt Wallace i WGC Matchplay tidligere på foråret. På torsdag får de fornøjelsen af hinanden igen, når de skal ud i samme bold i Made in Denmark.

Foto: Getty Images

Publikumsmagneter: Danskere i stjernebolde

21/05 - 2019 | Henrik Søe

Det summer af forventningens glæde i Himmerland. Spillerne træner på livet løs, og greenkeepere og frivillige knokler for at få de sidste detaljer på plads, inden tæppet for den sjette udgave af Made in Denmark går på torsdag.

Og nu ved vi også hvem, der skal spille med hvem og hvornår. Starttiderne til de to første runder i Made in Denmark er nemlig på plads, og der er spændende bolde på menuen for de tilskuere, som gerne vil følge de 16 danske spillere og de store internationale navne rundt på banen i Himmerland.

De mange tusinde golffans kan glæde sig over, at de største danske navne er blevet parret med de største udenlandske stjerner, så uanset om man er fan af Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen, Lee Westwood eller “Andrew “Beef” Johnston, er der gode chancer for at få det hele med.

Her kan du se, hvornår danskerne og de øvrige store navne tager hul på den sjette udgave af Made in Denmark.

Kl. 07.30 (1. hul): Jeppe Huldahl, Lasse Jensen, Jeunghun Wang
Danskerne er i aktion fra første færd, og det bliver Jeppe Huldahl, der får æren af at slå turneringens allerførste slag, når han torsdag morgen kl. 7.30 lægger ud på Made in Denmarks nye åbningshul. Den danske europatourvinder får selskab af Lasse Jensen og koreanske Jeunghun Wang.

Kl. 08.10 (10. hul): Lucas Bjerregaard, Matt Wallace, Erik Van Rooyen
De morgenfriske fans får fornøjelsen af tre af turneringens helt store favoritter, som alle kommer til Himmerland med major-succes i bagagen. Lucas Bjerregaard skal forsøge at følge op på sin 16. plads fra  US PGA Championship, og han får selskab af engelske Matt Wallace, der udover at være forsvarende vinder af Made in Denmark, hentede en fornem tredjeplads på Bethpage Black. Sidste mand i bolden, sydafrikanske Erik Van Rooyen, er en af de mest formstærke spillere på europatouren og det satte han en fed streg under med en 8. plads i US PGA Championship.

Kl. 08.20 (10.hul): Joachim B. Hansen, Andrew Johnston og Marcus Kinhult.
I bolden umiddelbart efter Bjerregaard og co. finder vi Joachim B. Hansen, der får fonøjelsen af forriges uges vinder af British Masters, svenske Marcus Kinhult og den langskæggede publikumsfavorit Andrew "Beef" Johnston. 

Kl. 13.10 (1. hul): Søren Kjeldsen, Jorge Campillo, Kurt Kitayama
Efter frokost kan man med garanti opleve en del nordjysk dialekt omkring 1. tee, for her indleder Søren Kjeldsen nemlig sin første runde. Den populære nordjyde, som blev nummmer to i 2015, nyder altid masser af opbakning fra hjemstavnen, når han er med i Himmerland. Og i år kan han dele stemningen med sine to spillemakkere, spanske Jorge Campilo og amerikanske Kurt Kitayama, der begge har vundet på europatouren i år.  

Kl. 13.20 (1. hul): Thorbjørn Olesen, Lee Westwood, Thomas Pieters
Også om eftermiddagen bliver der mulighed for at gå lidt frem og tilbage mellem to “publikums-bolde”. Thorbjørn Olesen skal ud med Lee Westwood og Thomas Pieters, der begge har gode minder fra Made in Denmark. Westwood blev sidste år nr. 2 i Silkeborg, mens Pieters sejrede i Himmerland i 2016. Alle tre var med i sidste uges US PGA Championship, hvor Pieters og Olesen blev hhv. nr 23 og 64, mens Westwood missede cuttet.

De øvrige danskeres starttider:

07.50 (10. hul): Oliver Hundebøll Jørgensen, Chris Paisley, Maximilian Kieffer.
08.10 (1. hul): Mathias Gladbjerg, Sam Horsfield, Daniel Gaunt
08.20 (1. hul): Martin Leth Simonsen, Romain Wattel, Robert Karlsson
12.30 (10.hul): Christian Glöet, Andrea Pavan, David Law
13.00 (10. hul) Anders Hansen, Nicolai Kristensen, Oliver Fisher
13.10: (10. hul) Nicolai Tinning, Elias Bertheussen, Joakim Lagergren
13.20: (10. hul) Jeff Winther, Jack Singh Barr, Max Schmitt.
13.30: (10. hul): Morten Ørum Madsen, Jason Scrivener, Richard McEvoy
13.40 (1. hul): Nicolai Højgaard, Ryan Fox, Nacho Elvira.

Skal du følge turneringen foran fjernsynet, kan du læse mere om tv-tiderne her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer