Ny chefgreenkeeper til en af landets største klubber | Golf.dk
Jeppe Krogh Kristensen har sat sig i førersædet som ny chefgreenkeeper, mens den fratrædende, Stig Helms Petersen (th), fortsætter i greenkeeperstaben.

Foto: Per Pedersen

Ny chefgreenkeeper til en af landets største klubber

27/04 - 2020 | Pressemeddelelse

En af Danmarks mest markante klubber skifter den 1. maj ud på posten som chefgreenkeeper. Gennem de seneste 11 år har Stig Helms Petersen været chefgreenkeeper i Silkeborg Ry Golfklub, som anerkendes bredt for at have en af Danmarks bedste golfbaner.

Ny chefgreenkeeper er Jeppe Krogh Kristensen, der kommer fra et job som salgsansvarlig hos Resink Turfcare (golfmaskiner). 

Efter et betydeligt høretab og en deraf følgende sygemelding med stress har Stig Helms Petersen ønsket at træde et skridt tilbage med mindre administrativt ansvar i det daglige. Han fortsætter således i klubben og vil assistere med indkøringen af Jeppe Krogh Kristensen, som han i øvrigt selv har anbefalet som sin afløser.

- Stig Helms Petersen har ydet en fantastisk indsats i klubben og kronede sit værk med Made in Denmark på European Tour i 2018 og Challenge Tour i 2019. Det kræver både kompetencer, erfaring, lederevner og den rette personlighed at vedligeholde og videreudvikle et af landets største, mest anerkendte og varierede golfanlæg med tilsammen 54 huller, siger golfmanager Mads Faber, der også har store forventninger til den nye chefgreenkeeper.

- Vi anser det for lidt af et scoop, at vi med kort varsel på denne tid af sæsonen kan byde velkommen til en kapacitet som Jeppe Krogh Kristensen. Det er samtidig også en cadeau til vores måde at drive golfklub på, når så dygtige folk finder det attraktivt med ansættelse i vores klub. Vi ser frem til samarbejdet og glæder os samtidig over at kunne beholde Stig Helms Petersens kompetencer i vores stærke team af greenkeepere i Ry og Silkeborg, siger Mads Faber.

Jeppe Krogh Kristensen har et flot cv med greenkeeper-uddannelse i Esbjerg Golfklub, hvor han fortsatte som chefgreenkeeper indtil 2003, før han blev chefgreenkeeper i Brundtland Golf & Hotel. I perioden 2006 til 2012 var han assisterende course manager på The Scandinavian i Farum, hvorefter han arbejdede som chefgreenkeeper i Kerteminde på Great Northern i hele opstartsfasen 2012 til 2017. Efter et år som freelance greenkeeper-konsulent i Holland og Belgien har Jeppe Krogh Kristensen haft jobbet som ansvarlig for salget hos Resink Turfcare.

-Jeg glæder mig til at komme i gang i Silkeborg Ry Golfklub, lære banen og medarbejderstaben at kende og bygge videre på det gode arbejde, som Stig Helms Petersen og medarbejderne har udført gennem mange år, siger Jeppe Krogh Kristensen.

-Silkeborg Ry Golfklub er en gammel klub med gode traditioner og ambitioner for, hvordan en golfbane skal spilles og ikke mindst passes. Det tiltaler mig meget, at man har et højt ambitionsniveau, når det kommer til pleje af golfbanerne. Derfor har det været et naturligt valg at vælge klubben samtidig med, at det er en ære at få lov til at arbejde videre med de gode resultater, der er skabt her, siger Jeppe Krogh Kristensen. Privat er han bosiddende i Ribe med kone og to drenge, men søger et lokalt lejemål tæt på sin kommende arbejdsplads.

 

User Comments:

  • tillykke

    28/04 - 2020 | Jørgen H. Andersson

    Gid det var os

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer