Nyt år med helt nyt udstyr | Golf.dk

Foto: Getty Images

Nyt år med helt nyt udstyr

11/01 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Da Rory McIlroy blev vært for Irish Open, brugte han sine gode forbindelser til at trække en række store spillere til sit nationale mesterskab. Blandt dem var Ernie Els, og denne uge gengælder nordireren gestussen. Els er vært for BMW SA Open, og efter 10 dages vintertræning i Dubai er McIlroy taget til den sydlige halvkugle for at indlede sin sæson.
 
McIlroy har ikke spillet med i SA Open siden december 2008 hvor han opnåede en tredjeplads (og derved rykkede ind i verdensranglistens top-50 for første gang), og det er hans første besøg nogensinde på Glendower Golf Club.
 
Det er ikke det eneste nye for McIlroy denne uge. Efter en uges test af udstyr i december kan den firedobbelte majorvinder debutere 14 nye køller. Det er tale om en blandet pose bolcher med driver, fairwaykøller og jern fra callaway, wedges fra Titleist, putter fra Odyssey og Titleist ProV1 bolde.
 
Trods ændringerne og en turneringspause på halvanden måned forventer McIlroy alligevel at kæmpe med om sejren.
 
- Jeg ved, at hvis jeg spiller, som jeg kan, så vil jeg have en god chance for at vinde, men jeg har brug for at koncentrere mig om at bringe mig frem i den position søndag eftermiddag, sagde han på sit pressemøde forud for turneringen. 
 
Udover turneringens vært skal McIlroy op mod Retief Goosen, Andy Sullivan og formstærke Brandon Stone. Man skal ikke forvente, at 59-årige Nick Faldo kommer til at spille nogen stor rolle, men måske de tre danske deltagere kan gøre sig gældende. 
 
Morten Ørum Madsen har mistet sin plads på europatouren, men som tidligere vinder af turneringen er silkeborgenseren kvalificeret. Han bliver første dansker på banen fra morgenstunden, mens Jeff Winther og Lucas Bjerregaard først skyder deres 2017 i gang over middag.
 
Sullivan, Els og Thomas Aiken går torsdag på banen klokken 05.50 dansk tid, mens den anden hovedattraktion med McIlroy, Stone og George Coetzee rammer første tee 20 minutter senere.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer