Nyt hold tager spæde skridt mod europatouren | Golf.dk
Mathias Gladbjerg fik en glimrende start på First Stage af Q-School i Østrig.

Foto: Brian Rasmussen

Nyt hold tager spæde skridt mod europatouren

18/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Andreas Hilllersborg har allerede klaret sig gennem First Stage af europatourens Q-School, og onsdag indledte et nyt hold danskere den lange vej mod toppen af europæisk golf.

Tourdrømmen lever for Hilllersborg

14 runder skal klares, før 25 spillere kan kalde sig medlemmer af europatouren, og efter den første af de runder er Mathias Gladbjerg og Marcus Helligkilde godt placeret. 

Der spilles på Golfclub Schloss Ebreichsdorf i Østrig, og de to danskere lagde sig på tredjepladsen med runder i -5. Cirka en fjerdedel af de 100 deltagere klarer sig videre til Second Stage i tretrinsraketten mod det forjættede land, så Gladbjerg og Hellligkilde ligger godt til efter 18 af de 72 huller.

Peter Launer Bæk kan også se tilbage på en succesfuld åbningsrunde. Et rent scorekort med fire birdies giver fynboen del i 11. pladsen. Han er et slag foran Oliver Jespersen, som trods en doublebogey og to bogeys formåede at spille sig på 23. pladsen.

Mikkel Hjorths runde i -1 svarer til en delt 39. plads. Resten af den danske delegation har brug at klatre op gennem stillingen de kommende dage, hvis de skal gøre sig håb om at holde liv i drømmen om europatouren, når afgørelsen på First Stage falder lørdag.

Keen Bernberg og Søren Schulze Pettersson brugte hver 73 slag, +1, og ligger side om side på 55. pladsen. De er et slag foran Kristian Rønn Skorstengaard på 71. pladsen og to foran Victor Østerby på 78. pladsen.

I afdelingen af First Stage på Stoke By Nayland Hotel, Golf & Spa i England er man nået gennem to runder. Oliver Percy-Smith er eneste danske deltager, og efter arbejdsdage i 74 og 71 slag er han midt i feltet på 50. pladsen med en total i +3.

Stillingen i Østrig
Stillingen i England  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer