Passioneret irsk golfkunst | Golf.dk
Portsalon er ikke så glamourøs som andre irske baner. Men den ligger pragtfuldt og oser af charme.

Foto: PR

Passioneret irsk golfkunst

26/09 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Dansk Golf 1/2019

Med undtagelse af et par miniputstater er Irland det sidste land i Vesteuropa, jeg mangler at besøge. 

Så det er med en følelse af ægte nysgerrighed, jeg checker mine golfkøller ind i Kastrup.

I flyet mod Dublin læser jeg Oscar Wildes “Billedet af Dorian Gray”.

Den irske forfatter skrev, levede og døde i slutningen af det 19. århundrede.

Nogle af de baner, jeg skal spille, er bygget i samme periode og lige så udødelige som Wildes litteratur.

BIlledet af Dorian Gray blev Oscar Wildes eneste egentlige roman, i det han i høj grad blev berømt på sine teaterstykker.

Men de mange syndige gerninger i romanens plot blev brugt i en retssag mod Wilde, som blev fundet skyldig i homoseksuelle aktiviteter og sendt i fængsel, hvorefter han døde fattig og vanæret i Paris.

Den forstokkethed, som kostede Oscar Wilde livet, er for længst død i store dele af verden, mens hans tekster lever videre. Og godt for det.

De unikke golfbaner, der blev bygget i hans samtid, består endnu. Og godt for det.

Stor kunst kan heldigvis bestå. I litteraturen såvel som i golfbanedesign.

 

HISTORIE OG SAMTID

En af de særlige oplevelser på turen er at spille baner helt tilbage fra Oscar Wildes tid, mens vi også spiller nye baner efter mesterskabsstandarder.

I vores gruppe går diskussionen intenst om, hvorvidt man holder mere af den gamle eller den nye bane.

Der er vægtige argumenter på begge sider.

Et godt eksempel er Rosapenna Hotel og Golf Resort, som ligger næsten så nordligt, som man kan komme i Irland.

Her ankommer man efter cirka fire timers venstrekørsel fra Dublin med en fornemmelse af at nærme sig verdens ende.

Det store hotel er af den slags, hvor der sidder en pianist og spiller, når man går fra lobbyen til restauranten. Det er imposant, og det indtryk bliver kun forstærket af, at bygningen stort set ikke har andet omkring sig end atlanterhav, linksbaner og de bakker med græssende får, som er til stede alle vegne i Irland.

Jo, så er der også en statue af Old Tom Morris lige ved klubhuset, som ligger en kort gåtur fra hotellet.

Legenden har tegnet klubbens oprindelige 18 huller for næsten præcis 125 år siden, mens Pat Ruddys nye 18 huller, Sandy Hills Links, åbnede i 2003.

Groft sagt kan man sige, at mens Ruddy har kunnet arbejde med moderne værktøjer, så har Old Tom Morris snuppet den bedste beliggenhed lige ned til vandet.

Vi spiller samtlige 36 huller på det, der må være en af smukkeste og mildeste oktoberdage i irsk meteorologisk historie.

Det bidrager selvfølgelig til det fantastiske indtryk, som banen giver. 

Rosapenna er en helhedsoplevelse. Det ville være unfair at fremhæve et enkelt hul på banen, som er helt uden vand, hvis man da ser bort fra Sheephaven Bay, som ikke er i spil, men som dominerer hele sceneriet.

Old Tom Morris Course smyger sig helt tæt på vandet. På 12. tee skal man ikke træde meget ved siden af, inden man risikerer at få sand i skoene.

På Sandy Hills får man til gengæld de bedste udsigtspunkter over Sheephaven Bay. Pat Ruddy har haft mulighed for at strikke en smuk og udfordrende bane ind i de høje klitter med maskiner, som Old Tom Morris ikke kunne drømme om.

I disse spalter skal vi ikke kåre nogen vinder mellem de to. Det må gæsten selv gøre på et sted, hvor historie og samtid fletter sig harmonisk ind i hinanden. De to baner ligger så tæt, at man kan spille den ene, mens man kigger på den anden og påskønner forskellene.

 

OPLEV THE TANK

På mange måder minder Rosapenna om Ballyliffin Golf Club. De to ligger en overskuelig køretur fra hinanden.

Også Ballyliffin har en ældre bane og en ny mesterskabsbane.

Klubben kan dog ikke pryde sig af helt lige så meget historie som Rosapenna. Der er spillet golf på området siden 1940’erne, men klubbens “Old Links” har dårligt nok eksisteret i 50 år.

Til gengæld er den nye bane, Glashedy Links, allerede regnet som en af de bedste i Irland. Den er tegnet af Pat Ruddy og Tom Craddock, og i 2018 var den vært for Irish Open, hvor skotske Russell Knox hev sejren hjem.

Ved Ballyliffin er der tøndevis af utæmmet land, som er perfekt egnet til linksgolf. 

Som prikken under udråbstegnet ligger en stor klippeø ude i vandet, som er svær at tage øjnene fra, når man er på et af de mange fantastiske udsigtspunkter på anlægget.

Glashedy Links især er en fantastisk oplevelse. Fairways er brede og greens store. Og hårde og hurtige.

Flere af vores jernslag lander helt som planlagt på green blot for at rulle af igen. Man skal ikke bare ramme green, man skal ramme det rigtige sted på green.

Alligevel er Ballyliffins mest mindeværdige hul et, som vi finder på The Old Links.

Hul 5 på The Old Links bærer navnet The Tank og er et af de mest ikoniske huller i Irland. Hullet er ikke mere end 143 meter fra gul tee, men green er højt eleveret over teestedet og i øvrigt helt lukket inde i en gryde af klitter, bortset lige fra ved indgangen til green. Hvis dit slag er blot få meter kort af green, vil bolden trille 50 meter tilbage.

The Tank er et af Irlands mere karakteristiske golfhuller

Ballyliffin Golf Club er opadstræbende. Det grå klubhus har en rå og stolt udstråling og naturligvis en restaurant med udsigt over klitterne og Atlanten. Vi får at vide, at det blev renoveret for tæt på 40 millioner kroner op til Irish Open.

Dette er en klub, der vil frem i verden.

Omklædningsrummet er også næsten et besøg værd i sig selv. Man kan ikke undgå at lægge mærke til en masse svenske navne på skabene.

Klubben har 1300 medlemmer, og et par hundrede af dem er såkaldte “overseas members”, som bor i udlandet og betaler et reduceret beløb for medlemskabet.

Ballyliffins Glashedy Course er en ægte mesterskabsbane

LILLE SOM EN KIOSK

Så er det straks mere ydmyge forhold i Portsalon Golf Club, som ligger på Fanad-halvøen, ligeledes i Donegal-regionen.

Vi ankommer til en proshop, der ville være lille, selv hvis den var en kiosk på Nørrebrogade. Klubhuset ligger så tæt på 18. green, at hvis man bare slår et jern for meget mod green, så kan man næsten ikke undgå at ramme det.

Her er ingen driving range, og putting green er lille bitte og har kun seks huller.

Jeg går ovenpå for at bruge wc’et. Der er ikke noget toiletbræt, men til gengæld et stykke papir, som advarer mig om, at jeg skal passe på ikke at blive skoldet, når jeg tænder for vandhanen.

Så hvad? 

Skal du holde dig væk fra Portsalon, hvis du i stedet kan nyde en stor, irsk bøf og atlanterhavsudsigt i lukusmøblerne på Ballyliffin eller Rosapenna? 

Nej, for pokker! Portsalon er en helt uforglemmelig oplevelse.

Klubben er fra 1891. Den er en af de ni klubber, der var med til stifte verdens ældste, nationale golfforbund.

Portsalon har bare ikke de muligheder for at udvide og modernisere, som andre klubber har. Men begrænsningens kunst, udført kærligt, kan charmere den sande golfsjæl.

Og det kan Portsalon.

Klubbens første syv huller løber langs havet, og flere af teestederne er placeret højt i klitterne. Hul 2, et par 4-hul, har navnet “Strand” og er formentlig et af de smukkeste huller i Irland.

Fra tee skal man helst slå ind over hjørnet af en strand, hvor hundeluftere går rundt og hygger sig. Mellem stranden og fairway er der et fem meter bredt vandløb, som også slanger sig på tværs af fairway lige før green.

Hvis du ikke tør flyve bolden henover stranden, kan du roligt betragte hullet som et par 5-hul.

Det ubetingede signaturhul på Portsalon

Klub manager Daragh Lyons fortæller, at stranden ved hul 2 er kåret til en af verdens bedste. Men selv efter en jubelsommer som i 2018 når vandet aldrig over 15 grader. 

Portsalon ligger mellem det kølige hav og nogle områder med skov.

Derfor er jorden heller ikke så tør som på de fleste linksbaner. Jo længere du kommer væk fra havet, jo mere ligner din tørv noget, du ville slå op på en almindelige dansk bane på lerjord.

Portsalon har flere dobbeltgreens, hævede teesteder og en del blinde slag. Det vil behage nogle mere end andre, men banen er en gennemført oplevelse, som enhver golfelsker bør unde sig selv.

Min tyske spillemakker har været på banen før. På et af hullerne på bag-ni står jeg endnu en gang over for et blindt approachslag.

- Du skal sigte mod fårene, der står oppe på bakken i horisonten, forklarer han.

Den lille instruks siger meget om golf i Irland.

Blinde golfslag og blidt bølgende bjerglandskaber befolket af får.

Enhver, der har spillet linksgolf i Irland mere end en gang, vil kunne fortælle dig, at vejret kan skifte hvert sekund.

Den ro og frodighed, som landskabet udstråler, er fernis på den vildskab og passion, som også er en del af de irske folkesjæle og udtrykt af det forbløffende antal store kunstnere, som er født af landet med kun 6.5 millioner indbyggere.

Så tag Oscar Wilde, James Joyce, Van Morrison, The Pogues, The Cranberries eller Jonathan Swift med på golfturen til Irland.

Her bliver man nemt påmindet om, at stor kunst er skabt til at bestå.

 

Dansk Golf var inviteret til Irland af Tourism Ireland, Failte Ireland og Tourism Northern Ireland.


Godt at vide

 

  • Det er nemt og som regel billigt at komme til Dublin fra enten København eller Billund. 

  • Til gengæld er forbindelserne til Belfast, som ellers ligger tæt på mange af de bedste baner, ikke nær så gode.

  • Det er ikke billigt at spille golf i Irland. En runde på Ballyliffins Glashedy Links koster for eksempel 200 euro i sommerhalvåret. På Rosapenna koster det 130 euro, uanset hvilken af de to baner du spiller. Portsalon kan spilles for 90 euro. 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer