Thomas Bjørn bliver fejret under første runde af Made in Denmark 2017.

Foto: Jens Morten

Oplev Thomas Bjørn-hyldest i Himmerland

08/08 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Thomas Bjørn er ubestridt Danmarks største golfspiller nogensinde. Derfor vil det sikkert være den helt store røde løber, der bliver rullet ud den 24. august.

Made in Denmark har nemlig lovet en fejring af den 46-årige dansker, når han spiller 10. hul på Himmerland Golf & Spa Resort under den første turneringsrunde. Her runder Thomas Bjørn nemlig sin turnering nummer 500 på europatouren.

Mere afslører man ikke i det nordjyske lige nu. Men turneringen har tradition for flotte markeringer.

For to år siden markerede man Søren Kjeldsens turnering nummer 500 med en fejring på hul 16. En synligt rørt Søren Kjeldsen fik fremstillet sit eget takkebanner til året efter.

Sidste år blev Darren Clarke sendt afsted til Ryder Cup med en tilskuerskabt væg af EU-stjerner - også fra hul 16.

Denne gang bliver det på hul 10, som også er et par tre-hul med eminente udsigtspunkter, at man siger tak til et dansk ikon.

At Thomas Bjørn når milepælen under Made in Denmark kommer til at passe nu, hvor han har modtaget en invitation til årets sidste major, som indledes i overmorgen.

Umiddelbart er han ikke godt nok spillende til at kvalificere sig, men som Ryder Cup-kaptajn har han modtaget en invitation til at spille USPGA Championship på Quail Hollow.

Thomas Bjørn er lige nu nummer 506 på verdensranglisten.

Silkeborgenseren er personlig ven med Flemming Astrup, der er promoteren bag Made in Denmark.

Thomas Bjørn har da også hele tiden lagt et personligt engagement i, at der kan være en europatourturnering i Danmark, ligesom han har været med til at arbejde for, at turneringen i 2018 bliver spillet i hans barndomsklub i Silkeborg.

I denne omgang er det dog stadig Himmerland, der er rammen om Made in Denmark.

Andrew “Beef” Johnston er et af de sidste navne, der har bekræftet sin deltagelse. Tidligere har blandt andre Martin Kaymer, Alvaro Quiros og John Daly lovet at komme, og den belgiske stjerne og forvarende mester Thomas Pieters ventes også at dukke op.

Du kan stadig købe billet til turneringen.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer