Poke holder fast i førstepladsen: - Det er sjovt at se sit navn øverst | Golf.dk
Dagens runde i -2 var Benjamin Pokes dårligste under Q-School Final Stage. Aligevel var han godt tilfreds med resultatet, og det har han grund til. Inden finalerunden fører han med to slag.

Foto: Getty Images

Poke holder fast i førstepladsen: - Det er sjovt at se sit navn øverst

19/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

For første gang under Final Stage af europatourens Q-School løb Benjamin Poke ind i problemer. Første hul under femte runde kostede en bogey, da drivet missede fairway og gav et drilsk slag mod green. Så svært var det ikke, men Poke missede green og gik fra hullet med en bogey.

- Jeg trak mit drive lidt og havde et lidt akavet leje ned ad bakke. Man ved, at den nok skal falde af til højre, og vinden var også fra venstre, så vi tænkte egentlig bare på at sætte den midt green og håbe på, at den holdt linjen. Træffet var ikke så godt, så den faldt med vinden ud til højre. Lidt forkert køllevalg på chippet, så i stedet for at release, dør den, sagde Poke.

Var det de første tegn på nerver? Efter efter tre nætter på førstepladsen var situationen måske ved at få tag i Pokes ellers så beherskede sind. Ikke tale om. Han svarede tilbage med fire birdies på stribe og bragte sig yderligere under par på ottende hul.

På niende blev fremgangen bremset, da et løst jernslag fandt et umuligt leje i en greenbunker, og det endte med at tage to slag tilbage fra Poke, som ellers var nået til -20 for turneringen.

- Den var så begravet, så vi kunne kun se en lille smule af bolden. Og så måtte jeg lige tjekke, om det var min, og jeg fik den så ikke op. Og kom så ikke ind-og-i derfra. Men sådan noget sker bare en gang imellem. Nogle gange er man heldig at slippe af sted med sådan nogle ting, og andre gange er man ikke.

Derfra kom der mere ro på runden. Dagens sjette birdie kom på 11. hul. På 15. hul ramte den førende spiller en fairwaybunker og måtte ind-og-i fra 100 meter for at redde par. 

På de sidste tre huller ramte Poke green in regulation, og selvom han tre-puttede 17. hul fra lang afstand for en bogey, kan han gå ind til finalerunden med et forspring på to slag.

Dagens arbejde blev underskrevet i 69 slag, og det bragte Pokes score til -18 samlet. Europatouren er nær. Med et forspring på to slag til andenpladsen og ni slag ned til en delt 25. plads er Poke snublende nær europatouren.

Det får ikke den 27-årige til at fejre på forskud, og han føler heller ikke, at han har skullet præstere over evne for at finde vej til førstepladsen.

- Jeg har ramt et par gode uger i år. Jeg synes, Danmark (Made in Denmark Challenge) er måske samlet set bedre end det her. Det var sindssygt godt. Spanien var også rigtig godt. Kina var helt sikkert også deroppe af. Så der har været nogle uger som den her i år, og det skal man nyde, når de kommer.

90 huller er overstået, 18 mangler. Poke er på vej mod toppen af europæisk golf. Han har været på  førstepladsen siden dag nummer to, men sejren er ikke noget, han tænker på. 

- Ikke rigtig. Det er jo sjovt at se sit navn øverst, det er klart. Vi er konkurrencemennesker alle sammen. Men for mange af de tanker flytter lidt fokus fra, hvad det handler om. Og det, det handler om, det er at finde nogle gode mål og sætte nogle gode sving på.

Poke er ikke den eneste dansker, som har chancer for at kvalificere sig til europatouren onsdag. Med sin 66'er spillede Rasmus Højgaard sig frem til en delt 16. plads. Nicolai Højgaard er på 33. pladsen efter en 69'er, som burde have været mange slag højere.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer