Nyt tilbud skal få flere børn til at spille turneringer | Golf.dk
Alt for få juniorer spiller turneringer. Det skal der nu laves om på.

Foto: Frank Cilius

Nyt tilbud skal få flere børn til at spille turneringer

04/03 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Juniorer i Danmark skal fra i år spiller turneringer på en hel ny måde og i et større omfang.

Målet er at få flere ud og deltage i turneringer/stævner og dermed få en positiv oplevelse med at dyste, hygge, grine og møde andre børn, der spiller golf.

De børn og unge, der spiller golf i Danmark, vil rigtig gerne ud og konkurrere. Med den tidligere turneringsstruktur er der bare alt for få som deltager, særligt blandt den del af juniorerne som har et højt handicap.

Den erkendelse har fået Dansk Golf Union til at søsætte den største ændring i mange år i turneringsudbuddet til børn og unge. Alle under 25 år skal uanset alder, køn og niveau have mulighed for at deltage i en hold-, makker- eller individuel turnering.

- Tiden er løbet fra vores gamle turneringsstruktur. Tilbuddet i 2020 bør passe til de behov, som danske børn og unge har i dag. Vores tidligere struktur har været præget af knopskydning og dermed manglet den røde tråd, samtidig med at man skulle have en mindre Phd for at kunne gennemskue hvem, hvornår og hvordan den enkelte junior skulle deltage i en turnering, siger Jonas Meyer, der er udviklings- og turneringschef i Dansk Golf Union.

Han fortsætter:

- Der har været store forskelle på tilbuddet afhængigt af, hvor i landet du befandt dig. Vi er sikre på, at den nye turneringsstruktur vil skabe bedre rammer for juniorer, juniorledere, trænere og forældre i forhold til at få flere ud og spille golf.

I Danmark er antallet af spillere under 18 år reduceret med 40 procent over ti år.

- Det er der flere årsager til, men turneringsstrukturen er med til at understøtte fastholdelsen af juniorerne i golfsporten, siger Jonas Meyer.

82 procent af de danske juniorer giver udtryk for, at de gerne vil spille turneringer. Men på landsplan er det kun 15 procent af juniorerne, der deltager i turneringer uden for egen klub.

Det skyldes i høj grad, at flere end halvdelen af de danske juniorer har et handicap på over 36, og der så godt som ingen turneringer har været til juniorer med højt handicap.

Du kan læse mere om den nye turneringsstruktur i denne folder.

Danmark er inddelt i 5 juniordistrikter som i den nye turneringsstruktur vil spille en endnu vigtigere rolle i forhold til at skabe det bedst mulige turneringstilbud på tværs af landet.

- Juniordistrikterne og DGU’s sekretariat kommer i fremtiden til at arbejde endnu tættere sammen. Vi vil i fremtiden være fælles om alle DGU’s turneringer og vi glæder os til som én enhed at kunne samarbejde om at få flest mulige juniorer ud og deltage i træf og turneringer, siger Jonas Meyer.

Med den nye turneringsstruktur vil der, ifølge Dansk Golf Union, være tilbud til alle børn og unge, uanset deres alder og niveau. Og alle børn og unge vil få mulighed for at spille både

individuel- makker og holdgolf. Strukturen har fokus på at skabe en rød tråd i udbuddet samt at skabe tryghed i spillernes turneringsgolf uanset ambitioner og motivation.

De enkelte turneringer i den nye struktur udgøres både af kendte spilformater samt nye og spændende koncepter.

Eksempelvis vil der for de yngste hver måned blive afviklet træf 21 forskellige steder i landet inden for juniorgolf, hvor leg, golf og konkurrence bliver integreret i ét. Makkergolf vil blive muligt for alle, der kan klemme sig under 36 i handicap, og D-tour bliver den nye danske golfliga for juniorer med individuelle turneringer for alle niveauer og aldre op til 25 år.

Selvom vi er blevet færre juniorspillere i Danmark de senere år, har vi stadig leveret resultater på den internationale scene. Derfor vil eliteturneringer som DM, DGU Elite Tour og årgangsmesterskaberne bestå, så topspillere hele tiden kan skærpe deres kompetencer.

Populære juniorbegivenheder som Girls Only Tour og DGU Short Game vil også stadig bestå.

 

User Comments:

  • Junior turneringer udenfor DGU regi

    04/03 - 2020 | Erik Bach-Andersen

    Der har i årevis eksisteret forskellige juniorturneringer specielt målrettet nye juniorspillere, udenfor DGU regi. I mit distrikt har vi f.eks. turneringen RAJT som har kørt siden 1995. Man har bevidst valgt at arrangere denne turnering udenom DGU bl.a. for at undgå at det skulle blive for "elitært". Det er glædeligt at DGU nu kommer med lignende tilbud, og hvem ved om vi i fremtiden vil se at disse lokale turneringer smelter sammen med DGU's turneringer... perspektiverne ser lovende ud.

  • SUPER - forældre/Bedsteforældre - VÆR KLAR

    04/03 - 2020 | Bo Holm Bredkjær

    Har selv en søn på 15 og datter på 13 år i golfsporten - ud og spille med andre VIRKER. ... forældre/Bedsteforældre - VÆR KLAR...for det er et ikke uvæsentligt succeskriterie, at der er en vilje til at prioritere TID. Tid at at organisere, køre til og fra etc. Vi glæder os til sæsonen....

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer