Nye veje: Klub bruger PlayStation som lokkemad | Golf.dk
Sejerø Golfklub har lagt banen ind på PlayStation, så alle kan spille den fra sofaen - og forhåbentlig få lyst til at spille den i virkeligheden.

Foto: Sejerø Golfklub

Nye veje: Klub bruger PlayStation som lokkemad

17/02 - 2020 | Henrik Søe

Der findes mange måder at markedsføre sin bane på, når man gerne vil lokke gæster til. I Sejerø Golfklub har man taget en af de mere utraditionelle metoder i brug. Klubben har nemlig valgt at bruge PlayStation til at gøre opmærksom på klubbens eksistens. 

I spillet “The Golf Club” er det muligt at designe sin egen bane og lægge den ud, så den er kan spilles af online-spillere over hele verden. Emil Skals, en af klubbens medlemmer, har med hjælp fra Google Maps, højdekurver fra kommunens digitale kort og klubbens egen baneguide designet 9-hullers banen på øen i Kattegat. Og gjort den tilgængelig for alle brugere af spillet. 

- Det er stort set som at være der selv. Man kan endda høre havets brusen, mågernes skræppen og se naboens køer, fortæller klubbens kasserer Poul Skals, der i øvrigt er far til PlayStation-designeren. 

Spillet blev gjort tilgængeligt på PlayStation den 31. december, og spillere fra England, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Canada og Australien har allerede spillet på den “virtuelle” bane. 

- En af dem har endda spillet den to gange, siger Poul Skals. 

- Oprindeligt tænkte vi, at det nok kun blev os medlemmer i Sejerø Golfklub, som ville bruge den, men med “fremmede” spillere, som allerede har fundet banen, vil vi nu lokalt gøre mere ud af markedsføringen, siger Poul Skals.

Klubben vil nu vil gøre opmærksom på klubbens digitale tilstedeværelse i opslag på færgen, på klubbens hjemmeside og i Sejerø Beboerblad, som kommer ud til alle øens mange sommerhusgæster.

- Så kan vi håbe, at det skaber interesse for at komme ud og spille på den rigtige bane, siger han. 

Poul Skals er ikke klar over, om andre klubber i Danmark har gjort noget lignende, men han vil gerne give ideen videre. 

-  Vi vil jo alle sammen gerne vil have nye medlemmer - og især de yngre af slagsen. Og jeg må indrømme, at jeg har fået lyst til at spille på baner i det virkelige liv, nu hvor jeg har prøvet dem på PlayStation, siger Poul Skals, som også fortæller, at han - på Playstation - har sat ny banerekord ved at gå banen i 28 slag. 

- Nu glæder jeg mig til at komme ud og gøre det samme på banen i virkeligheden, siger han. 

PlayStation-spillet “The Golf Club 2019” koster 119 kroner. Sejerø Golfklub kan findes under navnet Sejeroe Golf Club. 

 
Klubben har brugt kommunens kort for at få de rigtige højdekurver med i spillet. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer