Nye danmarksmestre i Midage er i familie med hinanden | Golf.dk
Christian Nygaard og Stinne Thorsen med deres velfortjente medaljer.

Foto: Privat

Nye danmarksmestre i Midage er i familie med hinanden

13/08 - 2019 | Pressemeddelelse

I weekenden den 10-11/8 har DGU afholdt DM i Midage i Royal Oak Golf Klub.

Der var tilmeldt ni damer og 63 herrer, og de fik sig en på opleveren på en i forvejen ikke helt nem bane, blot en uge efter årets speedweek i Royal Oak.

Greens var som sædvanligt hurtige, men regnen i ugen op til mesterskabet havde taget toppen af hastigheden.

Lørdag morgen, da fire bolde var nået ud på banen, kom der pludseligt et tordenvejr og et skybrud der afleverede 25 mm. på under 15 min.

Det gik hårdt ud over bunkers og flere måtte tages ud af spil. Efter 1 time og 55 minutter blev spillet genoptaget. Bygerne fortsatte resten af dagen mens vinden tog til i styrke og forholdene var svære hele dagen.

Anden runde blev sat i gang kl. 14.50 og det lykkedes, med god hjælp af spillerne, at få runden gjort færdig lørdag, så der kunne foretages cut og sat et felt til søndag.

Forholdene til trods lykkedes det flere spillere at gå rundt i +3 eller bedre. Christian Nygaard fra Odder leverede to runder i +1 og overnattede på førstepladsen fire slag foran Nikolaj Hammergaard, Royal Golf Club.

Hos damerne var de tre sidste års mester, Anne Orholm Nielsen fra Kokkedal, bare et enkelt slag foran Stinne Thorsen, Århus Golf Klub da lørdagens to runder var slut.

Inden starten gik søndag morgen, havde greenkeeperstaben i Royal Oak været ude og rettet op på bunkers, så skyllerender var fjernet og sandet gjort spilbart. Søndag blev regnen væk, mens blæsten til gengæld tog lidt til og spillerne havde stadig svært ved at betvinge banen fra hvid og blå tee.

Under den afsluttende runde blev der lidt mere spænding om resultatet, idet Michael Kærgaard Nielsen, Silkeborg Ry, med en runde i par kom op fra 7. pladsen og var førende i klubhuset.

Til sidst måtte han dog se sig passeret af Christian Nygaard med to slag. Hos damerne var der byttet om på den førende og den jagende, da de turnede og den føring slap Stinne Thorsen ikke på bagni og hun vandt mesterskabet med tre slag ned til Anne Orholm.

Et kuriosum er at Christian er svoger til Stinne, så DM Midage 2019 blev et familieanliggende.

Erindringsmedalje for bedste 40+ spiller i hver række gik til Stinne Thorsen og Michael Kærgaard Nielsen.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer