Nyt handicap - hvad spørges der om? | Golf.dk
Husk at indlevere så mange scores som muligt, så dit handicap bliver så retvisende som muligt.

Nyt handicap - hvad spørges der om?

25/09 - 2020 | Ole Haag

Den 14. september blev det muligt for enhver golfspiller i Danmark at se, hvad der sker, når vi går over til det nye handicapsystem. Funktionen findes allernederst under Scores, når man er logget ind i GolfBox - og hedder Forhåndsvisning af nyt handicapsystem.

Mange golfspillere har allerede stiftet bekendtskab med funktionen, og det har naturligvis og heldigvis udløst mange spørgsmål, hvoraf en del af disse er behandlet i debatsporet til artiklen Check dit nye handicap i GolfBox simulering.

Vi har samlet et udvalg, så du har mulighed for selv at få svar på dine egne spørgsmål, som forventes at være i samme retning. Hvordan ser verden ud, når vi går over til det nye handicapsystem pr. 1. januar 2021?.

Hvad er forskellen på handicap og handicapresultat?

Dit handicap er fremover resultatet af en gennemsnitsberegning af dine bedste runder. Hovedprincippet hedder ”gennemsnittet af de 8 bedste af de 20 seneste handicapresultater”. Dit handicap udtrykkes som i dag i et decimaltal, f.eks 16,2.

Dine handicapresultater er resultatet af en omregning af dine tællende runder i dit scorearkiv, baseret på din score og banens sværhedsgrad. En 9-hullers runde omregnes også til et 18-hullers resultat, så alle runder bliver sammenlignelige.

Når du registrerer en runde, omregner systemet denne til et handicapresultat, der svarer til “hvilket handicap, du har spillet til på den runde”. Du har måske spillet bedre end dit handicap - f.eks. til 14,8 eller du har måske spillet dårligere end dit handicap - f.eks. 18,1.

Disse handicapresultater indgår i dit scorearkiv, og det er disse, der tages et gennemsnit af og som så bliver til dit handicap.


Hvordan beregnes handicap ved færre end 20 scores?

Ved overgangen til det nye system, finder GolfBox så mange som muligt tællende scores fra 2018 - 2020. Er der færre end 20 beregnes handicappet ud fra færre scores via en indbygget tabel, som tager hensyn til et lavere antal scores, og dermed et gennemsnit af færre af disse, indtil man når idealtilstanden på 20 scores.

Når du er inde og se på de nye beregninger, vælger du “Se detaljeret beregning”. Her finder du “Regler for gennemsnit af bedste HCP resultater”. Der kan du se, hvor mange scores dit handicap er beregnet på. Beregningen vil ændre sig i resten af 2020, hver gang du indtaster en ny score. Jo flere scores, jo mere præcist handicap.

Desuden er der en ekstra score, du ikke genkender? Det er en kunstig score, svarende til dit nuværende handicap, som systemet har indsat som den tidligste, for at forhindre et for stort udsving i starten for spillere med færre end 20 scores.

Hvad sker der ved overgangen til det nye system?

Den 1. januar 2021 lukkes der midlertidigt for scoreindtastning i en uge, mens GolfBox omstiller systemet fra det eksisterende handicapsystem til det nye. Og når der åbnes igen, vil det så være med det system, som vi nu har haft mulighed for at blive fortrolige med i det efteråret 2020.

Og så kan du glæde dig over, at det også bliver muligt selv at indtaste dine hulscores fra udenlandske baner, når du først har indtastet banens Par, Course Rating, Slope og handicapnøgler.

Handicap under 4,5 - hvordan kan man aflevere tællende scores?

I det eksisterende system har det ikke været muligt for spillere i handicapgruppe 1 at få registreret tællende scores fra andet end turneringer.

Det nye system har ingen handicapgrupper og alle er stillet lige i forhold til at kunne indlevere tællende scores. Alle kan således aflevere scores fra 9 og 18-hullers runder - private runder som turneringsrunder


Kan jeg automatisk stige til mere end handicap 36?

Et af de nye elementer i det kommende system er muligheden for at bevæge sig frit inden for handicaps op til 54. Hvis man i det eksisterende system er kommet under handicap 36, er der en automatisk øvre grænse på 36, som man kun kan komme over igen, hvis handicapkomitéen manuelt tildeler en et højere handicap.

Det nye system beregner, som beskrevet, handicappet som et løbende gennemsnit af de 8 bedste af de 20 seneste handicapresultater, og der er nu kun en øvre grænse ved 54. Konverteringstabellerne i klubberne tilrettes naturligvis, så man får tildelt de nødvendige slag.


Lær mere om det nye system i vores folder - Det nye Handicapsystem

Eller find alt tilgængeligt materiale her.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,177,959
  • Unique Visitor:105,156
  • Registered Users:159,647
  • Unregistered Users:31,237
  • Blocked Users:12,381
  • Published Nodes:15,262
  • Unpublished Nodes:285
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:12,179
    • This week:102,006
    • This month:393,644
    • This year:1,178,189

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk