Optimistisk Nicole prøver at finde fodfæstet i USA | Golf.dk
Nicole Broch Larsen flyver til Hawaii på lørdag for at spille Lotte Championship.

Foto: Brian Rasmussen

Optimistisk Nicole prøver at finde fodfæstet i USA

11/04 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Danmarks bedste kvindelige golfspiller har det helt fint med at følge The Masters på fjernsynet i denne uge.

Til gengæld havde hun det i sidste uge knap så fint med at følge damernes første major, ANA Inspiration, fra sidelinjen.

- Den uge var rimelig hård at komme igennem. Jeg var alligevel i Palm Springs (hvor ANA Inspiration blev spillet, red.). Det er på ingen måde optimalt at rende rundt et sted, hvor de spiller major, men jeg trænede videre på mine egne ting, og det giver mig bare ekstra motivation til at give den gas, siger hun til Golf.dk.

Vi fanger hende på en telefonforbindelse fra San José, hvor hun træner løs. Det er anden uge i træk, hvor det står træning på dagsordenen.

Verdens nummer 168 har fravalgt at rejse hjem til Danmark i den to uger lange pause mellem turneringer. En pause, der blev længere end planlagt, fordi hun ikke som håbet kom ind i ANA Inspiration.

I denne uge træner hun så sammen med sin træner David Dickmeiss. Danmarks to andre dameprofiler, Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen, er også med i den fælles træning.

For Nicole Broch Larsens vedkommende går den blandt andet ud på at forbedre hendes fodarbejde.

- Jeg står meget på tæerne, også når jeg står ganske normalt. Det betyder, at det er svært for mig at komme tilbage på venstre hæl, når jeg skal igennem bolden. Så det er næsten som at lære at gå igen, griner hun.

At hun arbejder så målrettet med fødderne skyldes input fra Tyler Ferrell. Han er lidt af en guru inden for de fysiske elementer i golfsvinget. Ham arbejder Nicole Broch Larsen sammen med under sin nuværende træningslejr.

På lørdag rejser hun og Nanna Koerstz Madsen til Hawaii, hvor den næste LPGA Tour-turnering finder sted. Derefter kommer der turneringer i Los Angeles og San Francisco, inden hun endelig kan komme hjem til Danmark og se familien.

Efter flere skuffende resultater er den 25-årige Broch Larsen fortrøstningsfuld. Ved Kia Classic for to uger siden sikrede hun sig med en 28. plads sit bedste resultat i USA i næsten et år.

- Jeg er optimist. Det har været en lang, svær periode. Det er et spørgsmål om lige at få hovedet med, og at tingene falder lidt på plads. Jeg gør rigtig mange gode ting lige nu. Kia Classic var helt klart et skub i den rigtige retning, hvor jeg lykkedes godt med de mentale ting.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer