Ny dansk amatørsejr på Nordic League | Golf.dk
Morten Toft Hansen fik en stor international sejr i Sverige efter tre runder under par.

Foto: Swedish Golf Tour

Ny dansk amatørsejr på Nordic League

10/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Oscar Ambrosius, Nicolai Højgaard og nu Morten Toft Hansen: For tredje gang i løbet af et år har en dansk amatør vundet blandt de professionelle på Nordic League.

Dagens sejr kom i PGA Championship på Österlens Golfklubb. 22-årige Toft Hansen fra Gilleleje gik ind til finalerunden i -7 med et enkelt slags forspring efter runder i 70 og 65. Nærmeste forfølger var en anden dansker, den tidligere landsholdsspiller Peter Launer Bæk.

Det blev den nuværende A-landsholdsspiller, som løb med sejren.

Svenske Martin Eriksson satte et hårdt andgreb ind med en runde i 67 slag for at nå til -7. Samme score nåede fynboen Launer Bæk med tre sene birdies. 

Det var ikke nok til at fange Toft Hansen. Han lagde ud med en birdie og kørte en bundsolid runde i 69 slag, -2, hjem. Det fik totalen til -9 og gav en sejr på to slag.

Sejren kom i hus i kraft af et minimum af fejltagelser. Kun to spillere i den endelige top-10 lavede færre birdies og eagles end Toft Hansen i løbet af turneringen, men ingen kunne matche hans blot tre bogeys over de 54 huller.

Mens det i årevis har stået klart, at Toft Hansen er et stort talent, så lå det ikke i kortene, han var klar til at sætte de professionelle til vægs på Nordic League. 12 gange tidligere har han spillet med i professionelle turneringer på third level, og det har resulteret i syv missede cuts og en 15. plads som bedste resultat.

Grundet sin status kommer Toft Hansen ikke til at nyde godt af førstepræmien, men ingen kan tage de fire verdensranglistepoint fra ham, som følger med sejren. 

Top-10 talte også Christian Gløët på fjerdepladsen i -6 samt Frederik Dreier og Marcus Helligkilde på sjettepladsen i -5.

Link til resultatet  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer