Pieters i poleposition | Golf.dk
Thomas Pieters spillede 4. til 9. hul i -6 lørdag.

Foto: Getty Images

Pieters i poleposition

17/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I 2015 vandt Thomas Pieters D+D Real Czech Masters. Det var belgierens første titel på europatouren. Året efter blev han nummer to i samme turnering på samme bane. Nu er Pieters igen med i topstriden på Albatross Golf Resort og i poleposition til at løbe med sejren.

Lørdag spillede Pieters banen i 66 slag og nåede til -16 samlet. Han fører med et slag ned til den spanske rookie Adri Arnaus og to slag foran Edoardo Molinari, Hugo Leon og svenskerne Rikard Karlberg og Robert Karlsson.

Under dagens spil var der også optræk til, at Joachim B. Hansen skulle spille med om sejren. Tre birdies i løbet af de 12 første huller bragte danskeren inden for fire slag af førstepladsen, men afslutningen blev en stor skuffelse.

En bogey fulgte på 15., og dagens sidste hul kostede en doublebogey. Dermed blev det blot til en runde i par, den højeste score blandt spillerne i top-30. Hansen gik ind til weekenden på syvendepladsen, men når finalerunden indledes, er han nummer 23 i -8.

Thomas Bjørn var også bedst tidligt på runden, men veteranen havde mere succes med at holde fast mod afslutningen. Han var fire under par efter syv huller, og selvom det derfra blev til fire bogeys, fortsatte han med at producere birdies. 

Syv af dem blev det til under dagens spil, og med en runde i 69 slag rykkede den vindende Ryder Cup-kaptajn frem til 39. pladsen i -6.

Mens Bjørn gav sig selv noget at spille for søndag, er der reelt set kun tale om en træningsrunde for Jeff Winther. Han er sidst i feltet med seks slag op til næste mand i stillingen efter en runde i 79 slag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer