Ovesen og Els i top-20 på challengetouren | Golf.dk
Martin Ovesen ligger godt til i Dimension Data Pro-Am, som er en af de største turneringer på årets challlengetour.

Foto: Brian Rasmussen

Ovesen og Els i top-20 på challengetouren

13/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Skader ødelagde Martin Ovesens 2019, og starten på den nye sæson på challengetouren har heller ikke været nogen succes. Ovesen spiller på en ”medical exemption”, men efter årets to første turneringer er han endnu ikke begyndt indsamlingen af det beløb, som igen vil kunne give ham fuld kategori.

Runder i 80 og 72 resulterede i et misset cut i den første af de tre sydafrikanske turneringer, og da den anden blev åbnet med en runde i 82, var løbet også allerede kørt der.

Men fredagen blev måske et vendepunkt. Ovesen gik en fornem 67'er, og de gode takter blev taget med til ugens Dimension Data Pro-Am. Turneringen spilles på tre baner på Fancourt Golf Estate, og torsdag lagde Ovesen ud med en 67'er på Outeniqua.

Ovesen ude af skadeshelvede: - Det har virkelig taget på mig

Syv birdies og to bogeys rækker til en delt 18. plads, men det rakte ikke til at slå den levende legende Ernie Els.

Ligesom årets to første turneringer er Dimension Data Pro-Am arrangeret i fællesskab med challengetouren. Lee Westwood, Darren Clarke, Retief Goosen og Louis Oosthuizen er blandt de tidligere vindere, så det er ikke uvant for store navne at blive trukket til.

Els har ikke vundet en golfturnering siden sommeren 2013, hvor han slog Thomas Bjørn (som for øvrigt fik sin debut på europatouren tilbage i 1996 i Dimension Data Pro-Am) med et slag i BMW International Open, men måske kan den 50-årige sydafrikaner blive den nyeste navn på listen over vindere.

Els lagde ud på samme bane som Ovesen og var tre slag bedre end danskeren. The Big Easy producerede seks birdies og en eagle for en 64'er, og det er godt nok til en delt tredjeplads. I -8 har han et slag op til spanske Santiago Tarrio Ben, mens Christiaan Bezuidenhout er ale i spidsen i -11.

25-årige Bezuidenhout vandt sidste års Andalucía Masters på europatouren og tabte for nyligt et omspil om Dubai Desert Classic. Torsdag leverede han 11 birdies og syv pars på Outeniqua.

- Jeg fik en god start med birdies på de første par huller. Det var afgørende at komme godt fra land, for gennem årene har Outeniqua vist sig at være den bane, det er nemmest at score lavt på, så jeg er naturligvis meget glad for min 61'er idag, sagde Bezuidenhout til challengetouren.

Tarrio Ben spillede Montagu torsdag, mens bedste mand på den berømte The Links var sydafrikaneren Luke Jerling, som er -6.

Martin Ovesen er en af tre danske deltagere, men den eneste, som er med fremme i den sjove ende at stillingen. På Montagu var Martin Leth Simonsen et slag under par, og det giver en delt 68. plads.

Nicolai Højgaard er fem over par og nede som nummer 168 efter sit besøg på Montagu. Alt håb om at få del i de 400.000 dollars er er dog ikke tabt. Cuttet falder først lørdag eftermiddag, så Højgaard har stadig 36 huller til at spille sig tilbage i turneringen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer