Ny sæson på Web.com venter Cappelen | Golf.dk
Sebastian Cappelens drøm om PGA Touren lader vente på sig.

Foto: Getty Images

Ny sæson på Web.com venter Cappelen

23/09 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

En sjetteplads og en fjerdeplads sent i den regulære sæson på Web.com Touren var ikke nok til at få Sebastian Cappelen op i top-25, som sikrede sig sæsonkort til PGA Touren, men det gav håb om, at fynboen kunne spille sig til et af de 25 kort, som blefv uddelt efter de fire turneringer i Web.com Tour Finals.

Sådan kom det ikke til at gå. Cappelen klarede alle fire cuts, men en 33. plads som bedste placering var langt fra nok. I Web.com Tour Championship på Atlantic Beach Country Club sluttede Cappelen med en runde i par for en 46. plads i -9. I finaleserien sluttede han på 57. pladsen.

28-årige Cappelen vandt i sin professionelle debut på Web.com Tour tilbage i juni 2014, men hvad der lignede hurtig oprykning til PGA Touren, det endte i lige ved og næsten. Siden har han ikke for alvor banket på for en plads på verdens stærkeste tour, og nu venter den femte fulde sæson på Web.com Touren for den tidligere profil på University of Arkansas.

Sæsonens sidste turnering blev vundet af Denny McCarthy i -23. Amerikaneren havde allerede sikret sig oprykning inden starten torsdag, men med sejren rykkkede han til førstepladsen i finaleserien.

Der var anderledes pres på den tidligere vinder af US Open Lucas Glover. Han var nummer 40 ved turneringens start, men med en andenplads i -19 spillede han sig frem til syvendepladsen og sikrede sig en ny sæson på PGA Touren.

Link til resultatet     

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer