Poke på tredjepladsen i afgørende turnering | Golf.dk
Benjamin Poke er helt deroppe, hvor der spilles om store penge på challengetouren i Kina.

Foto: Getty Images

Poke på tredjepladsen i afgørende turnering

17/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er blevet alvor for challengetourens top. Tre turneringer resterer, inden de 15 sæsonkort til europatouren uddeles, og herfra bliver førstepræmierne bare større og større.

Hainan Open indleder slutspurten. Der er 350.000 dollars i samlet præmie. Næste uge sker tingene også i Kina, når der spilles om en halv million dollars i Foshan Open, og de 45 bedste kvalificerer sig derefter til Challenge Tour Grand Final, hvor 420.000 euro skal fordeles.

Benjamin Poke går ind til de tre afgørende uger på pengelistens 39. plads, men han har mulighed for at tage et kvantespring fremad, hvis takterne fra første runde på Sanya Luhuitou Golf Club fortsætter ugen ud.

Torsdagens udfordringer klarede Poke i 68 slag, og hans score i -4 rækker til en delt tredjeplads. Han er et slag efter Matthew Jordan, mens nummer to på Road to Mallorca, Antoine Rozner, har ramt fronten med en 65'er, -7.

Mens Poke er med helt fremme i toppen af stillingen, er de øvrige danske deltagere et stykke tilbage i tabellen.

Rasmus Højgaards runde i +1 giver en delt 63. plads. Han er fire slag og 47 placeringer bedre stillet end Martin Leth Simonsen. Trods en stime på fire birdies i træk løb scoren op i 77 slag.

For Mark Haastrup er chancerne for at hente et stort resultet allerede udspillet. Det blev til en 83'er, og det placerer ham som nummer tre fra bunden af stilllingen i det 126 mand store felt. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer