Pro-ams kræver balanceret fokus fra stjernerne | Golf.dk
Thomas Detry på 18. hul af pro-am'en på Al Mouj Golf i Oman.

Foto: Kasper Ørkild

Pro-ams kræver balanceret fokus fra stjernerne

28/02 - 2019 | Kasper Ørkild

Vinden suser ind over hul 18 på Al Mouj Golf i Muscat. Afslutningshullet på banen, der lægger græs til Oman Open, er et af de mest sceniske på anlægget. 26-årige Thomas Detry gør sig stille og roligt klar, før han slår over det lille stykke hav, som adskiller os fra hullets green.

Omkring 40 meter længere henne er det min tur. Vi spiller nemlig banen i anledning af turneringens pro-am om onsdagen - og belgieren er vores professionelle spiller på runden.

Inden dagens pro-am gik snakken blandt turneringens inviterede journalister på, hvem man skulle spille med på runden. De fleste ønsker brændende at spille med en af egen nationalitet. Derudover har de erfarne golfjournalister klare prioriteter til, hvem man vil spille med.

Helst en af de professionelle, der deltager i samtalen i bolden og er til at snakke med på vejen op mod næste slag. Det er Thomas Detry i den grad.

- Jeg kan godt lide pro-ams. Det er en ekstra chance for at se banen an, og så er folk typisk ret flinke. Det er sjældent, at amatørerne forstyrrer én på runden. Jeg nyder det, fortæller belgieren op ad fairwayen.

Han har netop haft nogle ugers pause fra turneringer og arbejder tydeligvis med nogle forskellige småting i sit sving. Men alligevel er der overskud til at spørge ind til de andre deltagere i bolden.

Detry kaster sig fuldt ind i flere lange samtaler på fransk med journalisten fra Journal du Golf og spørger ind til vores arbejde, der har bragt os til det ret ukendte land i Mellemøsten.

- I forhold til fokus skal der være balance. Jeg er nødt til at arbejde på mit sving og teste nogle slag af på runden, men jeg prøver også at finde tid til at snakke med folk ved en pro-am. Nogle spillere er ikke så gode til at gøre begge dele og kan måske virke fraværende, hvis det går dårligt, fortæller Thomas Detry.

På et af hullerne tager han to provisoriske bolde med og undskylder over for os andre. Op mod green går snakken videre. Detrys caddie, nordirske Ryan McGuigan, spørger ind til mine lejede køller, og vi begynder at snakke om det udstyr hjemme i Danmark, som jeg desperat mangler gennem runden på Al Mouj.

Ryan McGuigan er en ret aktiv del af selskabet. Han er hurtigt behjælpelig med en afstand til pinden, når Detry har fået alle detaljer om det kommende slag. Den erfarne caddie, som har assisteret navne som Matteo Manassero, Danny Willett, Richie Ramsay og Stephen Gallacher, har lige så meget overskud som den talentfulde tourspiller i bolden.

Men denne onsdag er han altså ude med belgieren i selskab med et par amatører. Dagen efter løb Oman Open af stablen, og ved turneringen er det meget muligt, at Thomas Detry gør indtryk på flere folk end tre journalister af diverse nationaliteter.

Den 26-årige gik nemlig turneringens første runde i to under par og er dermed med fremme ved Oman Open. Han har fire slag op til amerikanske Kurt Kitayama på førstepladsen inden fredagens runde.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer