Ortiz henviser verdens nummer et til andenpladsen på vej mod karrierens første sejr | Golf.dk
Carlos Ortiz modtog 1,26 millioner dollars for sejren i Houston.

Foto: Getty Images

Ortiz henviser verdens nummer et til andenpladsen på vej mod karrierens første sejr

09/11 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Nogle af golfens sværvægtere holdt ikke igen under finalerunden af Vivint Houston Open, men det blev Carlos Ortiz, som endte med at sætte det afgørende stød ind.

Den 29-årige mexicaner deltog i karrierens 118. turnering på PGA Touren. I de 117 første havde han ikke hentet en sejr.

Dustin Johnson, vinder af 23 sejre på PGA Touren, Brooks Koepka, firedobbelt majorvinder, og Hideki Matsuyama, fem titler på PGA, var blandt spillerne, som lugtede blod søndag.

Koepka, som har været med til at foretage en række ændringer af Memorial Park Golf Club, gik sin anden 65’er i træk for at nå til -8. I sidste ende rakte den score til en delt femteplads, så efter et 2020 fuld af modgang har han ugen inden årets sidste major fået en masse vind i sejlene.

Dustin Johnson forsvarede sin førsteplads på verdensranglisten. Han matchede Koepkas finalerundescore i 65 slag og sluttede 11 under par, side om side med Hideki Matsuyama.

Den 28-årige japaner sprudlede søndag i Texas. Han lavede syv birdies og 11 pars for at skrive under på en 63’er.

Fra klubhuset kunne både Johnson og Matsuyama følge førerbolden spille 18. hul. Ortiz havde bragt sig til fire under for dagen med en birdie på par fem hullet 16. Den sendte ham til -12 samlet, og derfor ville par på sidste række til karrierens første sejr.

Med al presset på sine skuldre ramte Ortiz fairway, slog bolden ind til syv meter, og selvom han havde to putts for trofæet, nøjedes han med et enkelt for dagens femte birdie, en bogeyfri runde i 65 slag og en samlet score i -13.

Ortiz, som gik på college i Texas, blev den første mexicaner til at vinde på PGA Touren i 42 år, og efter det vindende putt måtte han kæmpe for at holde tårerne tilbage.

- Det føles fantastisk. Det her er som mit andet hjem. Der var en masse mennesker, som heppede på mig - latinoer og texanere - og jeg er taknemmelig for hver og en, sagde Ortiz.

Vivint Houston Open var den første turnering på PGA Touren siden marts, hvor tilskuere blev budt velkommen. Der blev solgt 2000 billetter hver dag.

Med sejren sikrer Ortiz sig en plads i feltet ved The Masters - men først til april. Det er første gang, han kommer til at spille med på Augusta National, men det bliver ikke hans første besøg til den ikoniske bane. Lillebror Álvaro har spillet med i The Masters efter sejr i Latin America Amateur Championship.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,185,189
  • Unique Visitor:143,716
  • Registered Users:162,071
  • Unregistered Users:31,182
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,797
  • Unpublished Nodes:298
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.236.156.34
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,689
    • This week:69,168
    • This month:296,266
    • This year:2,185,608

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk