Gennem karrieren har Tiger Woods fået foretaget fire operationer i ryggen og tre i knæet.

Foto: Getty Images

Pressemøde aflyst grundet Tigers skade

15/02 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Når det kommer til Tiger Woods og pressen, har ord aldrig haft den store betydning. Efter runder med horribel driving har den 14-dobbelte majorvinder haft for vane at bortforklare en høj score med en mindre detalje – for eksempel hastigheden på greens. Samme taktik er blevet brugt, når det gælder verdensstjernens mange skader. 

Man skal ikke længere tilbage end torsdag i Dubai for at finde det seneste eksempel. Woods var tydeligt besværet under første runde, men efter en 77'er insisterede han på, at helbredet var i fineste orden. Næste morgen trak han sig fra turneringen på grund af rygproblemer.

Woods-lejren insisterede på, at problemet ikke havde forbindelse til de to operationer, den 41-årige fik foretaget sent i 2015, og at der i stedet blot var tale om rygspasmer. Skaden kom ikke kun til at koste Woods den fortsatte deltagelse i Dubai Desert Classic, han måtte også melde afbud til sine to næste planlagte turneringer.

Denne uge skulle verdens nummer 693 efter planen have spillet Genesis Open, som hans velgørenhedsorganisation er involveret i, men ikke alene blev det til et afbud fra deltagelse, Woods er heller ikke i stand til at sidde – eller stå – gennem et pressemøde.

-Efter at have modtaget daglige behandlinger for sine rygspasmer de seneste mange dage er Tiger Woods igen blevet rådet til at begrænse alle aktiviteter og kommer ikke til at holde pressekonference onsdag, meddelte turneringen tirsdag aften.

Problemet er tydeligvis ikke i småtingsafdelingen, og med kun syv uger til The Masters er der risiko for, at verdens nummer Woods må melde afbud til årets første major for tredje gang ud af de seneste fire udgaver. Prognoserne for et comeback til verdenstoppen ser pludselig også ekstremt dystre ud, for hvis ikke halvanden års pause kunne gøre Woods skadesfri, hvad kan så? 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer