Oskar Ambrosius vinder på college | Golf.dk
Oskar Ambrosius har indledt sit junior year på college med en fjerdeplads og en sejr.

Foto: UTEP

Oskar Ambrosius vinder på college

18/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Oskar Ambrosius var i særklasse under Ram Masters Invitational. Danskeren, som har taget hul på sit tredje år af collegeuddannelsen på University of Texas at El Paso, åbnede turneringen på Fort Collins Country Club med karrierens laveste runde i USA, og derfra kiggede han sig aldrig tilbage.

Det blev til syv birdies og en runde i 65 slag, -5, og den fulgte Ambrosius op med en 68'er. Det gav et forspring på et slag inden tirsdagens afgørende 18 huller, men al spænding om sejren forsvandt, da danskeren på 11. hul indledte en serie på fem birdies i træk.

Igen kom Ambrosius rundt i 68 slag, og det gav en samlet score i -9. Danskeren lavede 18 birdies i løbet af de 54 huller i Colorado. Han vandt suverænt turneringen med seks slag ned til de nærmeste forfølgere. 

Det er anden gang, Ambrosius slutter som individuel vinder af en turnering på college. Trods sin eminente præstation var det ikke nok til at føre UTEP til holdsejren. Colorado State vandt med en total i -9. UTEP sluttede 17 slag efter på fjerdepladsen.

Link til resultatet   

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer