Park kan runde milepæl i Tournament of Champions | Golf.dk
Inbee Park er en runde fra sin 20. sejr på LPGA Tour.

Foto: Getty Images

Park kan runde milepæl i Tournament of Champions

19/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Inbee Park skulle frem til turneringens 54. hul, før hun endelig løb ind i en bogey. Tre putts på 18. green kunne dog ikke ødelægge det gode humør, for den syvdobbelte majorvinder fører Diamond Resorts Tournament of Champions med to slag inden finalerunden.

Lørdag fik Park sin første birdie på Four Seasons Golf & Spa Club Orlandos syvende hul, og i løbet af de næste ni tog hun fem slag fra banen. Samlet blev det til en runde i 67 slag, som bragte hendes total til -13.

- Det var rigtig godt derude, specielt min ball-striking var fejlfri i dag. Jeg lavede ingen fejl. Jeg ville ønske, min putter kunne have fulgt lidt bedre med, specielt tre-puttet på sidste hul var lidt skuffende. Men alt i alt spillede jeg ret godt, specielt i det lange. Jeg var meget tilfreds, sagde Park.

Vinder hun søndag, vil det blive titel nummer 20 på LPGA Touren for den 31-årige sydkoreaner. Den nærmeste konkurrent til titlen er også en konkurrent til en plads på OL-holdet. Sei Young Kim ligger nummer fem på verdensranglisten, 11 placeringer foran Park, men hun er to slag efter sin landsmand denne uge.

Ligesom Park sluttede Kim med en bogey, og hun skrev også under på samme score lørdag. I -11 har hun to slag til toppen og et slag ned til Nasa Hataoka på tredjepladsen.

Brooke Henderson havde del i førstepladsen efter 36 huller, men lørdag blev en stor skuffelse for den 22-årige canadier. Hun startede dagen med en birdie, men efter syv huller var scoren +3. Det blev bedre på bagni, men en 72'er, +1, var den eneste score over par i top-15, og den sendte hende ned til en delt femteplads i -8.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer