Patrick Reed svarer igen med køllerne | Golf.dk
Patrick Reed vandt WGC - Cadillac Championship i 2014. Mexico Championship er den direkte arvtager til den turnering, og nu er Reed igen vinder. Det er hans ottende sejr på PGA Touren.

Foto: Getty Images

Patrick Reed svarer igen med køllerne

24/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Ved ugens start var Patrick Reed i fokus for nye beskyldninger om snyd. Sent søndag blev der stillet skarpt på den 29-årige amerikaner, da han poserede med trofæet efter karrierens anden sejr i et World Golf Championship.

Halvvejs gennem WGC – Mexico Championship blev Reed bedt om en reaktion på udtalelser fra Brooks Koepka og tidligere kommentator Peter Kostis, som malede et billede af Reed som en uærlig spiller med tendens til at forbedre sit leje. Han svarede med nogle generiske ord, som i grunden ikke betød spor. 

Det var et anderledes tydeligt sprog, der blev talt på banen. Justin Thomas førte inden finalerunden, men ligesom Jon Rahm og Rory McIlroy – de øvrige medlemmer af verdens top-5 med en realistisk chance for sejren – havde Thomas ikke nok i tanken til at holde hele vejen til mål.

I stedet blev det til en kamp om sejren mellem Bryson DeChambeau og Patrick Reed. 

DeChambeau lagde sig på førstepladsen med syv birdies mellem sjette og 14. hul på Club de Golf Chapultepec, men Reed havde selv en stribe birdies gemt oppe i ærmet. Han varmede op med en på 12. hul, inden tre birdies på stribe fra 15. hul.

DeChambeau kan kigge tilbage på en finalerunde, hvor putteren svigtede. På 17. hul tre-puttede han fra lang afstand, hvilket resulterede i en bogey og betød, at Reed kunne tage et forspring på to slag med til 18. hul. Det var DeChambeaus tredje tre-putt under finalerunden. 

Mens Reed bliver beskyldt for af og til at gøre det nemmere for sig selv en reglerne tillader, gjorde han det ikke nemt at bringe sejren i hus. Med et jern fra tee på 18. sendte han bolden dybt i højre. Ude mellem træerne valgte Reed at chippe bolden tilbage i fairway. Han fandt green i tredjeslaget og to-puttede for en bogey og sejren fra 10 meter.

- Det er meget tilfredsstillende. Mit hold og jeg har arbejdet så hårdt i slutningen af sidste år og begyndelsen af det nye. Vi føler, vi har spillet noget god golf, men vi var ikke i stand til helt at komme over puklen. Til syvende og sidst er det utroligt bare at bringe sig selv i den slags positioner om søndagen, og jeg kan ikke vente med at komme hjem og fejre med mine børn og min kone og bringe trofæet med hjem, sagde Reed til amerikansk tv efter sejren.

Hans anden sejr i et World Golf Championship blev sikret med en runde i 67 slag for en samlet score i -18. Reed sluttede et slag foran DeChambeau  (65), mens Jon Rahm (67) delte tredjepladsen med Erik van Rooyen (70) i -15.

Rory McIlroy forbliver verdens nummer ét efter en runde i 68 slag og en femteplads i -14. Justin Thomas faldt ned til sjettepladsen i -13 med sin afsluttende 73'er.

Med sejren rykker Reed fra nummer 14 til otte på verdensranglisten. Han overtager førstepladsen på Race to Dubai og rykker til femtepladsen i Fed Ex Cuppen.

Link til resultatet

User Comments:

  • I don't like him

    27/02 - 2020 | Chano John Jensen

    Kedelig finalerunde, hvor nogle af de værste spillere at se på kæmpede om titlen, der var ingen at holde med. At vælge imellem Reed eller Dechambeau er som at vælge imellem pest eller kolera, bryder mig heller ikke om Rahm.

  • Han er stadig en snyder

    24/02 - 2020 | William Krag

    Det er muligt at han har ladet køllerne tale... men han er stadig en snyder!

  • Ufortjent Reed

    24/02 - 2020 | Anders Blak Villadsen

    Synes desværre det er den helt forkerte vinder. Patrick Reed burde have karantæne fra pga touren, hvis det stod til mig. Magen til dårligt forbillede for unge golfere skal man lede længe efter! Det er ikke ok at snyde! Utroligt at det nærmest kun er Brooks Koepka, der tør sige det åbenlyse! Leif og Henrik I må også gerne mande op og fordømme den slags opførsel! Mvh Anders Blak Villadsen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer