Paul Casey gentager triumf ved Valspar Championship | Golf.dk
Englænderen kunne nøjes med at gå en runde over par for at forsvare sin titel i Florida.

Foto: Matt Sullivan/Getty Images

Paul Casey gentager triumf ved Valspar Championship

24/03 - 2019 | Kasper Ørkild

En runde i ét slag over par var nok til at holde førstepladsen hele vejen i hus for engelske Paul Casey, der søndag vandt Valspar Championship i Florida for andet år i streg.

Det er han den første til at gøre i turneringens levetid.

Det så ellers ud til, at den 41-årige skulle slås med Jason Kokrak om sejren. Men han missede et forholdsvist overskueligt putt for par på 18. hul for at slutte otte slag under par, hvilket Paul Casey vandt turneringen på.

Kokrak måtte således lade sig nøjes med en delt andenplads i selskab med sydafrikanske Louis Oosthuizen.

Bubba Watson fik sneget sig op på en delt fjerdeplads efter en finalerunde i tre slag under par, hvilket også blev søndagens bedste resultat.

Verdensetteren Dustin Johnson lignede længe en titeludfordrer. Men han formåede ikke at lave én eneste birdie på søndagens runde. Det er første gang i 31 turneringer, at amerikaneren går en runde uden birdies. Han sluttede således på en delt sjetteplads, da han gik sidste runde i tre slag over par.

Det var altså en svær bane, som blev sat op til finalerunden på Innisbrook i Palm Harbor.

- Jeg regnede ikke med, at min score i dag ville være nok. Det var heller ikke min tanke, at en runde i par var nok. Jeg tænkte nok, at jeg skulle ende i de tocifrede under par. Men det var en udfordring og en vidunderlig test, siger Paul Casey ved pressekonferencen efter turneringen.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer