Officielt: Monty til Danmark | Golf.dk
Colin Montgomerie var på Simon's under Nordic Open i 2003, og han var med til at indvie klubbens tredje ni-huls sløjfe i 2007. Nu vender han tilbage som senior-golfer.

Foto: PR

Officielt: Monty til Danmark

02/10 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Den ottedobbelte vinder af europatourens pengeliste, Colin Montgomerie, lægger vejen forbi Danmark næste sommer.

Det blev meddelt mandag formiddag på et pressemøde i Humlebæk-klubben, som næste sommer lægger græs til den første danske European Senior Tour-turnering i mere end ti år.

Aftalen med “Monty” blev indgået i torsdags, og han slutter sig til et felt, der allerede med sikkerhed vides at tælle også Ian Woosnam og Laura Davies. Sidstnævnte har fået en særlig tilladelse til at blive den første kvinde nogensinde, der stiller op på seniortouren.

Også danske Steen Tinning stiller op. Og den dobbelte tourvinder var til stede i Humlebæk for at promovere den tour, der er hans levevej nu, og hvor han er det eneste faste danske medlem.

Shipco Masters bliver spillet den 1.-3. juni og er en del af fejringen af 25 års jubilæet for Simon’s Golf Club.

- Så vidt vi kan se, er vi den eneste klub, der nu har haft både Challenge Tour, European Tour, Ladies European Tour og European Senior Tour, sagde Morten Jæpelt, der er direktør for Simon’s Golf.
Og nu kan man altså love, at Ian Woosnam og Colin Montgomerie begge kommer, selvom de også begge er spilleberettigede på den amerikanske Champions Tour.

Der er også stor sandsynlighed for, at gamle Ryder Cup-helte som Sam Torrance, Paul McGinley og Mark James slår vejen forbi.

Simon's var vært for Nordic Open på europatouren i 2003 og for Nykredit Masters på Ladies European Tour i 2008.

User Comments:

  • Det bliver VILDT & STORT :-)

    02/10 - 2017 | Flemming Stoltze

    For os livsnyder golfere bliver det vildt stort og se de golfere, som vi er vokset op med og tilmed Laura Davies, unikt!! Glæder mig til gensyn med bl.a. Monty fra sidst på Simon's......

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer