Pieters byder velkommen til slagspil på en ny måde | Golf.dk
Joachim B. Hansen blev nummer ni i sin seneste turnering.

Foto: Getty Images

Pieters byder velkommen til slagspil på en ny måde

16/05 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Det syder og bobler i europatourens laboratorium, og resultatet af det seneste eksperiment er Belgian Knockout. Turneringens format er helt nyt og prøver de 144 deltagere på en uvant måde.

De første 36 huller forløber som vanligt med slagspil for at finde de 64 bedste. Derefter er det mand  mod mand over ni huller, indtil der søndag eftermiddag står en sejrherre tilbage.

ISPS Handa World Super 6 Perth har et lignende format, men forskellen er, at der på Rinkven International Golf Club spilles slagspil i weekendens knockout-matches. 

En håndfuld danskere har taget turen til Antwerpen, hvor Thomas Pieters er vært. Søren Kjeldsen, Lasse Jensen og Jeff Winther får selskab af Anders Hansen og challengetourspilleren Joachim B. Hansen.

Turneringen tæller både til Race to Dubai og Road to Ras Al Khaimah, så Joachim B. Hansen har chancer for at tage et nyt skridt i retning mod europatouren med et godt resultat i den én million euro store turnering. Hansen er nummer to på challengetourens pengeliste, og forudsat at han ikke løber ind i et brat formdyk, er han tilbage blandt Europas bedste i 2019. 

Men måske behøver han ikke vente til den nye sæson. Selvom Hansen i øjeblikket har udviklingstouren som arbejdsplads, har han kvaliteterne til at kæmpe med om sejren. To gange tidligere i denne sæson har han spillet med på europatouren, og det resulterede i en 15. plads og en sjetteplads. 

Hansen er verdens nummer 233, og kun 26 af ugens deltagere er højere rangeret. De tre seneste turneringer på challengetouren har givet Hansen en andenplads, en sejr og en niendeplads, og efter en friuge er han nu igen klar til kamp. En sejr vil give øjeblikkelig oprykning til europatouren.

Winther er en anden, der har gode chancer for at gøre det godt i det uforudsigelige format. Ud af sine nu turneringer i sæsonen har han misset to cuts, og i resten er det blevet til placeringer mellem nummer 14 og 34. 

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer