Praksisnær Greenkeeper-uddannelse har stor succes | Golf.dk
Et hold glade, nybagte svende og to stolte undervisere. Det er en særlig dag, når eleverne skal have svendebrev.
En af de nye svende tester svendestykket under svendegildet. Det kan man jo lige så godt, når man har golfkøllerne liggende bag i bilen.
Bag det dygtige hold nybagte svende, står der dygtige undervisere, vejledere og koordinatorer fra Roskilde Tekniske Skoles grønne afdeling Vilvorde.

Praksisnær Greenkeeper-uddannelse har stor succes

26/06 - 2019 | Pressemeddelelse

Seks greenkeepere og en groundsman har netop fået svendebrev fra Roskilde Tekniske Skoles grønne afdeling Vilvorde. Morten Andersen er en af de syv nye svende:

- Greenkeeperuddannelsen er bare en rigtig fed uddannelse, hvis du kan lide at være ude, og hvis du er vild med naturen. Der er så mange gode oplevelser med dyr, planter og skov. Det er et fantastisk fag, fortæller han.

Fredag den 7. juni blev svendene fejret på skolens grønne afdeling, Vilvorde. Cirka 60 gæster – kærester, ægtefæller, mestre og kolleger – var mødt op for at lykønske dem til svendegildet. Underviser og koordinator for uddannelserne Keld Kristensen holdt tale for gruppen:

- I har gjort det godt, og nu får I papirer på jeres uddannelse. Husk at selv om I nu har en god uddannelse i ryggen, så har I stadig meget at lære. I skal blive ved med at suge viden til jer, ligesom I har gjort her på skolen, sagde han. Derefter var der håndtryk samt overrækkelse af svendebrev og gaver fra fagforening og arbejdsgiverorganisation.

Mads Christian Nielsen er underviser på uddannelserne på skolen. Han fortæller, at uddannelserne er inde i en spændende udvikling:

- De to uddannelser er blevet mere praksisnære. Det betyder, at eleverne ikke blot skal kunne forklare, hvordan de vil løse en opgave. De skal i højere grad vise det, siger han.

For at kunne skabe mere praksisnære uddannelser for eleverne, bruger Vilvorde nu flere kræfter på at få en tættere dialog og et bedre samarbejde med mestrene. 

- Med det styrkede samarbejde med mestrene vil vi opnå, at der er endnu bedre sammenhæng for eleverne, når de veksler mellem at være i skole og på arbejde. Mestrene skal vide, hvad eleverne udfører af opgaver på skolen, og omvendt skal vi kende mestrenes behov, forklarer Mads Christian Nielsen.

Skolen er engageret i at optimere og udvikle uddannelserne, bekræfter skolens ledelse:

- Uddannelsen er inde i en spændende udvikling, og vi har tilført nye kræfter på både underviser- og administrationssiden. Vores mission er at blive ved med at skabe en rigtig god uddannelse, og i fremtiden vil også Dansk Golfunion blive inddraget meget mere i uddannelsen, siger uddannelsesleder Claus Egede Cornelius.

At dømme ud fra den nyudlærte Morten Andersens betragtninger, så fungerer det rigtig godt på uddannelsen:

- Jeg har haft en rigtig god og spændende tid på skolen. Jo længere jeg kom i uddannelsen, des mere relevant og interessant blev undervisningen i mine øjne. Jeg er blevet udfordret på den fede måde, og jeg har bare fået mere blod på tanden af at have været på skolen, siger han. 

Nu skal tiden som nybagt svend nydes, men Morten drømmer om oplevelser i udlandet med sit fag:

- Jeg vil forsøge at komme ud og rejse. Jeg drømmer om at komme på internationale ophold på nogle af de store golfbaner og på den måde komme til at opleve lidt af verden og også andre måder at arbejde i branchen, slutter han.

Skolen åbner for elever på uddannelsen allerede til august og har stadig ledige pladser.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer