Lasse Jensen kan garantere sin plads i top-100 på Race to Dubai denne uge.

Foto: Getty Images

Olesens sejr kan inspirere danskerne

17/05 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Denne uge vender europatouren tilbage til Verdura Golf Club på Sicilien for at spille The Rocco Forte Open, og det er en bane med en rig dansk historie. Der vandt Thorbjørn Olesen den første af sine fire titler på europatouren for fem år siden.

Olesen er ikke med denne uge, men tre danske kollegaer har taget turen til Middelhavet i forsøget på at kopiere Verdensmesterens bedrift. 

Lasse Jensen er nummer 42 på Race to Dubai og kun et enkelt klaret cut fra at være garanteret sin plads på næste års europatour. Jensen har ikke spillet siden et skuffende togt til Kina i april, men samlet set har sæsonen været en stor succes indtil videre, og mod et felt fattigt på store profiler bør han have gode chancer for at hente sæsonens tredje top-5 resultat.

Jeff Winther har kun misset et enkelt cut i 2017, men det er endnu ikke blevet til en placering, der for alvor rykker på pengelisten. Han er blot nummer 151 denne uge, men spillet var godt, da han pudsede formen af på Rømø, og måske bærer det frugt denne uge i turneringen med en million euro i puljen.

Thomas Bjørn stiller til start for sjette gang i sæsonen, og det er ikke godt at vide, hvilken form han møder op i. Problemerne med nakken har været vedholdende gennem hele karrieren, men særligt de seneste par år har været slemme. Det betyder en begrænset træningsmængde, og det er ikke noget godt udgangspunkt for at kunne finde tilbage til toppen af leaderboardet. Måske kan det sydeuropæiske klima løsne op og gøre Ryder Cup-kaptajnen i stand til at konkurrere.

Turneringen har også deltagelse af et par tidligere vindere af The Masters, men de har brug for mere end godt vejr, hvis de skal gøre sig gældende. Trevor Immelman er kun 37 år, men han har haft enormt besvær med at leve op til forventningerne, der kommer med en grøn jakke. Siden sejren for ni år siden har sydafrikaneren kun vundet et enkelt trofæ, og det blev hentet på Web.com Touren.

Immelman deler 1907. pladsen på verdensranglisten med Mike Weir. De har begge lige præcis nul point indspillet de seneste to år, og canadieren har ikke klaret et cut noget sted i verden i samme tidsrum. Vi får mere at se til ham på europatouren over sommeren, men om han kan få noget brugbart ud af invitationerne virker tvivlsomt.

Alle tre danskere skal tidligt på banen torsdag, mens de to Masters Champions er på eftermiddagsholdet. 

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer