Patrick Reed vinder The Masters | Golf.dk
Grønt og lyserødt har det svært sammen, men det er Patrick Reed bedøvende ligeglad med efter sejren i The Masters.

Foto: Getty Images

Patrick Reed vinder The Masters

09/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Patrick Reed var en amerikansk hulspilshelt, da han kørte op ad Magnolia Lane til årets første major, men han havde stadig en del at bevise for at kunne leve op til sin udtalelse om at høre til i verdens top-5. Ydermere har hans ikke ligefrem imødekommede karakter gjort ham til et hadeobjekt for golffans verden over. 

Det lader ikke til at gå den 27-årige på, at han har en masse tilskuere imod sig, og det gik ham heller ikke på, at han havde et felt af unge, mere erfarne vindere i hælene ved finalerundens start.

Reed mod McIlroy. Det var hovedretten søndag i førerbolden, og inden da fulgte appetitvækkere som Jon Rahm, Rickie Fowler og Jordan Spieth i kamp om titlen.

Alle de nævnte er højere placeret end Reed på verdensranglisten, og de havde grund til at tro på, at jagten på karrierens første major ville få den femdobbelte PGA Tour-vinder til at ryste på hånden.

I stedet var det forfølgerne, som skælvede. Rory McIlroy fik reddet sig en par på første hul, og det så ud til, han var på vej mod at blive den kun sjette spiller i historien til at vinde The Grand Slam, da han buldrede et drive i fairway på hul to og sendte sit andetslag ind til lidt over en meter. 

Puttet for eagle løb højre om hullet, og den scene kom til at udspille sig igen og igen i løget af eftermiddagen, præcis som et mareridt der viser  sig hver gang søvnen indtræffer. Vinden gik ud af McIlroys sejl, og den vendte aldrig tilbage.

Nordireren leverede en forkølet finalerunde i 74 slag. Ingen anden i top-15 var over par, og det var aldrig nær nok til at true Reed, sin banemand fra den seneste Ryder Cup single.

Et par af Reeds kollegaer fra det vindende Ryder Cup-hold i 2016 gjorde deres for at bringe spænding til en aldeles kedelig finalerunde, men de startede for langt fra toppen. 

Jordan Spieth var nummer ni og ni slag fra førstepladsen inden finaledagen, og efter ni birdies i løbet af de første 17 huller havde den 24-årige, som gik ind til The Masters med en sejr, to andenpladser og en 11. plads på Augusta National, en chance for at blive klædt i grønt på ny.

Men 18. tee knuste chancerne, da teeslaget blev fanget at et træ venstre om fairway, langt før fairway tager sin begyndelse. Det førte til en bogey, en total i -13 og spørgsmål om, hvad kunne have været.

Jon Rahm var 12 under par, da han slog efter hul 15 i sit andetslag. Den spanske komet håbede på at følge i Sergio Garcias fodspor som vinder af The Masters, men i stedet fulgte han sit barndomsidol ned i søen kort af green. En bogey fulgte, og så var Rahm ude af kampen.

Patrick Reed spillede ikke fremragende søndag, men det havde han gjort i løbet af de tre første dage, så det var ikke nødvendigt. Han brugte 71 slag for at nå til -15. Når han kigger på den grønne jakke og måden han fik fat i den, sender han garanteret varme tanker til hul 12. Han havde allerede sænket et birdieputt fra greenkanten på hul tre, og på det ikoniske par tre hul 12. gentog han bedriften fra bagkanten. Dermed kom Reed tilbage til par for dagen, og han nåede vinderscoren med en birdie på hul 14.

Mod slutningen var Rickie Fowler den eneste trussel på vej mod triumfen. Efter en karriere med otte top-10 placernger i majors og to andenpladser skulle Fowler nok være undskyldt, hvis han mente, det var hans tur til endelig at slutte øverst i en af golfens fire kronjuveler. Han gjorde sit bedste, og med en birdie på hul 18 nåede han -14 og tvang den førende til at lave en par for at undgå omspil.

Reed, ny i situationen, lignede en som har været der før. Mange jokes er blevet fortalt på Reeds bekostning, men han har aldrig tvivlet på egne evner. Han har altid følt sig som en af verdens bedste spillere, uanset hvad verdensranglisten eller rekordlisterne ellers måtte sige. Den tro på egne evner brugte han til at levere en par for sejren på det 72. hul, der var ligeså udramatisk som den forudgående 18 huller.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer