Poke flot fra start i Australien | Golf.dk
Benjamin Poke har mulighed for at klare årets første cut efter en flot runde i 68 slag.

Foto: Getty Images

Poke flot fra start i Australien

06/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Benjamin Poke har taget den lange tur til Melbourne for som eneste dansker at deltage i ISPS Handa Vic Open. Efter fire missede cuts i træk er det ved at være på høje tid at få penge på kontoen og point til Race to Dubai. Næste uge er der WGC i Mexico, en turnering som ingen danskere er kvalificeret til, så hvis vinderen af Q-School skulle spille noget turneringsgolf i den nærmeste tid, var det Australien. 

Poke kom flot fra start efter den lange tur sydpå. Den 28-årige dansker spillede 13th Beach Golf Links - Creek Course under første runde, og det blev til fem birdies og en runde fire under par. Det giver en delt 30. plads og en glimrende chance for at komme med til weekenden.

Det er tre slag fra andenpladsen, mens Alejandro Cañizares er stukket af i toppen med en runde i 63 slag. Spanieren producerede 10 birdies på vej mod sin runde i -9.

Kigger Poke den anden vej, har han et slag at give af ned til 47. pladsen, som samtidig er cutgrænsen. 

ISPS Handa Vic Open skiller sig ud ved at have en turnering for både damer og herrer på de samme baner for lige mange penge. Mens herrernes turnering er en del af europatouren, er damernes arrangeret i LPGA tour-regi.

Den seneste turnering på LPGA blev vundet af Madelene Sagström, og torsdag kom svenskeren et skridt nærmere karrierens anden sejr og sin anden sejr i træk.

Otte birdies og 10 pars på Creek Course rækker til en delt førsteplads med sydkoreaneren Haeji Kang i -8. Et slag efter på en delt tredjeplads følger en anden svensker. Linnea Ström lavede to eagles under sin åbningsrunde på vej mod en score i -7.

Nær toppen finder man også legenden Laura Davies. Den 56-årige englænder har ikke vundet på LPGA siden 2001 og ikke på LET siden 2010, men måske har Davies ladet sig inspirere af sin elskede Liverpool Football Club, som er på vej mod det engelske mesterskab for første gang i 30 år.

I hvert fald producerede hun otte birdies torsdag. En score i -6 giver en delt sjetteplads.

Herrernes stilling
Damernes stilling  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer