Poke alene i front: - Jeg nyder det helt vildt | Golf.dk
Benjamin Poke har sammen med sin caddie, Brian, sat kursen mod europatouren. Halvvejs gennem Q-School fører de med to slag.

Foto: Getty Images

Poke alene i front: - Jeg nyder det helt vildt

17/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tre gange under tredje runde af Q-School Final Stage manglede Benjamin Poke det 8-jern, som tabte en direkte duel til en træstamme lørdag. Den førende dansker havde fået skaffet et nyt skaft, men limen var ikke nået at tørre, og derfor gik han til kamp på Lumine Hills Course med kun 13 våben.

- Jeg kunne godt mærke lidt, at jeg manglede mit 8-jern i dag. Vi prøvede at slå den der bløde syver. På hul 13 havde jeg brug for det, på hul 15 havde jeg også brug for det, og det blev lidt for forsigtigt på en måde, så kontakten ikke rigtig var der. Så fik jeg brug for det igen på hul fem, men der lå jeg lidt op ad bakke, og der var lidt modvind, så det gik heldigvis, sagde Poke, da han blev bedt om at evaluere dagens spil.

Det mere end gik. Efter starten på 10. hul gik han ni solide huller i -1, men han gav slaget tilbage med dagens eneste bogey på dagens 12. hul. Der var en stor slutspurt i vente. Med tre birdies på de sidste fem huller kom Poke rundt i 69 slag, -3.

Dagens mest tilfredstillende slag var dog ikke et, som førte til birdie. På sidste hul slog Poke et løst drive i højre – hvilket efter hans utroligt høje standard betyder semirough en meter fra fairway – og derfra ventede et krævende slag mod green.

- Vi snakkede om, at bolden lå over fødderne, så jeg skulle grippe et 4-jern. Og vi blev enige om, at et perfekt 4-jern det når derop, og hvis ikke, så er forreste del af greenen ok. Og heldigvis ramte jeg den rigtig godt, så den nåede hele vejen derop.

Bolden endte tre meter fra flaget, og selvom puttet ikke faldt, gik Poke i klubhuset og kunne konstatere, at han med sin total i -12 er to slag foran nærmeste konkurrent halvvejs gennem Final Stage.

Med 24 tidligere vindere på europatouren til start, samt bunkevis af nye, store talenter, ville nogle spillere nok lade sig overvælde af at føre feltet an, men Poke er ved at acceptere, han hører til oppe i golfens højere luftlag.

- Sådan som i år har været, har det vist, at når jeg spiller godt, så kan jeg blande mig oppe i toppen. Og det er en følelse, som begynder at sætte sig lidt mere, end den har gjort, de sidste par år. Men det er dejligt. Det er fedt. Jeg nyder det helt vildt. Det er jo sjovt, og man får nok dage, hvor det ikke går, som man gerne vil i golf, så det gælder bare om at nyde de gode dage, sagde han efter runden.

Efter 54 huller, inden de sidste 54, kan Poke give seks slag væk til feltet og alligevel holde sig i top-25. Seks slag kan hurtigt sættes over styr, men den 27-årige, som søndag blev gjort selskab af sin far på sidelinjen, har ikke på noget tidspunkt i løbet af de tre første runder været i nærheden af en hulscore værre end bogey, og indtil videre er det kun blevet til fire tabte slag i alt. 

Han er den eneste af de fem danske deltagere, som er i top-25, men Brødrene Højgaard har ikke langt op til europatour-kortene.

For anden dag i træk skummede Rasmus Højgaard, da han underskrev et scorekort under par. Lørdag var det en sen doublebogey, som skulle fordøjes, og søndag var en bogey på afslutningshullet nok til at lægge en dæmper på humøret.

Fra midten af fairway havde Højgaard blot en wedge tilbage til pinden, men han slog for stejlt på bolden og sendte den over green. Det første chip flyttede kun bolden en halv meter, og i sidste ende skulle der et godt putt til for at begrænse skaden til et enkelt tabt slag.

Rasmus Højgaard brugte 71 slag på Hills Course, og med den rykkede han frem til 46. pladsen i -3. Det er en placering, han deler med sin tvillingebror, Nicolai. 

Trods tre birdies på Hills Course løb den tidligere europamesters score op i 73 slag. For første gang i den seks runder lange turnering befinder Nicolai sig uden for top-25, men ligesom sin bror og resten af spillerne i -3 har han kun tre slag frem til en mangedelt 16. plads.

Martin Leth Simonsens comeback startede på de sidste tre huller lørdag, og det fortsatte under søndagens runde, hvor han igen blev sluppet løs på Lakes Course. Simonsen lavede en håndfuld birdies og spillede banen i -3.

Efter sine første 33 huller af Final Stage var aalborgenseren fem slag over par, men i løbet af de seneste 21 har han spillet sig under par for turneringen. Med en samlet score i -1 er han nu kun et slag fra top-70, som klarer cuttet efter mandagens runde, og han har kun fem slag til top-25. 

For Nicolai Kristensen begynder det at se svært ud. Han åbnede dagens arbejde med en birdie, men fem huller senere havde han både indkasseret en bogey, en doublebogey og en firedobbelt. Kristensen kæmpede videre, og han kom rundt i +4 på Lakes Course. 

Det er også hans total for turneringen. Der resterer 18 huller til at lukke hullet på seks slag op til top-70. Lykkes det, vil det resultere i en markant bedre kategori på challengetouren i det nye år, så det er værd at spille chancen, slå aggressivt efter pindene og håbe på at finde den lave runde, der skal til.

Det er ikke umuligt. Mandag skal Kristensen spille Hills Course, og under dagens spil viste hollænderen Lars Van Meijel, hvordan den kan tæmmes. Han klarede sig rundt i 65 slag og er nu nærmeste udfordrer til Pokes førsteplads.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer