Omspilsdronningen slår til igen | Golf.dk
Sei Young Kim bliver omfavnet efter sejren.

Foto: Getty Images

Omspilsdronningen slår til igen

06/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Når presset er størst, har nogle en evne til at rejse sig, vokse med opgaven, holde hovedet koldt og levere de bedste slag på de helt rigtige tidspunkter. Andre smuldrer. Sei Young Kim hører i højeste grad til i den første kategori.

26-årige Kim havde et forspring på tre slag med til finalerunden af LPGA Mediheal Championship, men med doublebogey og bogey på dagens første huller åbnede hun døren på vid gab og inviterede forfølgerne indenfor.

Kim nåede også fire over par for finalerunden på Lake Merced Golf Club, men en birdie på afslutningshullet betød, hun sluttede med en 75'er og en total i -7, helt lige med engelske Bronte Law og sin landsmand Jeongeun Lee6.

Søndag brugte Kim 10 slag mere end Law, otte mere end Lee6, men i afgørelsens minutter var det den syvdobbelte vinder på LPGA, som gjorde det til otte titler i karrieren.

Kim lavede birdie for sejren, og det kom ikke som nogen overraskelse. Fire gange er hun endt i omspil; fire gange er det blevet til sejr. I overtiden har Kim tre gange produceret en vindende birdie. Én gang leverede hun en eagle for at at tage stikket.

Om sin seneste titel i rækken sagde Kim følgende til LPGA Touren.

- Jeg tror, der var den hårdeste sejr i mit liv. Ved mine andre sejre spillede jeg godt under finalerunden. I dag var jeg ikke god i finalerunden.

Nanna Koerstz Madsen havde en runde med masser af birdies og bogeys. Samlet blev det til 73 slag, og det gav hende en samlet score i +1 for turneringen. Det rakte til en delt 27. plads.

Den 24-årige dansker har klaret syv ud af otte mulige på LPGA i 2019, og hun er fremme som nummer 54 på Race to CME Globe.

Forude venter en velfortjent, lille turneringspause.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer