Poulter i top på velkendt jagtmark
Søren Kjeldsen fik en godkendt start på The Open, da han fra morgenstunden gik på Royal Birkdales første tee sammen med Billy Horschel og Danny Willett. Der kom tre bogeys på kortet på de første ni huller, men så begyndte den 42-årige dansker at bide fra sig.
På bagni producerede han tre birdies, mens det også blev til en enkelt bogey, og det gav scoren 71, +1. Selvom Kjeldsen er over par, så er han i skrivende stund kun fire slag fra førstepladsen. Der finder man et par herrer, som tidligere har været tæt på at vinde the Claret Jug.
Ian Poulter sluttede på andenpladsen i 2008, the Birkdale senest lagde græs til golfens ældste mesterskab, og han imponerede igen på første runde af årets turnering. Englænderen har haft rigelige problemer med skader og formdyk i de senere år, og han måtte gennem kvalifikation for at få adgang til The Open, men Poulter begynder igen at ligne den spiller, som ledte de europæiske tropper i kamp i Ryder Cup.
Med en runde i -3 har han taget en foreløbig førsteplads. Den deler han med Jordan Spieth. Amerikaneren, som sluttede ét slag fra omspil i 2015, har holdt tre ugers pause efter sin sejr i Travelers Championship, men han er vendt tilbage i højeste gear. Spieth har spillet 13 huller, og han mangler stadig at spille banens to par fem huller, så der er gode chancer for flere birdies på den sidste del af runden.
Brooks Koepka, vinderen af US Open i juni, er netop nået til -3 og den delte førsteplads efter 12 huller.
Under par i det tidlige stadie af turneringen er også den forsvarende mester, Henrik Stenson, Justin Rose, Justin Thomas og Hideki Matsuyama.