Ny liste er redningsvest for Lasse Jensen | Golf.dk
Falder Lasse Jensen ud af top-100 på Race to Dubai vil den nye Access list garantere ham en ny sæson på europatouren.

Foto: Getty Images

Ny liste er redningsvest for Lasse Jensen

18/10 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Der var engang, hvor Order of Merit, nu Race to Dubai, var til at holde styr på. Den foregående sæson kunne i reglen bruges som målestok for, hvad det krævede at beholde spilleretten til europatouren.

Det var dengang.

Med den nye Rolex Series er regnestykket blevet en hel del mere kompliceret. Mens pengepræmier i PGA Tour-størrelsen tidligere var forbeholdt fåtallet med adgang til Majors og World Golf Championships, så har tilføjelsen af millioner til BMW PGA Championship, Open de France, Irish Open og Scottish Open været med til at fordele herlighederne mere ligeligt.

For et år siden krævede det lidt under en kvart million euro at få en sæson mere på Europas højeste niveau. Her, en uge inden den regulære 2017-sæson slutter, sidder Brett Rumford på det yderste mandat og står noteret for 375.000 euro. Tilmed er grænsen for at beholde fuld spilleret rykket fra 110. pladsen til nummer 100. 

Det er dog ikke alle, som har fået mulighed for at gøre sig gældende i turneringerne med præmier på syv millioner dollars. Jeff Winther og kollegaerne kvalificeret gennem Q-School har været for lavt rangeret til at komme ind i de attraktive turneringer, og for at give dem en reel chance for overlevelse på højeste niveau, har europatouren kreeret en særskilt liste, hvor indtjening i Rolex Series, World Golf Championships, The Masters og US PGA Championship er trukket fra. 

Den har man kaldt Access List, og derfra gør 10 spillere sig fortjent til en ny sæson på europatouren. Hvem de bliver, er svært at sige før det sidste slag er slået i Andalucía Valderrama Masters, for når nye spillere hver uge rykker ind i top-100 på Race to Dubai, bliver de automatisk fjernet fra Access List og andre føjet til.

Den liste ligger Lasse Jensen godt placeret på da han har tjent størstedelen af sine penge i mindre turneringer, og derfor er han helt afslappet i forberedelserne på Valderrama, selvom han blot er nummer 99 på Race to Dubai.

- Jeg tror, der er 100.000 ned til de næste på Access List, så selv hvis jeg ryger ud af Race to Dubai, er det ikke muligt, at jeg mister kortet, sagde Jensen sent tirsdag.

I stedet for at kigge sig over skulderen, skuer den 33-årige derfor fremad i håbet om at forlænge sæsonen med Turkish Airlines Open i starten af november.

- Det er derfor, vi er her. For at se om jeg kan komme ind i den i Tyrkiet. Jeg tror, nummer 81 er inde nu, så jeg skal nok op til nummer 85 på Race to Dubai for at komme med, lyder vurderingen.

Forskellen mellem Jensen og Thomas Detry på 85. pladsen er 50.000 euro. Det beløb får man for en ottendeplads i Andalucía Valderrama Masters, og selvom han ikke er sluttet bedre end nummer 63 i sine seneste fire turneringer, er Jensen positiv frem mod sin teetid torsdag 09.15.

- Spillet har sådan set været godt i lang tid, men jeg kan ikke rigtig få det ned på scorekortet. Det har hele tiden manglet et eller andet, men måske bliver det denne uge, siger han.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer