Ny aflysning på europatouren | Golf.dk
Thomas Bjørn med trofæet i 2013. Der bliver ikke fundet en vinder af Omega European Masters i 2020.

Foto: Getty Images

Ny aflysning på europatouren

04/05 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Søren Hansen har en andenplads i Omega European Masters, og Lucas Bjerregaard har en. Thomas Bjørn har hentet to sejre og to andenpladser på Crans-sur-Sierre Golf Club. Der er stolte danske traditioner i alpeturneringen, som en lang række af Europas største stjerner gennem tiderne har triumferet i, men 2020 kommer ikke til at byde på et nyt dansk topresultat i Crans Montana.

Den schweiziske regering har forbudt forsamlinger på mere end 1000 mennesker frem til første september, og da Omega European Masters lå 27. - 30. august, var den naturlige konsekvens en aflysning af turneringen med 2,5 millioner euro i præmiepuljen.

Dermed er British Masters og WGC – FedEx St Jude Invitational, som begge er skemalagt til at starte 30. juli, samt PGA Championship ugen efter, de eneste turneringer på europatouren, som har en chance for at blive spillet i sommermånederne.

Af de turneringer er British Masters den eneste, som en stor portion af europatourens medlemmer får adgang til, da majors og World Golf Championships er forbeholdt den absolutte verdenselite. Skulle turneringen på Close House Golf Club med Lee Westwood som vært også blive udsat, vil pausen på europatouren vare hele seks måneder. 

Der er ikke spillet siden Qatar Masters 8. marts. 18 turneringer er indtil videre blevet udsat eller aflyst.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer