Paul har næsten mistet synet - spiller med i Shipco Masters i dag | Golf.dk
Paul Hills har været medlem af Simon's Golf Club i tre år.

Foto: Claus Rødgaard Thomsen

Paul har næsten mistet synet - spiller med i Shipco Masters i dag

01/06 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Jeg havde aftalt med Paul Hills, at vi skulle mødes klokken 10 i klubhuset på Simon’s Golf Club. Men han sender en sms til mig og spørger, om vi kan ændre tidspunktet.

Han har nemlig fået kørelejlighed til banen, så han behøver ikke at tage bussen, som han ellers havde planlagt.

44-årige Paul Hills bruger en stav til at finde vej, når han går. Og han er for dårligt seende til at køre bil. Men spille golf, det kan han.

Han har spillet i omkring otte år og har et handicap på ni. Han vandt en lodtrækning i herreklubben i Simon’s Golf Club om en plads i The Alliance pro-am. Det er en turnering i turneringen, hvor amatører som Paul Hills får lov til at spille sammen med en pro under selve Shipco Masters, og de tos score indgår i en selvstændig konkurrence.

- Bolden ligger stille, og jeg kan mere eller mindre se, hvor bolden skal hen. Det er svært at læse greens, jeg kan ikke se konturerne på greens ret godt, fortæller han.

Han blev diagnosticeret med retinitis pigmentosa i 2004. Det er en arvelig sygdom (hans far og søster har det også), som betyder, at hans syn bliver gradvist forringet. Han har omkring 10-15 procent af synet tilbage på venstre øje. Højre øje kan han intet se med.

- Det er som at kigge gennem et teleskop. Jeg slår bolden, men jeg har brug for mine venner til at se, hvor den ryger hen, forklarer han.

Golf betyder alverden for Paul Hills, og han nyder, at sporten giver ham mulighed for at dyrke hans stærke konkurrencegen, og at han kan være sammen med gode mennesker i en social kontekst.

- Men det har været svært, og jeg måtte opgive mit arbejde, fordi jeg ikke kunne læse mere. Jeg var gift i England og min sygdom var medvirkende til min skilsmisse. Jeg har også en datter på 13 i England, siger han.

For seks år siden flyttede han så til Danmark, hvor hans anden kone er fra. Kort inden var han begyndt at spille golf, fordi han ikke længere kunne dyrke idrætsgrene, hvor bolden bevæger sig.

- Jeg solgte mine køller, inden jeg flyttede til Danmark. Jeg troede ikke, jeg kunne finde nogen til at hjælpe mig, når jeg skulle spille golf.

Men det kunne han alligevel. Efter at have spillet kortvarigt i Nivå fik han mulighed for at spille Simon’s.

- Jeg blev forelsket i stedet. De har været helt utrolige til hjælpe mig i klubben, for eksempel med at få et skab i omklædningsrummet og lignende. Jeg tager jo bussen herud, fordi jeg ikke kan køre.

Han er også med i herreklubben. Og det var her, hans nummer blev trukket ud, da der skulle tildeles en plads i The Alliance pro-am.

Hans nummer var 148, og da Paul Hills hørte det kaldt op, var han meget i tvivl, fordi hans danske ikke er specielt godt. Efter en del summen i lokalet, hvor ingen kunne finde nummer 148, sagde han

- Hey, is that number hundred and forty-eight?

På interviewtidspunktet ved Paul Hills endnu ikke, hvilken pro, han skal være makker med. Senere får jeg en sms om, det er argentinske Rafael Gomez, som har to challengetour-sejre på cv’et. Paul Hills kommer også til at gå i bold med den tidligere Ryder Cup-spiller Philip Walton.

Hills og Gomez skal tilsammen poste en stableford-score. På søndag vil det kun være pro’erne, der er tilbage i feltet, når Shipco Masters skal afgøres.

- Jeg vil da gerne vinde. Jeg er konkurrencemenneske, og det har jeg altid været, lyder det fra Pau Hills.

Det er svært ikke at heppe en lille smule på ham og Rafael Gomez.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:825,655
  • Unique Visitor:88,832
  • Registered Users:158,157
  • Unregistered Users:31,171
  • Blocked Users:12,364
  • Published Nodes:15,040
  • Unpublished Nodes:261
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.230.119.106
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:62
    • This week:103,226
    • This month:486,938
    • This year:825,836

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk