Nybagt far rykker i spidsen i sin sæsondebut | Golf.dk
Thorbjørn Olesen er 14 under par og alene i front efter sine første 36 huller i 2021.

Foto: Getty Images

Nybagt far rykker i spidsen i sin sæsondebut

23/04 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Thorbjørn Olesen har ikke vundet på europatouren siden juni 2018, og han er ikke sluttet i top-10 siden januar 2019. En af årsagerne er selvfølgelig retssagen mod ham, som der fortsat ikke er faldet dom i, men der har været flere forhindringer i 2021.

Først testede Olesen positiv for Covid-19; derpå pådrog han sig en håndledsskade; og under mere lykkelige omstændigheder blev han for få uger siden far. Det har alt sammen været med til at udsætte 31-årige Olesens sæsonstart, men denne uge var han tilbage - fire en halv måned efter sin sidste turnering - og fra start har den danske Ryder Cup-spiller været tilbage i højeste gear.

Efter en åbningsrunde i 65 slag på Meloneras Golf gik Olesen fredag en 61’er ved Gran Canaria Lopesan Open. En eagle og syv birdies gav banerekord på anlægget i den sydlige ende af ferieøen, og den har bragt Olesen helt til top i tabellen.

- Jeg forventede bestemt ikke det her. Det var selvfølgelig en fantastisk oplevelse at få en søn for tre-fire uger siden, så forventningerne var ret lave inden denne uge, men det var virkelig sjovt at levere så gode scores derude i går og i dag.

- Min putting var virkelig god begge dage, og det hjælper selvfølgelig altid. Men derudover har jeg hele tiden været i spil. Jeg har ramt mange fairways i løbet af de to dage, sagde Olesen til europatouren. 

Samlet er han 14 under par, et slag foran Wil Besseling og Rhys Enoch på andenpladsen. Olesen er ikke den eneste dansker, som går ind til weekenden med håb om at løbe med titlen. 

Joachim B. Hansen fulgte torsdagens 63’er op med en runde i 67 slag, -3, og selvom han måtte overlade førstepladsen til sin landsmand, kan han gå ind til finalerunderne i top-10. Med en samlet score i -10 er han på en delt niendeplads.

Nicolai Højgaard er kun et slag efter. Med en 64’er rykkede det 20-årige stortalent frem til 16. pladsen. Højgaard noterede fire birdies i løbet af de 17 første huller, og med en afsluttende eagle gav han sig selv et godt udgangspunkt for at hente sit andet top-10 resultat i træk på europatouren.

22 spillere er inden for fem slag af Olesens førsteplads, og på en bane, hvor det ikke er utænkeligt at vi får en 59’er at se, er der lagt op til en spændende og uforudsigelig weekend.

Måske har Benjamin Poke endda en chance for at blande sig i topstriden. Med sin anden 66’er i træk er Poke otte under par og på en delt 23. plads. 

Samtlige syv danskere klarede cuttet, som faldt i -5. Jeff Winther (66) er på en delt 33. plads i -7; Søren Kjeldsen gik en 63’er og rykkede frem til 45. pladsen i -6; og Lucas Bjerregaard producerede to eagles på vej mod en 64’er, som bragte ham lige inden for cuttet i fem under par.

Samlet var de syv danskere 39 slag under par fredag. 

Se stillingen her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,553,388
  • Unique Visitor:191,750
  • Registered Users:170,248
  • Unregistered Users:31,628
  • Blocked Users:12,476
  • Published Nodes:16,597
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.239.56.184
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:1,873
    • This week:92,867
    • This month:441,744
    • This year:3,554,184

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk