Olesen under par for anden dag i træk | Golf.dk
Thorbjørn Olesen har en sjetteplads som bedste resultat i The Masters. Måske kan han levere noget endnu bedre i år.

Foto: Getty Images

Olesen under par for anden dag i træk

12/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I de 20 år, siden Thomas Bjørn debuterede, er der leveret tre danske top-10 placeringer i The Masters Tournament. I 2019 kan der være flere på vej. 

Thorbjørn Olesen var kun næstbedste dansker efter første runde, men med en score under par kom han alligevel ganske fint fra start. Fredag fortsatte det gode spil, og for anden dag i træk brugte den 29-årige dansker 71 slag på Augusta Nationals 18 ikoniske huller.

Ligesom torsdag modstod han fristelsen til at slå driver på tredje hul, og igen blev han belønnet for den konservative taktik med en birdie. Det var en af tre birdies på anden runde, men der skulle gå 10 huller, før den næste kom.

På 13. hul drivede Olesen bolden ud i de løse nåle blandt fyrretræerne – få meter fra stedet, hvor Phil Mickelson i 2010 slog et af karriens bedste slag. Olesen havde et noget mindre krævende slag, men det betyder ikke, at det var nemt. Han ramte et langt jern solidt og gav sig selv et simpelt toputt op ad bakke for birdie.

To huller senere havde han ikke mulighed for at ramme banens sidste par fem hul i to, men et flot wedgeslag fra et krævende leje ned ad bakke og et putt på tre meter gav en firer.

Det bragte Olesen to under par for runden, tre under par samlet. Det rakte indtil 17. hul, hvor han drivede i træerne. Først i tredjeslaget ramte han green, og puttet på to meter for par blev misset.

På sidste hul havde han igen en to-meter, denne gang for birdie, men heller ikke det forsøg fandt vej til hullet.

Scoren i -2 giver en foreløbig 14. plads (klokken 20.00), og der er ikke mere end fire slag op til de førende. Først cirka klokken 01.00 i nat ved vi, hvilken placering Olesen går ind til weekenden med. Men at han er med i weekenden, er der inge tvivl om. Sandsynligvis bliver det også med chancer for at spille med om sejren.
  
Mindst 50 deltagere klarer cuttet. Spillere uden for top-50, som er mindre end 10 slag fra den førende, får også adgang til weekenden.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer